Bergamo

En egentlig Bergamo-bosættelse skete med den keltiske orobi-stamme i 500-tallet f.v.t. Etruskere i nærområdet menes at have haft kontakt med kelterne i Bergamo og brugt dem som bindeled i handelssamkvem med Mellemeuropa.

Byen hedder Bèrghem på bergamasco-dialekten. Én hypotese, blandt flere, går på, at stednavnet er af keltisk eller germansk oprindelse med betydningen ’bjerg-hjem’. Bergamo kaldes også for La Città Orobica efter den keltiske orobi-stamme, og bjergområdet nord for byen Alpi Orobie Bergamasche. Fodboldklubben Atalantas spillerne – og deres tilhængere – kaldes Gli Orobici.

Fra omkring år 200 f.v.t. påbegyndtes romerske bebyggelser, og efterhånden indgik byen i imperiets vejnet nordover. Den fik i 49 f.v.t. status af romersk by (munipicium) og blev forskanset. Romernes tilstedeværelse gennem mere end 400 år betød en kontinuerlig udvikling af byplanlægning, administration, arkitektur, økonomi og handel, kultur og livsstil. Med romerne kom også kristne, nogle som slaver dømt til miner eller marmorbrud i Orobi-alperne, nogle som konverterede romerske soldater, heriblandt Bergamos skytshelgen Sant’Alessandro, som blev henrettet af romerne i Bergamo i år 303. Efter at kejser Konstantin havde givet religionsfrihed i 313, kunne den kristne kirke udfolde sit hierarki med bispesæder. Den første biskop i Bergamo var Narno (død 343).

Nutidens region Lombardiet har navn efter longobarderne, et germansk folk, der fra 100-tallet begyndte at migrere fra Nordeuropa. I 568 invaderede de Bergamo. Longobardernes styre var et kongedømme baseret på en krigeradel, som sad på en række hertugdømmer, bl.a. Bergamo, under det Det longobardiske Kongerige med sæde i Pavia. I løbet af 600-tallet konverterede longobarderne til katolicismen. Kirken San Michele al Pozzo Bianco er fra longobardernes tid (700-tallet) og viet til deres foretrukne helgen, ærkeenglen Mikael.

Levn fra kelterne, romerne og longobarderne er samlet på Civico Museo Archeologico.

Longobardernes herredømme sluttede i 774, da Karl den Store erobrede den italienske halvø. Det skete i forståelse med paven, som også kronede ham til kejser i år 800. Med frankerne indførtes den feudale samfundsstruktur med vasaller under kongen i form af lokale grever. Således også i Bergamo, hvor greverne styrede i samklang med biskopperne, der selv var godsejere. Men efterhånden opstod stridigheder mellem kejser og pave – hvilket svækkede begge parter. Den såkaldte Investiturstrid, der kulminerede i 1077, handlede om, hvem der skulle udpege (’iklæde’) bisperne i byerne. Det resulterede i en århundredlang kamp i alle norditalienske byer mellem ghibelliner og guelfer, henholdsvis kejser- og pavetilhængere. I Bergamo, som i andre byer, sloges de ledende familier mod hinanden, bl.a. de kejsertro Suardi og Lanzi mod de pavetro Bonghi, Rivola, Colleoni. Især de sidstnævnte (guelferne) har lagt navn til gader i byen.

Fra omkring år 1100 lykkedes det de central- og norditalienske byer at løsrive sig fra kejsermagten og danne autonome bystater. Denne proces var båret af det fremvoksende byborgerskab (købmænd, fabrikanter, håndværksmestre, notarer osv.). Kommunen, en politisk-administrativ nyskabelse, tog i Bergamo form fra 1098. Det kommunale styre var baseret på et byråd (consiglio), som valgte rådmænd (consoli) til forvaltningen af byens forskellige anliggender. Byrådet valgte som byens øverste leder en podestà, som kom udefra og besad embedet i et år. Snart påbegyndtes byggeaktiviteter, der stadig er repræsentative for byen, bl.a. Basilica Santa Maria Maggiore (1137) og rådhuset, Palazzo della Ragione (1188-1198). Kommunen ekspanderede uden for de gamle mure, og nutidens Città Bassa voksede frem.

