Barbareskstaterne

På arabisk betyder barbariya 'vildskab' og 'grusomhed'. Under arabernes indtrængen i Nordafrika mødte de i første omgang berberne som modstandere i kampe. Betydningen af barbariya er således et udtryk for arabernes subjektive oplevelse af modstanderen i kampene.

Betegnelsen ’barbareskstaterne’ kom særligt i anvendelse fra 1700-tallet, hvor den dansk-norske handelsflåde begyndte at sejle i Middelhavet. Det var på dette tidspunkt almindeligt, at skibes besætninger kunne risikere at blive taget som slaver af andre lande rundt omkring Middelhavet – både de europæiske og de nordafrikanske.

De dansk-norske besætninger, der blev handlet som slaver i Nordafrika, oplevede vidt forskellige skæbner. Nogle blev højtstående tjenere ved hoffet, mens andre måtte udføre hårdt, fysisk arbejde. Med danske og svenske konsuler og præsters mellemværende havde sømændene mulighed for at sende breve hjem til deres familier. I brevene, hvoraf nogle i dag befinder sig i de danske arkivalier, fremgår deres beskrivelser af oplevelserne under de meget anderledes himmelstrøg og også for nogle barsk afstraffelse og af hverdagen som slave. En del slaver blev frikøbt eller frikøbte sig selv, og efter hjemkomsten berettede de om deres oplevelser. Nogle fik deres beretninger udgivet som små bøger, som blev en del af samtidens underholdningslitteratur.

Det er netop i denne sammenhæng, at Barbareskstaterne tages i anvendelse dels som et udtryk for en dansk-norsk oplevelse af ’vildskab’ og ’grusomhed’ i de nordafrikanske kongeriger, og dels som en måde at give fortællingerne ekstra kraft.

Sådanne fremstillinger af ”den anden” fortsatte i både den litterære genre, i rejsebeskrivelser og i billedkunsten helt frem til efter 2. Verdenskrig. I en dansk-nordafrikansk sammenhæng kan nævnes maleren J.F. Willumsen, forfatteren Jens Birkholm og forfatteren og maleren Leo Estvad.

I 1600-tallet var den danske handelsflåde optaget af at sejle syd om Afrika til Ceylon (Sri Lanka) og Indien, hvor den danske handelskoloni Trankebar blev grundlagt i 1620. Efterfølgende, fra 1672, kom de tre vestindiske øer Sankt Thomas, Sankt Jan og Sant Croix i dansk besiddelse, og trekantshandlen blev etableret.

Men fra 1740 begyndte den danske handelsflåde at runde Spaniens sydligste spids Tarifa, sejle ind gennem det kun 14 kilometer brede Gibraltarstræde for herfra at deltage i den meget aktive transport af handelsvarer på Middelhavet. Særligt fra Norge, som på dette tidspunkt var en del af kongeriget Danmark, kunne den danske handelsflåde transportere tømmer, korn og hamp til tovværk, som var en mangelvare i Middelhavet. Det var disse varer, der gav de danske handelsskibe en økonomisk interesse i at sejle ind i Middelhavet. Lasterne fra Norden blev losset, og i stedet blev de danske skibe lastet med olivenolie, vin og krydderier, som blev bragt retur til Danmark.

Fra 1747 til 1807 gik mere end 15.000 af de i alt 20.000 dansk-norske skibsrejser, der sejlede syd for Cape Finisterre på Spaniens yderste Atlanterhavskyst, til Middelhavet. Der var således stor dansk økonomi bundet op på handlen i Middelhavet.

I Middelhavet vrimlede det med engelsk, franske, spanske, maltesiske, italienske, tunesiske, algierske og marokkanske handelsskibe af forskellige størrelser, og rundt langs alle kysterne lå mange handelshavne.

Ud over transport af handelsvarer, var handel og transport af slaver almindeligt i Middelhavet allerede fra 1600-tallet. Marseille i Frankrig var fx en af de fem franske havne, der i perioden 1713-1741 havde tilladelse til at stå for slavetransporter til gengæld for betaling af skatter og afgifter til den franske konge. Slaverne, der blev handlet på Marseilles slavemarked og sendt ud fra byens havn, var både mennesker fra Afrika og tilfangetagne besætninger fra andre europæiske handelsskibe i Middelhavet. Det var en almindelig erhvervsrisiko, at et skib blev opbragt af kapere, for den last og de skibe, kaperen erobrede, var kaperen retsmæssige ejendom samtidig. Så det kunne være en indbringende virksomhed.

Også fra Malta foregik der er betydelig slavehandel ledet af Malteserordenen. Langt størsteparten af slaverne, der blev handlet hér, var muslimer eller jøder fra Nordafrika eller Levanten (Syrien, Libanon, Palæstina og Israel) og kristne fra Grækenland og Levanten fra andre trossamfund end Malteserordenen. Slaverne arbejdede for Malteserordenen enten i husholdningen eller ved årerne som galejslaver.

