Bjørn Rasmussen (forfatter)

Debutromanen, Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet, er en eksperimenterende genrehybrid. Den etablerede Rasmussen som en original og provokerende queer-stemme i dansk litteratur. Romanen blander legesygt biografi med fantasi, eventyr, pornografi og poesi. Den rummer massive angreb på homofobi, misogyni, xenofobi, og racisme, og barndomsbyen Lemvig portrætteres som et hadefuldt sexistisk provinshelvede.

Romanen beskriver den 15-årige Bjørns problematiske familiesituation og selvdestruktion, blandt andet i form af cutting. Hans tvetydige frelser er den væsentligt ældre "Ridelæreren”, som han indleder et sadomasochistisk forhold til, en relation der udpensles provokerende detaljeret. Efter forholdets ophør flytter Bjørn til København, hvor han bliver sexarbejder og måske forfatter.

Romanen rummer beskrivelser af en smertefuld barn- og ungdom med en depressiv moder, en fraskilt fader og en dysfunktionel familie, der ejer et hestestutteri. Den generelle stemning er mørk grænsende til tragisk, men romanen er også fuld af grotesk galgenhumor, galskab og absurditeter. Romanen blev i 2011 tildelt Montanas Litteraturpris.

Sproget er sansemættet, og især beskrivelsen af begæret efter ridelæreren er intenst: "Ridebuksernes læder op ad inderlårene, syningen i skridtet, rundt om sædet, hud og hud. Den skarpe stank af hestepis, ammoniakken gør halmen rød og tung og saddelsæben, ridelærerens grove hænder. Ja.”

I 2013 udkom punktromanen Pynt, der fokuserer på en lesbisk skuespillerindes spiseforstyrrelser. Hun fortæller sin historie til en elsket broder som en slags ”postkort” fra et sindssygehospital, hvor hun er indlagt, en række tekstfragmenter af typisk en sides længde. Romanen har et klart anti-psykiatrisk og institutionskritisk budskab.

Digtsamlingen Ming fra 2015 anvender atter biografiske elementer. Bogen beskriver en årstidsorienteret cyklus fra november til sensommer med særligt fokus på ”foråret med far” (faderen hedder Flemming, men kaldes Ming). I denne intense periode påkalder jeg’et sig dagligt faderen – eller faderen spøger i sønnens syge sind.

En del af tiden tilbringes på et sindssygehospital, og antipsykotisk medicin og dens bivirkninger som vægtforøgelse og følelsesløshed er ledemotiver. Jeg-personen fejrer sit bryllup med den elskede mand, og skønt han kæmper med depression og alkoholmisbrug, brydes melankolien af håb og kærlighed. ”Jeg bliver aldrig far”, erkender det lyriske jeg i Ming som konsekvens af sine psykiske problemer.

I den efterfølgende roman Jeg er gråhvid fra 2018 er en digter udfordret af ægtemandens beslutning om at blive far med en veninde, der er gravid, hvilket kaster ham ud i en slags præ-fødselspsykose.

Digtsamlingen kredser om refleksioner om hans rolle som ”med-far” i et projekt, han føler sig fremmed for: ”Lille hjerneskadede fedling skal være papfar”. Barnets fødsel er timet til bogens udgivelse, så den ”gråhvide” (farven fra computerskærmen) forfatter nedkommer i stedet med en bog. Nu er udfordringen hashmisbrug, mens alkoholafhængigheden behandles med antabus (kaldet ”bussen”).

Jeg er gråhvid fortsætter Rasmussens eksperimenter med sprog, galskab og absurdisme, men indeholder ikke Mings stramhed og konsekvens.

Digtsamlingen Forgabt fra 2021 beskriver en digter, der nu er fraskilt, isoleret og fokuseret på sin delehund Fiske, som han går ture (”Fiske-ture”) med rundt om Brabrand Sø, mens han filosoferer over ensomhed, sindssyge, racisme, homofobi og tykfobi. Han er på en gang forgabt og fortabt.