Imidlertid forsøgte Frederik 1. Barbarossa at genoprette kejserens autoritet i Norditalien. Men det lykkedes en række norditalienske bystater at nedkæmpe den mægtige kejserlige rytterhær i slaget ved Legnano i 1176. Repræsentanter for byerne skal, ifølge overleveringen, have mødtes i byen Pontida (16 km øst for Bergamo) og dannet et forbund, støttet af paven, Den Lombardiske Liga. Kejser Frederik anerkendte ved freden i Konstanz i 1183 de frie kommuner.

Legnano og Pontida fik legendarisk status under de italienske befrielseskrige i 1800-tallet mod østrigerne. ”Fra Alperne til Sicilien / Legnano er overalt”, lyder det i den italienske nationalhymne, Fratelli d’Italia (1847). Verdis opera La Battaglia di Legnano er fra 1849. I foråret 1848 ankom Giuseppe Garibaldi til Bergamo for at mobilisere frivillige til frihedskampen: ”Bergamo bliver vor tids Pontida, og Gud vil føre jer til Legnano.”

Fra 1990 har militante kræfter i det højreorienterede parti Lega Nord årligt holdt et folkemøde i Pontida.

En vigtig funktion i kommunen havde de såkaldte broderskaber (confraternite). Det var foreninger, hvor medlemmerne samledes om et erhverv, fx et håndværkerlav, eller det var fromme kristne, der i en foretrukken helgens navn udøvede barmhjertighedsgerninger. Det var på samme tid samfundsgavnlige velfærdsinstitutioner og interesseorganisationer. Mange af dem blev med tiden meget rige, magtfulde og indflydelsesrige, og de satte markante præg på byen med opførelse af bygninger og kirker, ofte fornemt udsmykkede af tidens førende arkitekter og kunstnere.

MIA er en forkortelse for Misericordia Maggiore, en borger- eller lægmandsinstitution, skabt i 1265 for at udøve barmhjertighed (misericordia) over for fattige og syge, fængslede og dødsdømte og andre i nød – fx ved krig og pest. Midlerne til disse velfærdsydelser blev skaffet ved lægbrødrenes indsamlinger, ved donationer, arv osv. I mange århundreder har MIA været en toneangivende institution i kommunen. Stadig virksom.

En særlig slags broderskab er de såkaldte disciplini. Også kaldet battuti eller flagellanti. Alle ordene refererer til deres ceremonielle praksis med selvpiskning (se flagellanter). Den udførtes enten i bestemte kapeller (oratori) eller i processioner på bestemte helligdage. Formålet var dels at sikre egen evig frelse (i med-liden med Kristus), dels at demonstrere sand, from kristendom i forhold til Kirkens politiske engagement.

De fortsatte partistridigheder førte til, at Milano i 1332, med Bergamo-ghibellineres hjælp, tiltvang sig herredømmet over byen. Visconti-slægten var i begyndelsen af 1300-tallet blevet signori (despoter) i Milano. I Bergamo betegnes tiden under Visconti’erne som et rædselsregime: alle den frie kommunes institutioner blev tilsidesat og skattebyrden blev enorm. Det nye regime opførte kostbare militære anlæg i byen: byens centrum indesluttedes af det strategisk placerede La Cittadella i vest (1389) og La Rocca (1336) i øst. Oprøret blandt bergamaskerne ulmede og kom til fuld udfoldelse flere steder i provinsen, hvor befolkningen overvejende var guelfisk orienteret og håbede på Venedig, der var i offensiven på fastlandet vestover.

Efter flere angreb mod Visconti-hæren i Bergamo vandt venetianerne i 1428 et slag, der gjorde en ende på Milanos herredømme i byen. Bergamaskerne havde allerede under kampene gjort Venedig opmærksom på, at de ville overgive sig til sømagten. Og som svar blev de lovet, at Bergamo ville være at betragte, ikke som undertvungen, men som søsterby til La Serenissima (dvs. ’den mest lysende eller ophøjede’, som venetianerne selv kaldte deres republik). På trods af krævende skatter og svære byrder grundet fortsatte blodige konfrontationer med Milano, blev søsterskabet med Venedig en gylden tid for bergamaskerne. Bergamo fik selvstændige administrative organer tilbage i forståelse med den venetianske repræsentant i byen, og de fik egen ambassadør i Venedig.

