I Berlin er der et velfungerende kollektivt trafiknet med busser, sporvogne, metrolinier, S-bane og U-bane. S-banen (Stadt-Bahn) blev påbegyndt i 1871 for at forbinde de jernbaner, der kom ind i byen. U-banen blev åbnet i 1902 og er under stadig udbygning.
Da byen var delt, var det kollektive trafiksystem også delt. Nu er linjerne på tværs af den tidligere sektorgrænse blevet genetableret, og der findes et fælles selskab, Berliner Verkehrsbetriebe (BVG), som siden 1928 har organiseret hele den kollektive trafik med undtagelse af S-banen, der drives af Deutsche Bahn.
Før 2006 havde Berlin aldrig haft en centralbanegård, men derimod tolv hovedbanegårde (Kopfbahnhöfe). I sommeren 2006 blev Europas største gennemkørselsbanegård Berliner Hauptbahnhof Lehrter Bahnhof indviet.
Skibstrafikken er også af stor betydning. Berlin har foruden sine floder en halv snes større kanaler og både en øst- og en stor vesthavn (Westhafen) med flod- og kanalforbindelser til Østersøen og Nordsøen.
Flytrafikken har siden 2. Verdenskrig spillet en vigtig rolle, især for Vestberlin. Under den kolde krig og frem til 2008 havde byen tre civile lufthavne, Tegel og Tempelhof i Vestberlin samt Schönefeld ved Østberlin. Tempelhof blev herefter lukket og området udlagt til rekreativt område, medens de to tilbageværende lufthavne betjente byen frem til 8. november 2020, hvor også Tegel lukkede. Tilbage er Schönefeld sydøst for Berlin, der nu er stærkt udbygget og har skiftet navn til Berlin Brandenburg Airport Willy Brandt.
Flytrafikken til Vestberlin måtte efter 2. Verdenskrig foregå via 3 luftkorridorer og indtil 1991 kun varetages af nationale selskaber fra USA (Pan Am), Frankrig (Air France) og Storbritannien (British Airways) som cabotageflyvninger, mens Schönefeld blev benyttet af DDR's statslige luftfartsselskab, Interflug, som tilsvarende ikke havde rettigheder til beflyvning af eller over Forbundsrepublikken.
Interflug opretholdt foruden en række udenrigsruter og chartertrafik fra Schönefeld også indenrigsruter til Barth (Stralsund), Dresden, Erfurt, Leipzig og Karl-Marx-Stadt.
I 2006 indledtes en udvidelse af Schönefeld som storlufthavn for Berlin-Brandenburg. Denne skulle efter planerne være taget i brug i juni 2012, men kom først i drift den 1. november 2020.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.