Benidorm

Oprindeligt var Benidorm en lille kyst- og fiskerby, kendt for tunfiskeri. Ændringen kom med stadigt mere sparsomme fangster og manglen på økonomiske alternativer bortset fra udnyttelsen af et mildt klima (gennemsnitlig 11 °C i januar og 25 °C i august).

Indtil 1950'erne havde byen knap 6.000 indbyggere. I 1952 lukkede en af de største tunfælder til tunfiskeriet, og Benidorm begyndte at lede efter et alternativ for fremtiden. Man begyndte at ændre de smalle gader med lave huse – som stadig er byens historiske centrum i dag – til store brede alléer og planlagde nybyggeri bestemt til den interne spanske masseturisme, som allerede var i sin spæde begyndelse.

Det dybt katolske og fattige Spanien begyndte omkring 1950 at åbne sig for omverdenen med udviklingspolitik. Diktator Francisco Franco så mulighederne i den spirende turisme i Europa. I løbet af 1950'erne forvandlede Benidorms borgmester, Pedro Zaragoza Orts, denne lille fiskerlandsby til det mest eftertragtede feriested i Europa. Benidorm var begyndt at modtage titusindvis af turister, der var ivrige efter solen og fascineret af skikkene i et land, der var frosset i tiden. Disse besøg udmøntede sig i vigtige økonomiske fordele og den udenlandske valuta, som Spanien havde så hårdt brug for.

Mens Spanien generelt modsatte sig enhver form for fremskridt, så Benidorm ikke positivt på et forbud mod brugen af bikini fra den spanske katolske kirkes side, et forbud, der kunne skræmme turisterne væk. Overbevist om bikiniens betydning for Benidorms status som en potentiel topturistdestination besluttede borgmester Zaragoza i 1953 at tage sagen i egen hånd. Han anmodede om en audiens hos Franco i Madrid, hvor han gjorde det klart, at et forbud mod bikini ville få udlændingene til at tage deres valuta med sig til andre lande med udsøgt køkken og et solrigt klima, såsom Italien.

Med det argument overbeviste borgmesteren Franco om at tillade brugen af bikinien, og Benidorm blev dermed bekræftet som den mest kosmopolitiske by i Spanien, også takket være dens populære internationale sangfestival, der blev indviet i 1959. Benidorm var ved at komme tættere på målet om at gøre byen til turistreference for spansk sol og strand.

Benidorm er en succeshistorie eller et jordisk mareridt, alt efter hvem man spørger. Benidorms fortid er tæt forbundet med konceptet, som kritikere kalder masseturisme, mens tilhængere taler om "demokratisering af ferier." I 1960'erne og 70'erne kom turistboomet med åbning af størstedelen af de nye hoteller, der blev bygget højere og højere, takket være en ny byplan fra 1963, som gjorde det muligt at øge skyskrabernes højde.

Der blev bygget så højt, at Benidorm i dag er den by i verden med den højeste tæthed af skyskrabere per kvadratmeter, næst efter New York. Eksperter kalder også Benidorm for Middelhavets Manhattan, en storby, hvor hotellerne har en belægningsprocent på mellem 75 og 85 % hele året. Om sommeren takket være unge og familier og om vinteren takket være frem for alt seniorer og pensionister.

Benidorm er blevet kritiseret for at være vært for en turisme af lav kvalitet, der ofte opsummeres i sol, strand og fuldskab. Byen er en unik turist-"monokultur", drevet af en stærk base af lokale forretningsmænd (næsten 50 % af hotellerne er familiedrevne). Hotellerne er fortrinsvis trestjernede, og gæsterne er fordelt næsten ligeligt mellem spaniere og udlændinge. Størstedelen af de spanske gæster kommer fra Madrid og Baskerlandet. De fleste udenlandske gæster kommer fra Storbritannien (mere end 60 %), efterfulgt af hollændere, franskmænd og belgiere.

I Benidorm er der ingen museer eller teatre, men der er mange natklubber, spillelokaler, bingo-sale, biografer, forlystelsesparker, minigolf, mange engelske pubber og endda et cirkus. Et tilbud, der bekræfter stereotypen af et Spanien med tyrefægtning, sangria og olé. Byen er blevet et pilgrimsmekka for millioner af englændere hvert år, som betragter den som deres andet hjem.

• Spanien
• turisme