Afrika - befolkning

Slavehandel, epidemier og grov udnyttelse af den afrikanske befolkning medførte i perioden 1650-1850 et fald eller en stagnation i folketallet. I de efterfølgende 100 år menes befolkningstallet at være fordoblet, og efter 1940 er det fortsat vokset. Dødsraten (antal døde pr. år pr. 1000 indb.) har været faldende, men ligger generelt højere end i andre ulande. Forklaringen på den store befolkningsvækst er derfor det store antal fødsler.

I 1980'erne var befolkningsvæksten ca. 3,1 procent om året, hvilket er mere end næsten alle andre steder i verden. Økonomiens og fødevareproduktionens vækst var betydelig mindre. Målt pr. indb. faldt sidstnævnte med 6 procent i løbet af tiåret. Dette har ført til forsyningsusikkerhed og forværrede ernæringsforhold. Således var i 1992 28 mio. børn under skolealderen underernærede i Afrika syd for Sahara. Det afspejles også i en lav gennemsnitslevealder, 54 år (2005) og i en høj børnedødelighed: Ud af 1000 fødte dør de 107 i løbet af det første leveår.

I 1970'erne og 1980'erne har en række sultkatastrofer ramt verdensdelen, specielt Etiopien, Somalia og Mozambique. Disse katastrofer er tæt forbundne med borgerkrige i nævnte områder, men kan også forklares med en produktion, der i stigende grad er ude af økologisk balance. En følgevirkning har været store flygtningestrømme mod byerne eller på tværs af landegrænserne.

Børn og unge udgør 45 procent af befolkningen (1990). Dette betyder et stort pres på undervisningssektoren og fører, især i byerne, til underbeskæftigelse og arbejdsløshed.

Kun en tredjedel af befolkningen bor i byer, og bybefolkningen er vokset stærkt siden 1960. Der er dog store forskelle landene imellem. Selvom Afrika er mindre urbaniseret end de øvrige verdensdele, har der været vigtige bydannelser langt tilbage i tiden. For 7000 år siden fandtes byer omkring Nilens nedre løb, og for 800-900 år siden skabte karavanehandelen tværs over Sahara grundlag for byer som Kairouan, Biskra og Marrakesh i nord og Timbuktu, Gao og Kano i Vestafrikas savanneområde på den anden side af ørkenen. I Østafrika opstod i samme periode Mombasa og Mogadishu som arabiske handelsbyer. Den europæiske kolonisering medførte fremvæksten af mange kystbyer, og i slutningen af 1800-tallet dannedes en række administrationsbyer inde på kontinentet.

Koloniseringen medførte et stort behov for arbejdskraft til anlæg af veje og jernbaner samt til arbejde i plantager og miner. For at tvinge afrikanerne til disse arbejdsopgaver indførtes skatter eller direkte tvangsarbejde. Dermed var migrantarbejdet grundlagt; det er stadigvæk udbredt og omfatter især mænd, der i kortere eller længere perioder forlader familien for at arbejde i byen, på plantager eller i miner. Dette er udbredt i såvel Vest- og Sydafrika som i Nordafrika, og migrationerne foregår ofte på tværs af landegrænserne. Indtægterne herfra spiller en stor rolle for familien, og i enkelte lande (Lesotho og Mozambique) har de i perioder været af afgørende betydning for nationaløkonomien.

Den voldsomme byvækst har også baggrund i mange afrikanske regeringers udviklingspolitik. Ofte er byerhvervene blevet favoriseret på landbrugets bekostning, og placeringen af uddannelses- og sundhedscentre har også tiltrukket landbefolkningen. Tilstrømningen har haft et sådant omfang, at slumområder i storbyernes udkanter er vokset ukontrollabelt. Arbejdsløshed og underbeskæftigelse er udbredt, og mulighederne for formelt lønarbejde er få. Hovedparten af de beskæftigede findes i erhverv inden for den informelle sektor, der fortsat er i kraftig vækst. Den udtalte fattigdom afspejles af en betydelig kriminalitet, et stort antal tiggere, prostituerede o.a. Samtidig er det karakteristisk, at familien, selv i byerne, i høj grad har bevaret sin rolle som primær referenceramme for det sociale og økonomiske liv. Indkomster, der tjenes i byerne, føres tilbage til familien på landet, og familien på landet forsyner slægtninge i byen med fødevarer til eget forbrug eller til salg på markedet.

Udvandringen fra Afrika var i 1900-tallet ikke stor, men synes at forstærkes af den økonomiske og økologiske krise på kontinentet. Flytningerne er overvejende rettet mod de gamle kolonimagter; langt de fleste afrikanere i Europa er marokkanere og algeriere i Frankrig og Spanien — mange af dem illegalt indvandret.

• Afrika