Bornholms geologi

To tredjedele af Bornholms undergrund består af grundfjeldsbjergarter, dannet dybt nede i jordskorpen under en bjergkædedannelse, som prægede afslutningen af Det Baltiske Skjolds tilblivelse for 1750-1500 mio. år siden. Mest udbredt er grå gnejser og migmatitter med granitisk sammensætning. En mørk variant er den flammede Paradisbakkemigmatit, som bl.a. brydes til facadesten. Gnejs-migmatit-terrænerne gennembrydes af flere store granitmassiver, der er størknet på 8-10 km dybde ved ca. 700 °C.

Efter grundfjeldets dannelse opstod diabasgange, ved at basaltisk magma fra dybet trængte op langs forkastningszoner. Gangene er indtil 60 m brede; de ses bl.a. ved Listed og Kelseå.

Ved begyndelsen af Palæozoikum for ca. 540 mio. år siden var de prækambriske bjergkæder omkring Bornholm eroderet ned til et jævnt sletteland, hvorpå floder og vind aflejrede et ca. 110 m tykt sandstenslag, Nexøsandsten. Snart efter trængte havet frem og dækkede betydelige dele af det sydlige Skandinavien; iltfattige forhold herskede på bunden af dette lavvandede hav. Fra perioderne Kambrium, Ordovicium og Silur (ca. 540-410 mio. år før nu) findes en ca. 500 m tyk lagserie af marine sandsten, siltsten og skifre med enkelte kalklag. I Tidlig Kambrium aflejredes kystnære sandsten og siltsten, i Mellem og Sen Kambrium sorte alunskifre med trilobitter og i Ordovicium og Tidlig Silur sorte og grå ler- og siltskifre med graptolitter; mange af disse lag kan ses langs Læså og Øle Å. Lagserien er præget af flere aflejringsstop, som skyldes, at havet gentagne gange har trukket sig bort fra området, bl.a. pga. jordskorpeuro ved dannelsen af den norske fjeldkæde under den kaledoniske foldning.

Efter bjergkædedannelsen blev øen sammen med hele NV-Europa hævet og var i perioden fra Devon til Perm (410-245 mio. år) en del af dette store landområde. Der findes ingen aflejringer på Bornholm fra dette tidsrum; kun i yngre lag er der påvist omlejrede plantesporer fra Karbon. I overgangen Karbon-Perm indtraf omfattende jordskorpeforskydninger, og Bornholm blev hævet som en horst, som atter blev opdelt i talrige mindre forkastningsblokke.

I Mesozoikum (245-65 mio. år før nu) lå Bornholm mellem et vidtstrakt skandinavisk landområde og et delvis havdækket Nordsøbassin. De ældste lag fra den periode er fra Sen Trias; det er røde og grønne lerforekomster med grusede sandlag aflejret på en vegetationsfattig flodslette. I Juraperioden lå det meste af Bornholm som landområde, mens der langs syd- og vestkysten fandtes et indsynkningsområde, hvori mere end 750 m tykke lag blev aflejret. I begyndelsen af Tidlig Jura blev der her aflejret sand og ler med planterester i et kystnært miljø, skiftevis præget af floder, ferskvandssøer, tidevandsflader, strandsøer og sumpe. Senere i Tidlig Jura trængte havet frem og aflejrede sand og ler med bl.a. ammonitter. Derefter trak havet sig tilbage, og i Mellem Jura herskede kontinentale forhold på øen. Klimaet var varmt og fugtigt, og i øens mange søer og floder aflejredes grus, sand, ler og kul. Store granitblokke blev ført med slamstrømme ud fra det forvitrede landområde. Store dele af grundfjeldets bjergarter forvitrede til kaolin.

Efter en periode uden aflejringer i Sen Jura trængte havet atter frem ved overgangen til Tidlig Kridt, og en større del af Bornholm kom til at udgøre et kystområde. I begyndelsen blev der aflejret grovkornede flodsedimenter, og i kystnære sumpe aflejredes ler med planterester. Derefter trængte havet frem og afsatte fint og groft kvartssand i kystzonen og på barriereøer foran laguner. I disse blev aflejret ler og silt. Kvartssandet udgør det vigtigste grundvandsreservoir på Bornholm. Siden trak havet sig atter bort, og de følgende lag består mest af flodaflejringer.

I tidsrummet fra slutningen af Tidlig Kridt til midt i Sen Kridt oversvømmede havet flere gange Bornholm og aflejrede først fint sand med det grønne mineral glaukonit, Arnagergrønsand, oven på et konglomerat; dernæst aflejredes kalksten rig på kiselsvampe, Arnagerkalk, oven på endnu et konglomerat; og endelig efter endnu en afbrydelse aflejredes sand med glaukonit, Bavnoddegrønsand. Denne aflejringsserie opstod nær kysten i Nordsøbassinet samtidig med, at der længere ude dannedes en ubrudt serie af rene, hvide kridtaflejringer, skrivekridt.

Bornholm har ingen aflejringer fra Tertiærperioden, men i det 60 mio. år lange tidsrum skete der store jordskorpeforskydninger i forbindelse med den alpine foldning. Forkastningsblokke blev hævet eller sænket, og der er formentlig blevet eroderet flere hundrede meter af øens oprindelige lagserie. Erosionen fortsatte ind i Kvartærperioden (de sidste ca. 2 mio. år), da Bornholm gentagne gange blev overskredet af gletsjere fra Skandinavien. Erosionen spores i grundfjeldsterrænet som rundklipper og skurestriber, der viser isoverskridelser fra Ø og NØ. På den sydlige del af øen spores yngre isbevægelser fra retninger mellem Ø og SØ; endnu yngre skurestriber fra V og NV er bevaret i Slotslyngen nord for Vang. Isaflejret moræneler og -sand dækker det meste af Bornholm som et få meter tykt lag. I kystklinter på SV-Bornholm ses to morænebænke, adskilt af eller dækket af smeltevandssand og -grus. En smeltevandsslette findes øst for Rønne, hvor lufthavnen nu ligger. Kystterrasser i højder mellem 20 m i NØ og 5 m i SV vidner dels om forskellige havniveauer under den endelige isafsmeltning i Østersøen, dels om en vipning af Bornholm efter istiden. I Vallensgård Mose syd for Rytterknægten findes søaflejringer, der viser, at isen var smeltet bort fra Bornholm for 13.000 år siden.

I samme mose er der fundet et ca. 11.000 år gammelt lag af vulkansk aske, der er blæst hertil fra en vulkan i Eifelområdet i det vestlige Tyskland.

På grund af de geologiske forhold kan man på Bornhoolm som det eneste sted i Danmark udnytte granit og sandsten som råstof, og der er stadig aktive stenbrud i Bodilsker, Rønne og Allinge.

• Bornholm
• Bornholms natur
• Bornholms forhistorie