Allerede fra slutningen af 1400-tallet kom en udvikling i gang i provinsen, bl.a. med forarbejdning af uld og silke, såvel som udvinding og forarbejdning af jern til våben – foruden en særlig specialitet: slibesten til klinger. Håndværkere og købmænd, lærde og kunstnere emigrerede til Venedig og formede, som andre ’nationaliteter’, deres eget kvarter og lægbroderskaber. Men forbindelsen til hjemegnen blev fortsat, med den konsekvens at Bergamo på mange måder fik et venetiansk præg.

Både Venedig og Bergamo nød godt af søsterskabet; bergamaskerne i en sådan grad, at de i deres øgede velstand knap registrerede, at La Serenissima faktisk fra omkring 1500 havde påbegyndt en økonomisk deroute. Opdagelsen af "den nye verden" resulterede i nye markeder og handelsveje. Til gengæld blomstrede kunst og kultur.

På Museo del Cinquecento (’1500-tals-museet’) på Piazza Vecchia får man i dag et grundigt indblik i den frugtbare relation mellem Bergamo og Venedig.

I løbet af 1700-tallet øgedes skattebyrden gevaldigt i hele Venedigs domæne. Og mange var begejstrede ved udsigterne til en ny tilværelse, da Napoleon meldte sig på den italienske krigsscene. De revolutionære i Bergamo hyldede de franske styrker, da de drog ind i byen nordfra juledag 1796, uden at møde modstand. Den 12. maj 1797 indtog Napoleon Venedig og gjorde en ende på den stolte republik, La Serenissima. Snart blev venetianerne fordrevet fra Bergamo – og Markusløven fjernet fra offentlige bygninger. I Bergamo, som andre steder, blev utallige klostre nedlukket, bl.a. det store Franciskaner-kloster; her blev munkecellerne omformet til fængselsceller (Le soppressioni napoleoniche, tvangsophævelsen af munke- og nonneordener på dette tidspunkt, er et ofte anvendt udtryk i italiensk historieskrivning). Anført af præsterne, især på landet, mødte de ateistiske franskmænd modstand; men de ’kontrarevolutionære’ katolikker blev fængslet eller henrettet.

Napoleon forsøgte sig siden med flere statsdannelser i Norditalien, bl.a. den kortvarige Repubblica Bergamasca (13. marts-29. juli 1797), indtil Slaget ved Waterloo i 1815.

Ved Wienerkongressen i 1815 skabtes kongeriget Lombardo-Veneto, underordnet Kejserdømmet Østrig. Hermed begyndte i hele området en industrialisering og udbygning af infrastrukturen; bl.a. blev Bergamo i 1857 en del af det jernbanenet, som kejser Ferdinand 1. påbegyndte i 1830’erne.

Men allerede fra 1820’erne opstod nationalistiske bevægelser for et frit, uafhængigt Italien. Det mundede ud i de såkaldte italienske uafhængighedskrige mod det østrigske regime: Slaget ved Custozza 1848 blev vundet af østrigerne med general Joseph Wenzel Radetzky i spidsen. Den anden uafhængighedskrig, det blodige slag ved Solferino i 1859, blev imidlertid en sejr for ’italienerne’ og dermed afgørende for Italiens samling (Risorgimento) og dannelsen af Kongedømmet Italien (Regno Italia) i 1861; se Italiens historie 1796-1900.

I Bergamo mindes man de fremtrædende personer, der deltog i uafhængighedskrigene. På Piazza Pontida, det gamle handelscentrum i Città Bassa, er der en mindeplade for Giuseppe Mazzini, der her holdt en flammende mobiliseringstale i 1848, ligesom Garibaldi gjorde. Et monument for Garibaldi, der tidligere stod på Piazza Vecchio, er placeret i nærheden. Andre monumenter er opført for Victor Emanuel 2., Italiens første konge, og Camillo di Cavour, det samlede Italiens første regeringsleder. Og ikke mindst lokale helte i Garibaldis ’Rødskjorter’ som fx Francesco Nullo.

