Alm. Brand Koncernen er en finansiel koncern med historiske rødder tilbage fra 1792 og omfatter både Alm. Brand Forsikring A/S, Alm. Brand Bank A/S (overtaget af Sydbank i 2021) og pensionsvirksomhed for såvel private som erhvervskunder. Den er børsnoteret, men ca. 60 % af aktierne ejes af foreningen Alm. Brand af 1792 fmba, der har omkring 400.000 skadesforsikringstagere som medlemmer.
Efter ØK’s fortsatte dybe krise i 1990’erne blev komplekset på Midtermolen i 1997 solgt til Alm. Brand, der efterfølgende gjorde det til hovedsæde for alle dele af koncernen.
I 2020 købte TryghedsGruppen forsikringsselskabet Codan, men solgte de danske dele af selskabet videre til Alm. Brand, så man ikke blev alt for dominerende på det danske forsikringsmarked.
I 2023 havde Alm. Brand ca. 2.500 medarbejdere fordelt på Midtermolen og afdelinger landet over. Årets samlede indtægter var på 11,8 mia. kr., og de samlede aktiver var ved årets udgang på 54,7 mia. kr.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.