Carcassonne

Omkring 500-tallet fvt. blev der anlagt en landsby ved det klippefremspring, hvor middelalderbyen senere blev anlagt. Det var et handelssted, og nogle af varerne kom langvejs fra, som fra det nuværende Italien, Grækenland og Nordafrika.

I 118 fvt., da havnebyen Narbonne (Colonia Narbo Martius) blev grundlagt, kom regionen under romersk herredømme. I 70 fvt. blev området en romersk provins. I år 14 anlagde romerne vejen Via Aquitania, der forbandt Narbonne med Bordeaux, og som passerede Carcassonne. Plinius den Ældre (år 23-79) var den første til at omtale denne handelsby, som han kaldte Carcasum.

Med Romerrigets fald erobrede visigoterne regionen i begyndelsen af 400-tallet. I begyndelsen af 500-tallet bekæmpede frankerne visigoterne og erobrede en stor del af kongeriget Toulouse. Visigoterne formåede dog at beholde Carcassonne. I 533 blev bispedømmet Carcassonne og Narbonne oprettet, og den visitgotiske konge Recarred 1. konverterede i 589 til katolicismen. Det forbedrede relationerne til frankerne.

I 711 gik arabere i land ved Gibraltar og erobrede en stor del af Den Iberiske Halvø på få år. De krydsede derefter Pyrenæerne i 719 og i 725 belejrede de Carcassonne. Byen overgav sig og fik navnet Qarqshuna. Den frankiske regent Pippin 3. den Lille generobrede byen i 759, men plyndringsangreb ødelagde regionen. Sønnen Karl den Stores regeringstid bragte mere stabile tider.

I 1100-tallet kæmpede forskellige adelsmænd om kontrollen over Carcassonne, og på grund af urolighederne blev der bygget en befæstet borg inden for murene omkring 1130. I slutningen af århundredet nåede trosretningen katharismen til Carcassonne. Katharerne blev beskyttet af viscount Raimond-Roger Trencavel, men efter mordet på en pavelig legat i januar 1208, blev byen og regionen erklæret for kættersk, og pave Innocens 3. startede det albigensiske korstog. Korsfarerhæren belejrede Carcassonne. Bymurene beskyttede byen, men mangel på adgang til vand tvang byen til at overgive sig efter to uger, den 15. august 1209. Indbyggerne blev drevet på flugt kun iført det tøj, de havde på, og byen blev erklæret militær zone, men forblev et religiøst centrum.

Området tilfaldt herefter den franske konge. Borgbyen blev yderligere befæstet, og bymurene blev fordoblet og forstærket op igennem 1200-tallet. I 1234 blev der oprettet en inkvisitionsdomstol i Carcasonne. Byen blev plyndret og brændt af englænderne i 1355.

Fordrivelsen af indbyggerne fra den befæstede by resulterede i, at de slog sig ned på den anden bred af floden Aude nedenfor den befæstede by. Her anlagde Ludvig 9. i 1247 "den nedre by" eller Bastide Saint Louis, der er kendetegnet ved sit net af vinkelrette gader.

I 1300-tallet udviklede Carcassonne sig til et center for produktion af uldklæde, som blandt andet blev eksporteret til Konstantinopel og Alexandria.

I 1500-tallet blev byområderne splittet af Religionskrigene. Den nedre by støttede protestanterne, mens den øvre befæstede by forblev katolsk. Det førte til jævnlige væbnede konflikter og varede indtil udstedelsen af Nantes-ediktet i 1589, der skabte fred mellem trosretningerne. Indtil underskrivelsen af fredstraktaten mellem Frankrig og Aragonien i 1659 beholdt byen sin militære betydning som grænseby.

Den befæstede by mistede sin status med overførslen af mange institutioner til den voksende nedre by. I 1667 oprettede Jean-Baptiste Colbert en manufaktur til produktion af uldstof, primært til eksport. Det var en fortsættelse af brødrene Saptes’ klædeproduktion, der var etableret i 1300-tallet. De store indtægter fra klædehandelen satte sine tydelige aftryk i La Bastide Saint Louis med luksuriøse palæer, gader, der blev brolagt og oplyst og vandforsyning. Voldene blev revet ned i 1700-tallet.

En by, der er afhængig af en enkelt industri, er imidlertid sårbar, og klædeindustrien kom i hård konkurrence med produktionen i England og Skotland i slutningen af 1700-tallet med betydelig lønnedgang for væverne til følge. I begyndelsen af 1800-tallet blev produktionen mekaniseret, og lønningerne derfor yderligere sat ned. De sidste af byens vævere levede i nød og fattigdom, mens vinproduktion begyndte at opstå i omegnen af byen.

Den 29. januar 1790 blev departementet Aude oprettet med Carcassonne som hovedby.

I 1800-tallet voksende nationalfølelsen i Frankrig, og det fik betydning for Carcassonne. Interessen for historiske monumenter voksede, og der blev taget initiativer til at restaurere de gamle bygninger og rive de nyere ned. Restaureringsprocessen varede omkring halvtreds år, og et af 1200-tallets største fæstningsanlæg var genskabt.

Under 2. Verdenskrig besatte tyskerne Carcassonne den 11. november 1942 og beslaglagde mange bygninger som en konsekvens af de allieredes landgang i Nordafrika. I maj 1944 besluttede de tyske tropper at opmagasinere for ammunition og sprængstoffer her, og indbyggerne blev forvist fra byen.