Carl Michaël Bellman var en svensk forfatter, komponist, entertainer og først og fremmest visedigter, hvis hovedværk, Fredmans epistlar, er uden fortilfælde eller sidestykke i nordisk litteratur.
Carl Michaël Bellman begyndte sit forfatterskab med religiøse skrifter, et længere satirisk digt, "Tankar om Flickars ostadighet", 1758, samt moralske digte og lejlighedsviser om drikkeri, bryllupper og begravelser, som det var almindeligt i 1700-tallet.
Fra 1767 ændrede hans viser karakter. Emnerne er stadig druk, kærlighed og død. Men viserne bliver nu befolket af faste figurer som musikanten Fader Berg, de militære drukkenbolte korporal Mollberg og konstabel Movitz, tolderen Norström, hans unge promiskuøse kone Ulla Winblad og hendes både lykkelige og ulykkelige elsker Fredman, af Bellman betegnet som "berømt urmager i Stockholm, uden ur, værksted og kapital".
En urmager af det navn havde faktisk levet og var netop død, da Bellman begyndte at digte en verden omkring ham. Det har forledt mange til at tro, at Bellman var en slags dokumentarist, der blot rapporterede fra virkeligheden; så overbevisende virkede den virkelighed, han digtede.
I begyndelsen lagde han sine epistler tæt op ad Bibelen, fx ved at lade "Sankte Fredman" tale til "ølefeserne" (epistel 5) som parodi på Paulus i Det Nye Testamentes epistel til efeserne. Epistel-betegnelsen bevarede Bellman, men lod snart den fiktive nutidsverden dominere digtene.
Man må se Bellman for sig med sin lut foran adel og bedre borgerskab i Stockholm for at forstå, hvordan han befolkede sin scene. Med udsagnsord i bydemåde og sætninger i spørgeform som sine sproglige greb fyldte han rummet med usynlige skikkelser: "Frem med basfiolen!" (ep. 7), "Varm mer' øllebrød — lån Madam Wingmarks kande" (ep. 43), "Gør plads i bryllupsgården!" (ep. 40), "Ulla, min Ulla, hvad må jeg dig byde?" (ep. 71).
Deres lyster og deres rædsel optræder på scenen i skikkelse af guder fra græsk og nordisk mytologi, mens Bellman — snart som Fredman, snart som sig selv — må have optrådt som en art konferencier for sine usynlige figurer. Melodierne er ofte lånte og bearbejdede; der er vrængende citater i både musik og tekst.
Vin- og kærlighedsguderne, Bacchus og Astrild, er tegn for den alkoholiske og den seksuelle kulmination, der har det til fælles, at tiden her går i stå, som for urmageren uden ur. Det er de to midler, der sammen med poesien og humoren kan holde døden hen i et kort øjeblik, og så af sted mod næste rus og næste orgasme, før Charon fra dødsriget blæser i luren for sidste gang (ep. 79).
I 23 år cirkulerede disse viser i Bellmans egen fremførelse og i afskrift, indtil en samling på 82 af dem udkom som Fredmans epistlar i 1790. Året efter forfulgte han succesen med Fredmans sångar, der rummer holdbare viser som 'Gubben Noah', men ikke har den første samlings indre sammenhæng.
Bellman nåede aldrig at få et rimeligt økonomisk udbytte af sit geni. 19 år gammel var han blevet ansat i Sveriges nationalbank, men måtte forlade stillingen fire år senere pga. personlig konkurs. Hyldestdigte til kong Gustav 3. skaffede ham 1776 en indtægt som ansat uden pligter ved det statslige lotteri.
Han giftede sig året efter, men klarede ikke at underholde en hurtigt voksende familie og havnede i gældsfængsel 1794, hvor han pådrog sig den sygdom, han døde af året efter. Man kender 1700 tekster fra hans hånd, heriblandt en række digtet til en fiktiv sammenslutning af drukkenbolte, kaldet Bacchi Orden, en parodi på 1700-tallets grasserende frimurer-væsen.
Bellmans indsats i verden var så enestående for danske kunstnere i 1800-tallet, at han også måtte have en himmel helt for sig. Der var 82 viser i Bellmans hovedværk. Hertil føjede Wilhelm Marstrand Fredmans Epistel No. 83, en vision af Bellmans ankomst til denne himmel, hvor Anakreon er overskænk ved Amors og Bacchus' hof.
Det var Akademi-digteren Johan Henric Kellgren, der udgav epistel-samlingen i 1790 og i dens forord udråbte Bellman til "den svenske Anakreon", dvs. et svensk sidestykke til antikkens elegante elskovs- og vindigter.
I årene, der fulgte, vandt Bellman dog større genklang i dansk end i svensk litteratur. Guldalderdigterne Johan Ludvig Heiberg, J.C. Hostrup og Henrik Hertz udtrykte sans for Fredman-epistlernes charmerende sider som i sidstnævntes digt "Posthuset i Hirschholm" (1833); 1900-tallet har hertil føjet interessen for de eksistentielle modsætninger i værket som i Klaus Rifbjergs "På Bellmans tid" i Mytologi (1970).
Blandt svenske sangere, der har indspillet tolkninger af Bellmans viser, er Sven-Bertil Taube, Cornelis Vreeswijk og Fred Åkerström; blandt danske Aksel Schiøtz og Nis Bank Mikkelsen. Leif Bohn (1930-2000) har i nyere tid gendigtet samtlige epistler og sange på dansk. I 1991 indspillede Povl Dissing på initiativ af Fuzzy (Jens Wilhelm Pedersen), der også stod for det musikalske arrangement, en del af disse.
I 1993 dannede en kreds af Bellmansangere og -forskere på initiativ af forfatteren Søren Sørensen (f. 1937) selskabet Bellman i Danmark, dels også med det formål at dyrke Bellmanreceptionen i Danmark, især i dansk litteratur. Selskabet udgiver et tidsskrift og en skriftserie, afholder en årlig Bellmandag på Sophienholm og arrangerer foredrags- og sangaftner.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.