Forfatteren ”føder” på toilettet en prinsesse med lort på, som bliver en grotesk havfrue. Analiteten er kunstnerisk produktiv hos Rasmussen, helt fra debutromanens opfordring: "Skriv med røvhullet”. Som så ofte i Rasmussens værker går han i dialog med en række andre forfattere og tekster, som han låner sætninger og inspiration fra. Her er det H.C. Andersen, der får digteren til at genopfinde sig selv som ”tyk havfruemand”.

Forgabt fremskriver et lukket og snævert, næsten klaustrofobisk univers, men netop dette giver digtsamlingen intensitet og stramhed. Og humoren er aldrig fraværende, som når jeget beklager over isolerethed, og terapeuten spørger, om der er fodkoldt(!).

Digtsamlingen Fiskesonetter fra 2023 fokuserer på hunden Fiske som trøster og samtalepartner og sætter på afgørende vis spørgsmålstegn ved grænserne mellem mennesker og dyr. Der er et centralt anti-antropomorft projekt i hele forfatterskabet, en utopi om en verden, der ikke længere har mennesket i centrum.

I dette værk eksperimenterer Rasmussen med den klassiske sonetkrans, som også Inger Christensen anvendte i Sommerfugledalen. Med denne faste formel bearbejder forfatteren sin sorg over Fiskes sygdom og død, men elegien er iblandet humor, når han fx lader pinkode rime på pikhoved.

I 2024 foretog Rasmussen endnu et overraskende genreeksperiment ved at udgive en "hestepigeroman", Kirstens hævn. Han vender her tilbage til debutværkets Lemvig, men hovedpersonen er nu ikke en besværet teenagedreng, men den stærke og handlekraftige, 14-årige hestepige, Kirsten. Hun er del af en sammentømret pigegruppe, de såkaldte Spice Girls, der sammen udforsker ungdomstilværelsen med alkohol, heste, drenge og seksualitet.

Kirsten hader sin homofobe stedfader, Steen, og da moderen og han venter barn, planlægger hun at slå ham ihjel. Samtidig udforsker hun kærligheden i form af præstesønnen Christian (kaldet Church), men forholdet bygger på et skrøbeligt grundlag: "Church var god til at snakke, men dårlig til at håndtere min klitoris, men hans pik var så pæn, og hans far var aldrig hjemme".

Alting fortælles gennem den dagbog, Kirsten fører. Selve dagbogen kommer til at spille en central rolle i det dramatiske plot, og ikke mindst i den dramatiske og overraskende slutning, der understreger, at man ikke skal undervurdere en gruppe hestepiger og deres girl power. Romanen er opbygget som et drama med tre "akter", og selv om det legesyge sprog klart er Bjørn Rasmussens, virker det samtidig som en overbevisende gengivelse af en teenagepiges tanker.

I 2025 udkom "bøsseromanen", Brian og Stefan, som atter foregår på et hestestutteri nær Lemvig. Brians moder, Marianne, er atter en fraværende kvinde med en tendens til at knytte sig til destruktive mænd. Her hedder den arketypisk toksiske stedfar Poul, men han forsvinder, før moderen adopterer Stefan. De to stedbrødre bliver hurtigt elskere, og romanen fokuserer på deres parforhold og dets tragiske opløsning.

Kærligheden skildres som en naturlig idyl, næsten som mellem to hundehvalpe: "Der var engang to dumme hunde der elskede hinanden langt ind i tilværelsens latterlige kostume. Den ene hed Brian, og den anden hed Stefan, og Brian og Stefan var brødre, og du skal se for dig at de leger sammen på en solbeskinnet julieng, de løber og springer og griner og savler og kaster sig over hinanden og vælter hinanden ned i græsset og bider hinanden i ørerne og slikker hinanden i øjnene og slikker hinanden i skridtet og slikker sig selv om munden."

Tematisk lægger romanen sig i forlængelse af Morti Vizkis roman, Begge ben, fra 1990, som beskriver et kærlighedsforhold mellem to brødre. Denne roman læser Brian i det kolonihavehus, Marianne har købt til dem, før Stefan forlader forholdet for at forfølge en identitet som hund med en ny "træner".

• autofiktion
• queer
• queerteori
• homofobi
• roman
• digt
• sonet
• elegi
• The Beat Generation
• Morti Vizki