I selve fæstningen La Rocca er der indrettet et Museo Storico, det historiske museum, centreret om bergamaskerne i tiden under Napoleon (fra 1797) og Østrig (1814-1859), dvs. de italienske uafhængighedskrige, der ledte til Italiens samling, Risorgimento.

Fra 1428 til 1797 var Bergamo en del af Republikken Venedigs fastlandsterritorium og udgjorde den vestligste forpost. I 1500-tallet så venetianerne sig nødsaget til at forstærke deres domæner med vældige fæstningsanlæg: fra Bergamo i vest (mod Milano) til Zadar, Šibenik og Kotor på den dalmatiske kyst i øst (mod osmannerne). Alle er de på UNESCO's Verdensarvsliste fra 2017. Bymurene i Bergamo blev opført fra 1561 til 1582. Anlægget strækker sig over 6 km med 4 porte (med relieffer af Venedigs symbol, Markusløven), nogle steder er muren 50 meter høj. Siden deres opførelse har de aldrig været i funktion som forsvarsværk.

Bergamo Alta er centreret omkring Piazza Vecchia (Den gamle Plads), som i sig selv bærer vidnesbyrd om byens historie. Palazzo della Ragione (Justitspaladset) er opført i årene 1182-1192 som et af de første rådhuse i de nye frie kommuner (også kaldet bystater) i Det Tysk-romerske Rige. Ombygget i begyndelsen af 1500-tallet. Bemærk relieffet på facaden med Markusløven.

Det nærliggende Palazzo del Podestà blev bygget i begyndelsen af 1200-tallet af den ghibellinske familie Suardi. Blodige fejder mellem byens kejserloyale familier, ghibellinerne, og de pavetro guelfer-familier førte til, at kommunen overtog paladset og indrettede det til byens højeste embedsmand Il Podestà; senere til Venedigs repræsentant i byen. De to paladser blev i 1400-tallet forbundet med en trappegang.

Suardi-familiens tårnhus blev til klokketårnet Il Campanone, og herfra lyder klokkerne hver aften kl. 22 for, som før i tiden, at angive lukningen af byens porte.

I Palazzo del Podestà installeredes i 2012 et interaktivt museum (Museo del Cinquecento), som er en storslået indføring i Bergamos tilknytning til Venedig (1428-1797) med særlig vægt på den økonomisk og kulturelt betydningsfulde periode: 1500-tallet. Paladset rummer også en arkæologisk del, der viser udgravninger fra forhistorisk og romersk tid.

Mellem de to venstre arkader på Palazzo della Ragione står en marmorskulptur. Den er rejst i 1681 til ære for Italiens store renæssancedigter, Torquato Tasso i 100-året for udgivelsen af hans epos Gerusalemme liberata (1581, dansk oversættelse 1880). Torquato blev født i Sorrento som søn af Bernardo Tasso (1493-1569) fra Bergamo og Porzia de’ Rossi; han gik i skole i Napoli og blev hofdigter ved Este-hoffet i Ferrara. Men han besøgte flere gange sin slægts by, Bergamo, og omtalte sig selv som bergamasco, hvilket man i byen var og er meget stolt af; statuen af ham er der flere, som i tidens løb har været mindre begejstrede for.

På pladsen lige over for Torquato ligger Palazzo Nuovo, påbegyndt 1604, færdigt 1928. Det er nu byens kommunekontor, men det rummer også et af Italiens fornemste biblioteker, Civica Angelo Mai, med verdens største Torquato Tasso-bibliotek.

Piazza Vecchia blev fra 1861 kaldt Piazza Garibaldi, og i 1882 blev der rejst en statue af Giuseppe Garibaldi midt på pladsen. Den blev imidlertid flyttet i 1922 til dens nuværende plads på Rotonda dei Mille i Città Bassa. Og tilbage kom Fontana Contarini, en gave til Bergamo, opkaldt efter giveren, den venetianske podestà Alvise Contarini (1749-1825), da han efter udført embedspligt forlod byen i 1780.

