Bent Mejding

Det var med en kontoruddannelse som baggrund, at Bent Mejding i 1957 blev optaget på Privatteatrenes Elevskole efter at have taget timer hos skuespillerinden Blanche Funch (1910-1989). Som andetårselev debuterede Mejding på Folketeatret i Soyas skuespil 30 års henstand (1958). I de følgende sæsoner medvirkede han i flere opsætninger på Det Ny Teater, der i disse år under Peer Gregaards ledelse nød anseelse for et vægtigt og lødigt, litterært repertoire. Det gjaldt blandt andet teatrets udgave af Francoise Sagans Slottet i Sverige, der blev en stor publikumssucces. Her spillede Bent Mejding i rollen som Frederick overfor blandt andre Ingeborg Brams, mens Susse Wold var hans medspiller i Roger Vitracs absurde skuespil Victor (1963). Bent Mejdings præstation i titelrollen som drengebarnet Victor blev positivt modtaget af teaterpressen.

Samme år havde Bent Mejding i Erling Schroeders betydelige opsætning af Edward Albees Hvem er bange for Virginia Woolf? vist, at hans talent som skuespiller var i løbende udvikling; at talentet både rakte fra det absurde til det tragiske som her i Edward Albees samtidsdrama, hvor Mejding som skolelæreren Nick formåede at udnytte rollens mulighedsrum.

Bent Mejdings nysgerrighed og interesse for teatret rakte længere end virket som skuespiller. Hans initiativrige tilgang til scenekunsten havde allerede vist sig, da han som 24-årig sammen med en gruppe jævnaldrende kolleger i januar 1961 stod bag Albert Camus’ De retfærdige. Opsætningen blev givet som midnatsforestilling i teatret Riddersalen, og blev samtidig Bent Mejdings debut som iscenesætter. Med De retfærdige var der med Bent Mejdings egne ord skabt scenekunst for ungdommen, og projektet gav ham mod på flere teaterprojekter.

I 1963 præsenterede Bent Mejding med sig selv som instruktør tidens nyeste dramatik i form af britiske Arnold Weskers Køkkenet, der spillede på Allé-Scenen på Frederiksberg. Køkkenet følger livet hos personalet i et restaurationskøkken præget af ulighed, frustration og uretfærdige arbejdsvilkår. Opsætningen fik en varm modtagelse både blandt publikum og presse, der hæftede sig ved en række solide skuespilpræstationer. Som en del af tidens kuld af unge dramatikere repræsenterede Arnold Wesker en fornyelse, der harmonerede med Bent Mejdings intention om at skabe teater for ungdommen.

Et spor var lagt, og Bent Mejding fulgte det, da han året efter etablerede sig som direktør for Allé-Scenen. Det frederiksbergske teater, der samtidig blev omdøbt til Ungdommens Teater, oplevede under Mejdings lederskab en kunstnerisk blomstringsperiode, som skyldtes en klar kunstnerisk retning og Bent Mejdings sikre sans for moderne dramatik. Teatrets profil tegnedes sig ved hovedsageligt at spille engelsk dramatik, som til gengæld bredte sig over vidt forskellige genrer: Fra rå socialrealisme til lattervækkende farcer og mondæne musicals.

Signifikant for Bent Mejdings virke var et engagement og en energisk arbejdsindsats, der resulterede i en bred føling med teatret som kunstart. Han havde fingeren på pulsen, og virket som både teaterleder, iscenesætter og sågar oversætter gav ham et indgående kendskab til, hvad der rørte sig på teaterscenerne, særligt uden for Danmark.

En kort overgang i midten af 1960’erne ledede Bent Mejding tillige Gladsaxe Teater, hvor han instruerede musicalen Boyfriend med Marguerite Viby og Hans Kurt i hovedrollerne. Forestillingens vedvarende succes betød, at Boyfriend siden blev overført til Ungdommens Teater.

