Canterbury

Området var beboet i forhistorisk tid, og i romertiden blev der anlagt en by, Durovernum Cantiacorum, hvoraf dele af bymuren er bevaret. I slutningen af 500-t. blev Canterbury hovedsæde for kong Æthelbert af Kent, der i 597 gav Augustin mulighed for at missionere fra byen; samtidig lod han sig døbe. Augustin grundlagde et benediktinerkloster og en domkirke. Canterbury blev plyndret flere gange af danskerne, bl.a. i 1011.

Ærkesædet blev oprettet i 601 med Augustin som den første ærkebiskop og er den anglikanske kirkes fornemste. Byen blev Englands førende valfartssted efter mordet i domkirken på ærkebiskop Thomas Becket i 1170. Ærkesædets kirkelige indflydelse fortsatte uhindret efter Reformationen. Af den anglikanske kirkes to ærkebispesæder i Canterbury og York anses Canterbury for at have forrang.

Canterbury Cathedral stammer oprindelig fra 600-t. og er med sine ca. 160 m en af de længste kirkebygninger fra middelalderen. Den romanske kirke med en stor krypt blev påbegyndt i 1071. Koret, indviet 1130, blev efter en brand i 1174 genopført og udvidet af arkitekterne Guillaume de Sens og William the Englishman i Early English, hovedværket i den tidlige engelske gotik. Skibet blev 1378-1410 erstattet af et nyt i sengotisk Perpendicular Style; det 72 m høje midtertårn er fra ca. 1500.

Domkirken rummer mange fine glasmalerier fra 1200-t.; Thomas Beckets grav, der var målet for talrige pilgrimme, blev fjernet fra sin plads bag højaltret i 1538. Klostret blev opløst 1540; af bygningerne er bevaret bl.a. den store klostergård og kapitelsalen.