Den åbne porthvælving på Palazzo della Ragione forbinder Piazza Vecchia med domkirkepladsen, Piazza del Duomo – med domkirke, basilika og dåbskapel. Forholdet mellem pladsens bygninger er historisk set meget indviklet. Hele området, inklusive Piazza Vecchia, udgjorde størsteparten af datidens Forum Romanum. Her skabtes i 400-tallet på ruinerne af romerske huse et af de første kristne kultsteder i Bergamo, anlagt af frigivne slaver, der samledes om San Vincenzo. Hvordan denne martyr fra Zaragoza i Spanien har fundet vej til Bergamo, er ikke afklaret, men han blev byens skytshelgen – og gav navn til byens første domkirke, Cattedrale di San Vincenzo.

Bispen i Bergamo hørte formelt under ærkebispestiftet Milano. Efter at Venedig i 1428 havde taget kontrol over Bergamo, insisterede La Serenissima på en venetianer i embedet. Det blev Polidoro Foscari (1410-1450), fætter til den daværende doge. Polidoro forvaltede imidlertid sit hverv umanerlig dårligt; han stjal værdifulde bøger, sølvtøj med videre og måtte flygte hovedkulds. Efterfølgeren besluttede at nedrive den gamle misrøgtede katedral for at opføre en ny. Den blev påbegyndt i 1459.

I 1561 blev en konkurrerende kirke med domkapitel nedrevet for at give plads til De venetianske Mure: Basilica Sant’Alessandro fuori le mura (dvs. 'uden for murene'). Måske byens ældste kirke, hvor martyr Alessandros relikvier blev opbevaret. De blev overført til den nye domkirke i byens centrum, men først i 1704 fik domkirken navn efter Sant’Alessandro. Det er ham, der hæver sig forgyldt på kuplens top.

Inde i kirken kan bl.a. fremhæves malerierne i højalteret med Sant’Alessandros martyrium og San Giovannis martyrium, biskop i Bergamo omkring 688, af henholdsvis Malinconico og Tiepolo. Skulpturerne af to markante helgener med nær tilknytning til Bergamo, Carlo Borromeo og Pave Johannes 23., er fremstillet af to moderne kunstnere fra Bergamo.

I 1137 opførtes Basilica Santa Maria Maggiore (maggiore betyder på italiensk ’større’; hermed menes i forhold til en tidligere Santa Maria-kirke på stedet). Den blev som domkirkens dåbskirke – med baptisterium inde i basilikaen – administreret af biskoppen og domkapitlet. Men i forbindelse med biskop-urolighederne i 1440’erne fik den en ny status.

Bergamos byråd sendte i 1449 en anmodning til myndighederne i Venedig om, at basilikaen skulle overgå til MIA: helt og aldeles, dvs. med hensyn til ejerskab og administration af kirken, inklusive ansættelse af præster. Efter megen uro og protester, ikke mindst fra den nye biskop i byen, endte det med, at anmodningen blev sendt til paven, Nicolaus 5., som ganske ekstraordinært valgte at godkendte den. Dette fik den yderligere konsekvens, at domkirkens biskop og kannikker blev forment adgang til basilikaen, bortset fra specielle ceremonier og dåbshandlinger, med mindre de var officielt inviteret. Basilica di Santa Maria Maggiore fik således en særegen status direkte under paven, dvs. uden for bispens jurisdiktion (en status svarende til Markuskirkens i Venedig, som var dogens eller republikkens kirke).

Som byens kirke under MIA's administration og protektion formedes basilikaen snart til en unik institution, både med hensyn til kostbar, overdådig udsmykning og almen grunduddannelse (grammatik og musik), som ikke mindst kom byens fattige til gode. Dertil kom fra 1480 fortsættelsen af en musiktradition, som kulminerede med det stadig aktive Cappella Musicale. I 1802 blev den tyske operakomponist Johann Simon Mayr Maestro di cappella, og i 1805 grundlagde han det konservatorium, der senere blev til Conservatorio Gaetano Donozetti – navngivet efter Mayrs mest berømte elev. Gravmonumenterne for Mayr og Donizetti er placeret side om side i Santa Maria Maggiore.

Blandt basilikaens utallige kunstværker bør nævnes dens absolutte mesterværk: de 33 intarsiapaneler, der omkranser højalteret. En intarsia er en træplade med et motiv formet af indlagte stykker af forskellige træsorter. De er tegnet af Lorenzo Lotto og udført af hans ven Giovan Francesco Capoferri i årene 1524-32. Alle med gammeltestamentlige motiver. De er blevet kaldt Lottos Bibel.

Evindelige kontroverser mellem Domkirken og MIA/Santa Maria Maggiore truede basilikaens uafhængighed. Et særligt stridspunkt var dåbskapellet, som fra gammel tid befandt sig inde i basilikaen, den gamle dåbskirke. Biskopper og kannikker gennem tiden var stærkt utilfredse med kun ved MIA's nåde at kunne celebrere dåbshøjtideligheden påskenat.

Dåbskapellet blev designet i 1340 af billedhuggeren Giovanni da Campione (ca. 1320-ca. 1375). I løbet af 1600-tallet blev kapellet i flere omgange demonteret, og først i år 1900 blev det færdigrestaureret af arkitekten Virginio Muzio (1864-1904) og anbragt på domkirkepladsen.

Den ottekantede grundstruktur var karakteristisk for oldkristne dåbskirker. Oktogonen symboliserer den ottende dag, opstandelsesdagen, men bruges i hele den arkitektoniske struktur, fx i de langstrakte kvindeskulpturer i søjlegangens otte hjørnenicher, originaler fra Campione: de symboliserer de syv dyder: tro, håb og kærlighed og mådehold, mod, retfærdighed og klogskab. Dertil en ottende: tålmodighed. I bunden af hver figur modsvarende dødssynder. På gesimsen otte statuer, der symboliserer saligprisningerne fra Jesus’ Bjergprædiken: ”Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres” (Mattæus 5,3-12). Englen øverst symboliserer Guds nåde, der ved dåbssakramentet helbreder menneskets syndige hjerte.

Når man står foran Santa Maria Maggiore, eller beser basilikaen ovenfra (fra Campanonen), er det umiddelbart mest iøjnefaldende den bygning, der monumentalt stikker ud til højre for indgangen til basilikaen. Det er La Cappella Colleoni.

Bartolomeo Colleoni, en condottiero fra Bergamo, var sin tids mest succesrige krigsherre eller lejesoldat. Han tjente på skift både Milano og Venedig i deres indbyrdes krige, og han tjente styrtende med penge på det. Fra 1455 til sin død var han general for Venedigs tropper på fastlandet.

Colleoni testamenterede sin kæmpeformue til sin hustru og sine otte døtre, men også til byerne Bergamo og Venedig. Og han sikrede sig et glorværdigt eftermæle, dels ved kravet om at få rejst sig en rytterstatur i Venedig, dels ved opførelsen af Cappella Colleoni. Han havde midler og indflydelse nok til at få lavet et indgreb i basilikaens struktur til sit mausoleum. Det er et arkitektonisk mesterværk, udført 1470-1476 af Giovanni Amadeo. Sidenhen blev det videreført og overdådigt udsmykket, bl.a. med fresker af Tiepolo, 1732-1733.

Bartolomeo nåede ikke at se sit kapel færdiggjort, men hans fornemt dekorerede grav er der. Og han er i graven! Hvilket imidlertid først blev opdaget i 1969. Også hans yndlingsdatter, Medea, ligger begravet i kapellet. Hun døde som 15-årig i 1470. Begge gravmæler er udført af Amadeo.

Bergamo under Venedigs herredømme åbnede for en særegen byudvikling fra 1500-tallets start; især i området omkring Via Pignolo, der fra Porta Sant’Agostino fører ned i Città Basso. Øget lokal produktion og udvidet handelssamkvem skabte en masse nyrige, som byggede paladser side om side ned ad gaden. Et nyt aristokrati formedes af driftige købmænd, lavadelige tilflyttere fra provinsen og gammeladelige fra den gamle bydel.

Alessandro Martinengo Colleoni (død 1527) var, ligesom morfar Bartolomeo, condottiero; især for Venedig. Han fik opført flere paladser i Via Pignolo, selv om han overvejende boede i familiens Castello Malpaga. Det var her, han i 1520 satte Girolamo Romanino (ca. 1485-1566) til at male freskerne af den danske kong Christian 1.s besøg. Og det var A.M. Colleoni, der i 1513 fik den venetianske maler Lorenzo Lotto til Bergamo for at male et alterbillede (pala); det, der kaldes Pala Martinengo, og som nu befinder sig i kirken Santi Bartolomeo e Stefano i Via Torquato Tasso i Città Bassa. Det grandiose maleri (528 x 345 cm) forestiller Maria siddende på en trone med Jesusbarnet, omgivet af engle og hellige personer – inklusive Sant’Alessandro og condottiero Alessandro i én og samme skikkelse.