Ved siden af arbejdet bag scenen fortsatte Bent Mejding på Ungdommens Teater sin skuespillergerning: Han havde titelrollen som den upålidelige og bedrageriske Alfie (1966) i Bill Naughtons (1910-1992) skuespil, mens han i 1968 med kort varsel sprang til og spillede konferencieren i musicalen Cabaret, som han tillige iscenesatte.

Sofistikeret komedie med humor og elegant raffinement blev kernen i Bent Mejdings populære og elskede samspil med Susse Wold i Noel Cowards Privatliv. Efter parrets første spilleperiode med forestillingen på Ungdommens Teater i 1971 ramte de deres publikum – ikke mindst qua deres eminente samspil – i en sådan grad, at Susse Wold og Bent Mejding samlet spillede Cowards liflige stykke mere end 700 gange. Nogenlunde samtidig spillede han en anden velkendt figur fra teaterlitteraturen: Professor Higgens i Bernard Shaws Pygmalion på Allé-Scenen, som Ungdommens Teater atter hed fra 1976. Han fortsatte som direktør på teatret frem til 1980.

Efter mere end 20 års virke som skuespiller syntes Bent Mejding ved indgangen til 1980’erne ikke at have mistet energien og lysten til at kaste sig over nye udfordringer. På opfordring af filminstruktøren Erik Balling sagde Bent Mejding ja til at instruere tv-serien Én stor familie (1982-1983) efter at have været Ballings assistent på to Olsen-banden -film.

Bent Mejdings ihærdighed og viljestyrke blev tydelig, da han i samarbejde med Niels-Bo Valbro (f. 1956) i begyndelsen af 1990’erne reddede det dengang lukningstruede teater, Det Ny Teater. Via arbejdet med at genskabe Det Ny Teater cementerede Bent Mejding sig som teateriværksætter, og efter en gennemgribende renovering slog teatret atter dørene op i 1994 med operetten Flagermusen. Frem til 1996 var Bent Mejding meddirektør for teatret, hvis kunstneriske linje blev bygget op omkring store musicalproduktioner.

Samarbejdet med Niels-Bo Valbro tog sin begyndelse, da de sammen i 1985 havde åbnet Privatteatret (i dag Bremen Teater) i den tidligere Mercur-biograf i det indre København. På denne scene var Bent Mejding i år 2000 sammen med Susse Wold centrum i A.R. Gurneys (1930-2017) livsbekræftende og rørende skuespil Kærestebreve, som de tidligere havde vist på Sceneriet i Det Ny Teater.

Stykket, der kun har to karakterer – en kvinde og en mand – gennemgår de to menneskers liv fra barndom til alderdom, fortalt ud fra deres kærestebreve. Opsætningen blev en succes, og Susse Wold og Bent Mejding genoptog værket flere gange. I 2017 spillede parret forestillingen for sidste gang. Opsætningen, der markerede Bent Mejdings 60-års jubilæum, blev samtidig hans afskedsforestilling i en alder af 80 år.

I 2012 udgav Bent Mejding sin selvbiografi, Mit liv som papegøje.

Fra 1971 og frem til sin død dannede Bent Mejding privat par med kollegaen Susse Wold. De blev gift i 1983. Fra et tidligere ægteskab med skuespillerinden Susanne Theil (1935-2006) havde Bent Mejding to børn. I 2003 adopterede Bent Mejding Susse Wolds søn, Christian Mørk (f. 1966), som hun fik med skuespilleren Erik Mørk, der døde i 1993.

Gennem årene bestred Bent Mejding en række tillidsposter indenfor sit fag:

• 1966-1980: Formand for Teaterdirektørforeningen
• 1966-1980: Formand for Danske Teaterlederes Fællesråd
• 1988-1996: Formand for Skuespillerforeningen af 1879

Endvidere var han fra 1966 medlem af Ida Løfbergs Fond.

Bent Mejding modtog en lang række priser og hædersbevisninger:

• teater i Danmark
• dansk film
• Matador – tv-serie
• Susse Wold