Bobolihaven

Den flamske maler Giusto Utens (død ca. 1609) skabte i perioden 1599-1602 på bestilling 17 store, halvmåneformede billeder (som kaldes lunetter) af Mediciernes villaer og haver, og de 14 bevarede kan ses i Villa della Petraia, Firenze.

Giusto Utens’ lunette af Bobolihaven afbilder detaljeret den senrenæssanceprægede, dengang overvejende grønne have med det forholdsvis symmetriske anlæg, placeret omkring en midterakse. Terrænets naturlige hulning som følge af stenbrydning blev brugt til at skabe en hesteskoformet festplads med amfiteater og et stort spejlbassin omgivet af regelmæssige træplantninger. Arkitekten Davide Fortini (?-1590), svigersøn til Tribolo, stod for at skabe havens ældste grotte fra 1553-1555, Grotta di Madama, der er udsmykket med kunstige klipper og dyrefigurer.

La Grotta Grande blev 1583-1593 skabt af Bernardo Buontalenti Den er med sine tre forbundne grotter, kunstige klipper og anden udsmykning vidt berømmet, også qua Michelangelos statue af fire slaver fra 1519-1534 og skulpturen Venus fra 1573 skabt af den flamskfødte billedhugger Giovanni da Bologna også kaldet Giovanni da Giambologna.

Terrænet stiger kraftigt væk fra Palazzo Pitti, og højdeforskelle optages af forskellige terrasse- og trappeforløb.

Bobolihavens opbygning har en del lighed med Cosimo I de’ Medicis sommerresidens Villa di Castello, der ligger i bakkedragene i det nordvestlige Firenze, og som Niccolò Tribolo også stod for.

Andre af Medici-familiens renæssancehaver i bakkedragene rundt om Firenze, der vises på Utens’ lunetter, kan ses ved Castello del Trebbio, Villa Medici i Fiesole, Villa della Petraia og i Pratolino.

Bobolihaven videreudvikledes sidst i 1500-tallet af storhertug Francesco I de’ Medici (1541-1587) og senere 1609-1621 under storhertug Cosimo II de’ Medici (1590-1621), hvor havens areal blev tredoblet.

Omtrent vinkelret på den oprindelige haves hovedakse blev lagt en ny akse, som fører mod vest gennem et bølgende terræn. Denne 900 m lange akse, skabt af arkitekten Alfonso Parigi (1606-1656), tegner sig selv i dag tydeligt med sit konkave profil, der i en blød bue fører fra et toppunkt i den oprindelige have til Isolottoen (italiensk for 'lille ø') nær byporten Porta Romana i den anden ende. Aksen flankeres af slanke cypresser, hvor statuerne er trukket ud til siderne, så det lange perspektiv ikke brydes. Den krydses af tværalleer, hvoraf man ser rester i form af løvtunneller.

Piazzale dell'Isolotto er et haverum afgrænset af klippede egemassiver. Isolottoen, skabt 1618 af Alfonso Parigi og hans søn, kunstneren Giulio Parigi (1571–1635), er en lille, skulptursmykket ø placeret i et ovalt bassin. Øen nås via to broer, den kranses af citrustræer i lerkrukker og har Ocean-fontænen som midtpunkt. Giovanni da Giambolognas Ocean-fontæne med Neptun, Perseus på hest i vandet, delfiner og andre havdyr er ældre end denne del af haven og stod oprindelig i amfiteatret.

Haven ved Palazzo Pitti fik tilføjet mange arkitektoniske konstruktioner fra sidst i 1500-tallet og op gennem 1600-tallet, bl.a. blev amfiteatret ændret af Giulio Parigi med murværk og statuer baseret på den romerske mytologi. En ægyptisk obelisk blev bragt til parken fra Rom i 1790, ligesom talrige skulpturer blev tilføjet, bl.a. Neptun med fork i Forcone-bassinet.

Også gennem 1700-tallet undergik Bobolihaven mange ændringer, og nye bygningsværker blev tilføjet, men fra 1800-tallet er haven nogenlunde uforandret bortset fra restaureringer og fornyelse af beplantninger.

Offentligheden fik adgang i 1766 og Bobolihaven fungerer i dag som en usædvanlig bypark, der på sine ca. 4,5 ha rummer utallige historisk og kunstnerisk betydende værker, bl.a. skulpturer og fontæner fra antikken, renæssancen og barokken.

Fra omkring 2000 er opstillet en række moderne skulpturer i parken, bl.a. den store bronzeskulptur Tindaro Screpolato, 1998, skabt af den polske kunstner Igor Mitoraj (1944-2014).

• have- og landskabsarkitektur