Lorenzo Lotto blev i Bergamo en meget efterspurgt maler, og her arbejdede han frem til 1525. Flere arbejder fra hans hånd kan følges ved en gåtur ned gennem Via Pignolo. Men turen begynder i Città Alta i den monumentale, gamle kirke San Michele al Pozzo Bianco. Freskerne i kapellet til venstre for hovedalteret er Lottos Scener fra Jomfru Marias Liv (1525). Arbejdet var bestilt af én af byens prominente borgere, Niccolò Bonghi, som han også malede, og i hvis hus, på pladsen foran San Michele, Lotto en tid boede til leje.

Lotto var på mange måder en dogmetro katolik, men samtidig af et uroligt og humoristisk sind. Motiverne i hans Maria-scener er traditionelle, men midt i hverdags-sceneriet får vi en pudsig Madonna-baby med himmelvendte øjne.

Accademia Carrara, tæt ved Via Pignolo, blev påbegyndt i slutningen af 1700-tallet af Giacomo Carrara (1714-1796), en rig og barnløs adelsmand, kunsthistoriker og samler. Det blev færdigbygget i 1810 i neoklassisk stil af den lokale arkitekt Simone Elia (1775-1828). Mange samlere har siden doneret kunstværker, så museet nu ejer mere end 1800 værker. Flere gange hvert år er der store særudstillinger. Siden 1958 har museet med tilhørende malerskole været administreret af Bergamo Kommune.

I 2015 blev museet restaureret og den permanente samling organiseret i 28 rum med mere end 600 udstillede værker, bl.a. af Botticelli, Rafael, Bellini, Mantegna, Tizian og fra romantikken venetianske Francesco Hayez, berømt for sit politisk engagerede historiemaleri og sine lidenskabelige kvindeskikkelser; han er repræsenteret med en scene fra Venedigs historie, Catarina Cornaro afsat fra Cyperns trone, 1842 (se Caterina Cornaro).

Accademia Carrara har en rig samling portrætmalerier, bl.a. af lokale kunstnere, og ikke mindst Lottos mesterlige portræt af Lucina Brembati (1523), fuld af symbolik og koder. Stilleben-genren har en fremtrædende plads på museet især med fire malerier af den lokale Evaristo Baschenis. Han blev i sin samtid berømt og trendskabende ved at forny genrens karakteristiske opstilling af livløse genstande med musikinstrumenter. Vanitas-motivet om livets forgængelighed, som er typisk for stilleben-genren, ses hos Baschenis i støvet på de forladte instrumenter. Og i den mærkbare stilhed.

Komponisten Gaetano Donizetti er Bergamos uovertrufne stolthed. Et monument for ham fra 1897 udført af billedhuggeren Francesco Jerace (1853-1937) står tæt ved Teatro Donizetti på hjørnet af avenuen Il Sentierone og Viale Papa Giovanni XXIII. Her afholdes hvert år omkring 1. december en Donizetti-festival med opførelse af et par af hans operaer samt foredrag. I Città Alta hænger der en mindeplade på det dengang kummerlige hus, hvor han blev født, ligeledes på Palazzo Scotti, hvor han døde; Ponziano Loverinis (1845-1929) hjerteskærende maleri af den døende Donizettis Sidste dage (1891) findes på Accademia Carrara. Hans gravmonument står i Basilica di Santa Maria Maggiore.

I 1897, hundredåret for Donizettis fødsel, opstod ideen om et Museo Donizettiano; det blev åbnet i 1906 og er nu indrettet i Palazzo della Misericordia (MIA). Fra 2015 er det nyindrettet med interaktive installationer, så man kan høre Donizettis musik sammen med samlingen af partiturer, breve, portrætter, instrumenter og andre genstande, der fortæller om Donizettis liv og værk.