Faktaboks

Akihito, kejser emeritus
Født
1933
Heisei Tenno Akihito i 2014
Heisei Tenno Akihito den 24. april 2014, da den amerikanske præsident Barack Obama besøgte Tokyo.
Af /US State Department.

Kejser Akihito var Japans kejser fra 1989 til 2019. Han trådte til, da hans far, Hirohito, hvis kejsertid blev kaldt Showa-æraen, døde, og han sad på tronen i 30 år, indtil han ifølge en særlov fik lov af parlamentet til at gå på pension i 2019. Kejser Akihitos kejsertid kaldes Heisei-æraen, og han stod på sin egen stilfærdige måde i spidsen for en modernisering af det japanske kejserdømme.

Akihito har som ”fredens kejser” gjort en væsentlig indsats for at føre Japans kejserdømme ind i nutiden, som det i historiens lys ville have været umuligt for hans far at gøre med det image som ”krigens kejser”, han havde. Japan havde i 1930’erne frem til 1945 i hans fars navn ført en blodig aggressionskrig mod sine nabolande, som havde kostet 25 millioner menneskeliv.

Symbol på Japan

Akihito, der i dag er kejser emeritus, er et privat menneske, og ligesom sin far brugte han megen tid på selv at udføre naturvidenskabelige studier på selve paladsets grund. Højt op i alderen har han fået videnskabelige artikler om nye fiskearter optaget i videnskabelige tidsskrifter.

Men for Akihito handlede det samtidig om at give Japans efterkrigsforfatnings fine ord om, at kejseren er ”symbol på Japan” indhold og sikre, at kejserdømmet kom til at overleve på en meningsfyldt måde.

De fleste japanere kom til godt at kunne lide kejser Akihito. De frygtede ham ikke, de tilbad ham ikke, de kunne simpelt hen godt lide ham som person. Han er venlig og ordentlig over for alle og enhver. Et helt nyt kejserbillede. Sammen med sin borgerligt fødte kejserinde, den populære Michiko, formåede han at få den japanske befolkning til at forbinde kejserfamilien med andet end krig.

Familieliv

Michiko dukkede op i billedet få år efter krigen. Japan og japanerne havde i den grad brug for en god, positiv historie. Billederne af, hvordan den unge datter af en markant industrileder i ægte forelskelse spillede tennis med den daværende kronprins, blev vist i alle medier. Alle tidligere kejserinder var fundet ved arrangerede ægteskaber ved hoffet – uden offentlighedens åsyn. Dette var helt nyt i Japan.

De to skabte i højere grad end nogen tidligere familie ved hoffet et familieliv, som lignede det, almindelige japanere uden for paladset havde. Michiko ville amme sine børn selv – og fik lov. Hun ville opdrage dem selv – og fik delvist lov.

Flere og flere japanske borgere var i den periode ligeglade med kejserdømmet. I halvfjerdserne gav en tredjedel af japanerne ved meningsmålinger udtryk for, at man lige så godt kunne afskaffe det. Det var Akihitos udfordring, da han i 1989 overtog tronen efter sin far. Kronede hoveder og indflydelsesrige politikere i fineste antræk deltog i 1990 i kroningen i Tokyo. Der blev ikke sparet på noget i bestræbelserne på at promovere den tids rige og industrialiserede Japan i verden og give kejserdømmet en platform som samlende ”symbol” for dette nye globaliserede Japan.

Et forandret kejserdømme

De færreste havde ved dette show ventet, at den kejser Akihito, som man mødte her, med den lave profil, han viste, i løbet af de næste tredive år skulle vise sig at blive en markant og nyskabende mand på posten. Men i dag er der meget få, der gider bruge tid og energi på at kræve kejserdømmet afskaffet. Dette ændrede omdømme for kejserdømmet opnåede Akihito ved at forandre dets rutiner og dagligdag på flere fronter.

Dels formåede han gennem tre årtier på tronen at skabe et mindre ophøjet, mindre fjernt image omkring kejserdømmet i befolkningen. Det betyder ikke, at det ikke længere er ophøjet og fjernt, for det er det bestemt. Japans kejserfamilie lever stadig et uhyggeligt isoleret liv – også på en frustrerende måde for kejserfamiliens medlemmer. Men Akihito har gjort sit bedste for at få tingene til at fungere på europæisk manér, og det har japanerne godt kunne se.

Dels har kejseren og kejserinden med stigende frekvens og flittighed besøgt de steder i Japan, der har været ramt af de naturkatastrofer, som jævnligt rammer landet. Her har de knælet ned og snakket med evakuerede ofre på gulvene i skolernes gymnastiksale. Ikke mindst kejserinden har formået at formidle en ægte empati og omsorg, og folk har troet på det gamle par, når de har sagt ”Pas på jer selv” og ønsket ofrene en snarlig tilbagevenden til en normal tilværelse.

