Algeriets geografi

Den nordligste af bjergkæderne er Tell-Atlasbjergene. Den er i alt 1500 km lang og strækker sig i vest ind i Marokko og i øst ind i det nordvestlige Tunesien. Kæden er adskilt fra Middelhavet af en 20-30 km bred kystslette. Tell-området er uensartet med bjerge fra 500-2.500 m. Højdedragene adskilles af dybe dale og kløfter.

I Tell-området ligger de fleste algeriske byer, og størstedelen af befolkningen bor i dag i dette område.

Området er i nogen udstrækning præget af landbrug, særligt i bakkelandet omkring byerne Bejaïa og Annaba i den østlige del af kyststrækningen samt Mitidja-sletterne, der strækker sig 100 km vest for hovedstaden Algier. Også syd for Oran, mellem Sidi Bel Abbès og Tlemcen længst mod vest, er der landbrugsland.

Syd for Tell-Atlasbjergene ligger et 100-160 km bredt og fladt steppe- eller plateauområde. Plateauet ligger i 1100-1300 meters højde og kaldes derfor Højplateauet (arabisk الهضاب العليا, fransk Hauts Plateaux). Højsletten har mange lavninger med søer og saltsumpe. Mod øst skråner sletten ned til Chott el Hodna, en meget lavvandet saltsø og marsklandskab.

Chott el Hodna er et vigtigt område for truede dyrearter som gazeller (Cuvier's gazelle), marmorand fra Europa og forskellige arter af fuglen trapper. Chott el Hodna fik status som Ramses 2-område i 2001.

Syd-øst for Chott el Hodna ligger endnu et chott-bælte (delvist udtørrede saltsøer), der strækker sig fra Chott Melghir i Algeriet ind over Chott El Jerid i Tunesien og videre til Gabès-bugten på Tunesiens østkyst. Bæltet udgøres af en række lavninger, der er skabt i Kvartær, dvs. de seneste 2,6 mio. år af Jordens historie. Chott Melghir er Algeriets største sø. Om vinteren fyldes den med vand fra udløb af omkringliggende wadier (periodisk opståede vandløb i ørkenen) og kan nå en maksimal størrelse på 6.700 km².

Højplateauet afgrænses mod syd af Sahara Atlasbjergene. I den vestlige ende af bjergkæden er den klart afgrænset fra Højplateauet, mens den mod øst løber sammen med Tell Atlas, særligt ved den del af bjergkæden, der hedder Aurès-bjergene. De er mere ufremkommelige end Tell-bjergene og er en barriere for de nord-sydgående forbindelser i landet. Aurès-bjergene tjente som tilflugtssted for berberne mod både romerne, vandalerne, byzantinerne og araberne. I dag er bjergene fortsat et stort hjemsted for berbere.

Den sydlige del har Algeriet overalt ørkenklima. I den vestlige del ligger den store sandørken Erg, kun afbrudt af enkelte klippepartier. Den vestlige del af algerisk Sahara består mest af sandørken, mens den centrale del udgøres af det stenede Tademait-plateau. I sydøst ligger det store Ahaggarmassiv med Tahat (2918 m), der er Algeriets højeste bjerg, og som ligger 56 km nord for oase-byen Tamanrasset, hovedbyen for landets tuaregere.

I Sahara er klimaet ekstremt tørt. Det betyder, at det store område er ubeboet bortset fra oaserne, som er hjemsted for berberisk-talende befolkning, og nyanlagte byer omkring Algeriets oliefelter.

Der er igangsat initiativer for at opdyrke områder af ørkenen med landbrug. Ved hjælp af elektriske pumper hentes vand op fra undergrunden, som bruges til vanding. Her dyrkes bl.a. kartofler og dadler. Daddelpalmerne bruges til at skygge for landområderne for at mindske fordampning af vand.

Algeriet har en række oaseområder, herunder Touat og Gourara, hvor der dyrkes ca. 700.000-800.000 daddelpalmer, der får vand fra et system af underjordiske akvædukter. Algeriet er som Tunesien kendt for dadel-sorten deglet ennour, som både sælges på hjemmemarkedet og eksporteres.

De største gasfelter er Hassi R'Mel syd for Algier, Rhourde Nouss, Alrar og Tinrhert Project i den øst-centrale del af landet mod Libyen. Landet er verdens næststørste eksportør af naturgas og verdens tiendestørste eksportør af olie. Algeriet er medlem af OPEC, organisationen for de olieeksporterende lande.

Algeriet har en ambition om, at 30 % af landets energibehov skal dækkes af vedvarende energi i 2035, især fra sol- og vindenergi. Kina investerer især i udviklingen af solenergi i Algeriet i bl.a. Batmet og Gueltet Sidi Saad vest for Djelfa i den nordlige del af Algeriet.

Landet har endvidere en ambition om at dække 10 % af Europas grøn hydrogen-behov i 2040.

Algeriet er rigt på flere andre mineraler og eksporterer især jernmalm, fosfat, bly, zink og antimon. Betydningen af denne minedrift er dog lille, set i forhold til den dominerende olie- og gassektor.

Industrien i landet domineres af petrokemi og anden forarbejdning af mineralresurserne. En stor del af industrien var tidligere statsejet, men en privat sektor er under opbygning.

Af øvrige industrisektorer kan nævnes jern og metal, biler, elektronik, cement og tekstiler.

Den industrielle udvikling hæmmes i nogen grad af den mangelfulde infrastruktur; et forhold som regeringen søger afhjulpet gennem udbygning og modernisering af de eksisterende jernbaner og af vejnettet. Infrastrukturen er skævt udbygget, idet hovedparten af de asfalterede veje findes nord for Atlasbjergene, mens kun få asfalterede veje fører over disse til Sahara.