Amaseia var det antikke navn på den tyrkiske by Amasya i det nordlige Anatolien. Mellem 281 og 183 f.v.t. var den hovedstad i det pontiske kongerige. Senere blev byen romersk administrationscentrum og bispesæde.

Geografi

Kongegravene
Tre af de fem kongegrave i Amaseia. Fra venstre mod højre Mithradates 2., Ariobarzanes og Mithradates 1.
Kongegravene
Licens: CC BY SA 3.0

Amaseia ligger ved floden Iris (på tyrkisk Yeşilırmak 'den grønne flod'), der her passerer gennem en smal dal med bjerge til begge sider og dermed kontrollerer en vigtig nord-syd-rute fra Sortehavskysten ved Samsun til Centralanatolien. Egnen har et mildt klima takket være nærheden til Sortehavet og desuden rige mineralressourcer i bjergene mod nord og vest.

Det pontiske kongerige

I 281 f.v.t. antog Mithradates 1. Ktistes ('grundlægger') kongetitlen og etablerede sin hovedstad i Amaseia. 183 f.v.t. flyttede efterfølgeren Pharnakes hovedstaden til havnebyen Sinope. Rigets første fem konger (fra Mithradates 1. til Pharnakes) blev begravet i Amaseia, hvor deres gravkamre, udhugget i klippen oven for byen, stadig kan ses.

I Amaseia fødtes o. 65 f.v.t. historieskriveren og geografen Strabon i en familie, der havde beklædt høje poster ved det pontiske hof.

Romertiden

Irisfloden og den romerske bro
Irisfloden i Amasyas centrum. I forgrunden resterne af den romerske bro over Iris.
Irisfloden og den romerske bro
Licens: CC BY SA 3.0

Efter Mithradates 6.s nederlag til Pompejus i 63 f.v.t. blev Amaseia en del af den romerske provins Pontus et Bithynia. Snart efter blev byen og dens territorium overladt til en lokal fyrste, men i første århundrede e.v.t. genindlemmet i Romerriget som en del af Pontus Galaticus med Amaseia som administrativt centrum. Denne status mistede byen i 100-tallet e.v.t., men ved Diokletians reorganisering omkring 300 e.v.t. blev Amaseia hovedstad i provinsen Diospontos (senere Helenopontos).

Sankt Theodor

Allerede ved midten af 200-tallet e.v.t. havde Amaseia en kristen menighed med sin egen biskop, og ifølge overleveringen led den kristne soldat Theodor martyrdøden i Amaseia omkring år 306. Om helgenen fortaltes talrige legender, fx om hvordan han besejrede en drage – en bedrift, der siden blev tilskrevet sankt Georg. Sankt Theodors grav i Euchaita (nu Avkat) 50 km vest for Amaseia var et vigtigt pilgrimsmål i tidlig byzantinsk tid.

Læs mere