Langs Nordafrikas kyster ud til Middelhavet havde kongerne professionelle kaper-flåder, som havde til opgave at sejle ud og kapre fremmede skibe. Målet var at berige sig både med selve skibene, med handelsvarerne og andre værdier ombord men også med besætningen, som kunne handles som slaver eller bruges som slaver af kongehusene selv.

I Danmark forsøgte mange familier at samle penge ind for at kunne betale for løsladelsen af deres søn eller mand. I begyndelsen rejste man penge gennem kirkeindsamlinger. Der blev stillet kirkebøsser frem i kirkerne, og herefter stod en uvildig person så for selve frikøbet.

I 1715 blev der oprettet en slavekasse og en slavekommission, der stod for at indsamle penge, og der blev pålagt afgifter på skibsfarten. Det var meget besværligt. Med den øgede handelsskibsfart på Middelhavet steg antallet af tilfangetagne sømænd i midten af 1700-tallet, og det blev en umulig metode at fortsætte med. Således mistede Danmark i årene 1716-1754 19 skibe med i alt 208 søfolk til kaperskibe fra Nordafrika. Hvis man medregner de danske søfolk, der sejlede under udenlandsk flag, har antallet været højere.

I slutningen af 1700-tallet var problemet så stort, at Danmark udsendte en del af den danske krigsflåde – tre fregatter (Triton, Najaden og Havfruen) og to brigger (Nidelven og Sarpen) til fast at ligge i Middelhavet. Her kunne de så følge de danske handelsskibe i Middelhavet.

Den svenske handelsflåde oplevede tilsvarende problemer, og for at finde en mere varig løsning indgik Sverige i 1731 en traktat med den algeriske dey (konge). Imod at han skulle modtage gaver til enorme summer, skulle han til gengæld lade de svenske skibe sejle uden at blive angrebet af kapere.

I 1736 appellerede Slavekassen til den danske kong Christian 6. Det blev imødekommet og mange forhandlinger fulgte nu mellem den algeriske dey og en dansk delegation bestående af bl.a. den danske konsul i Algier Ludolph Hammeken. Det lykkedes i 1746 at få en fredsaftale på plads. Til gengæld for at de algeriske kapere lod den danske handelsflåde sejle i fred, skulle den danske konge sende en lang række dyrebare gaver til deyen, herunder jernkanoner, bomber, krudt, tov, egeplanker, fyreplanker samt guldure, guld- og sølvbrokade, fint klæde m.m.

Derudover blev der indført søpas. Det var et certifikat, udstedt af den danske konsul, som blev klippet over i to dele. Den ene halvdel havde deyen og hans kaperskibe, den anden halvdel det danske handelsskib. Hvis det danske skib blev passet op af kapere, kunne begge parter konstatere, at de to halvdele passede sammen, og det danske handelsskib skulle sejle uhindret videre pga. fredsaftalen.

Tilsvarende fredsaftaler blev forhandlet med den tunesiske konge (kaldet en bey) i 1751-1753. Igen var Ludolph Hammeken den danske konsul, der førte forhandlingerne. Man havde i Danmark forstået, at lokalkendskab var vigtig i sådanne forhandlinger. Som en del af forhandlingen blev der udvekslet gaver begge veje. Den danske konge, nu Fredrik 5., modtog således en rigt guld- og sølvbroderet ridesadel, en guld yatagan (en særlig sabel) med hylster og smukt guldbroderet bælte samt heste, kameler og andre dyr fra beyen i Tunis. Den tunesiske bey krævede til gengæld 60.000 venezianske dukater, jernkanoner, håndgranater, tjære, reb m.m.

Kort efter, i 1752, blev der underskrevet fredsaftaler med Tripoli (Libyen) og i 1753 med Marokko. Også i fredsaftalen med Tripoli indgik der gaver, bl.a. endnu en rigt udsmykket ridesadel med stigbøjler og trense.

De danske skibe kunne nu sejle i fred på Middelhavet. Alle aftalerne blev dog brudt flere gange af forskellige årsager og måtte forhandles på ny, bl.a. i 1799/1800. Også her blev forhandlingerne ført af den danske eskadrechef i Middelhavet, G.A. Kofoed, sammen med den danske konsul i Tunis, Carl Christian von Holck, der blev indsat som konsul i forbindelse med forhandlingerne. Der blev igen udvekslet meget dyrbare gaver, nu med den danske kong Christian 7.

Med Frankrigs kolonisering af Algeriet i 1830 blev kaperi afskaffet hér. I Tunesien blev handel med slaver forbudt i 1841, og slaveri ophævet i 1846. Tunesien blev et fransk protektorat i 1881.

Mange af de gaver, som de danske konger modtog, findes i dag i depoter og kunstkamre i Danmark.

• orientalisme
• postkolonial teori og litteratur