Claus Berg var en tysk billedskærer, billedhugger og maler, der var født i Lübeck og virkede i Danmark. Hans værker tilhører den tyske sengotiske stil med dens ofte voldsomme og ekspressive udtryksformer, der fremhævede figurernes indre liv gennem en bevæget form.
I Østersøregionen repræsenterer Claus Berg sammen med billedskæreren Benedikt Dreyer (1480-1555), der ligeledes havde baggrund i Lübeck, overgangen fra den stive lokale Lübecker tradition til et langt mere dynamisk sydtysk udtryk. Claus Bergs stil er karakteriseret ved figurernes plastiske virkning og en ekspressiv realistisk menneskeskildring. Kort før de store omvæltninger i forbindelsen med Reformationen fik kirkelig kunst i Norden en sidste blomstring og en egen personlig karakter.
Claus Berg var leder af et af Nordeuropas betydeligste billedskærerværksteder, der befandt sig i Odense. Værkstedets hovedværk er en mægtig trefløjet sengotisk altertavle, der blev udført i årene fra 1515 til 1525 til Gråbrødreklosterets klosterkirke i Odense for senere, i 1885 at blive placeret i Sankt Knuds Kirke. Den rigt ornamenterede, malede og forgyldte tavle er forsynet med talrige figurer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.