Opgør med fortiden

Dels prioriterede kejserparret efter eget ønske i de senere år at besøge de centrale krigsskuepladser fra verdenskrigen som for eksempel Saipan i 2005 for at vise deres dybe sorg og respekt for de mange, der mistede livet hvert sted, og på kejserfamiliens vegne knytte en tråd til den tragiske kendsgerning, at krigen i sin tid blev ført i den gamle kejsers navn.

Endelig sagde Akihito flere gange officielt på Japans vegne – i sin funktion som ”symbol” på den japanske nation – eftertrykkeligt undskyld og gav udtrykt sin og det officielle Japans ”dybe anger” (hansei) over den kejserlige japanske hærs aggression og krigsforbrydelser i 1930’erne og 1940’erne.

Der er fra Showa-tiden tradition for, at kejseren nidkært og samvittighedsfuldt indordner sig under de traditionelle måder at gøre tingene på, som ned i de mindste detaljer administreres efter bogen af de meget konservative kammerherrer i det kejserlige hofmarskallat. Kejseren er godt nok symbol på staten, men han er ikke det officielle statsoverhoved, som for eksempel den danske dronning er. Allerede i Showa-kejserens tid blev der skabt en praksis, hvor den valgte regering altid blev præsenteret for et udkast til de vigtigste kejserlige taler, men det foregår ikke som i andre lande, at regeringen lægger et stykke papir foran regenten, som han eller hun har værsgo at læse op.

Akihito har administreret denne potentielle magtposition forsigtigt og diskret – i samklang med sin personlighed – men i sine sidste år på tronen markerede han oftere og oftere markeret sin og sin families trofasthed over for efterkrigstidens pacifisme – også når toneangivende politikere i regeringen mente noget andet.

Alle disse forandringer, som Akihito gennemførte i sin tid på tronen, har skabt et stort dilemma, et dybt sår, for de få, men højtråbende stemmer i den japanske debat, der stadig mener, at kejseren er guddommelig, og at han burde have den politiske og militære magt tilbage, som han havde inden og under verdenskrigen.

Menneskeliggørelse af kejseren

Akihitos allerstørste opgør med den slags tankegang var nok den tv-tale i 2016, hvor han gik ud i offentligheden og bad indtrængende om at få lov til at træde tilbage og nyde sine sidste år som pensionist. Akihito var blevet en gammel mand. Han var syg og træt, trængte til et otium og ville gerne se sin arv til det japanske folk, et moderniseret kejserdømme, givet videre i levende live. I en indtrængende tv-tale fortalte han med sin karakteristiske nasale stemme den japanske befolkning, hvorfor han mente, at det ville være bedst for kejserdømmets fremtid – det var det vigtigste – men også for ham selv personligt med et tronskifte i utide.

”Når kejseren har dårligt helbred, og hans tilstand bliver mere alvorlig, så går samfundet i stå. En gang imellem kommer det op i mig, at jeg overvejer, om det er muligt at undgå en sådan situation”, sagde kejser Akihito. ”Jeg tænker over, hvordan vi kan sikre, at tilstedeværelsen af en kejser, symbolet på Japan, forbliver stabilt og kontinuerligt… Når en kejser dør, vil det pålægge dem, der efterlades, særligt medlemmer af kejserfamilien, en masse pligter”.

“Jeg håber inderligt på befolkningens forståelse”, sagde han. ”Det er afgørende at stå sammen med folket, lytte til deres stemmer og være tæt på dem i sine tanker”.

Det primære modargument for modstanderne af en kejserlig tilbagetrædelse var groft sagt, at uanset hvor megen respekt man måtte have for den siddende kejser som person, og uanset hvor gerne man af den grund ville føje ham i hans ønske, så var det udtryk for manglende respekt for selve kejserdømmet at lade kejseren forlade posten i utide. Tankegangen var, at kejseren ikke behøver foretage sig noget som helst. Det vigtige er bare, at han eksisterer. En fredelig pensionisttilværelse, som en almindelige bedstefar ville drømme om det, ville være den ultimative menneskeliggørelse af kejseren, og det er jo netop denne menneskeliggørelse, som Akihito havde stået i spidsen for, og som nogle af kejserdømmets mest konservative forkæmpere aldrig havde brudt sig om.

Akihito blev i 2019 efterfulgt på kejsertronen af sin søn, Naruhito, der står for den samme linje som sin far.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig