AS Roma er en italiensk fodboldklub, der blev grundlagt i 1927 i Rom. Klubben opstod ved en sammenlægning af de tre lokale klubber Roman FC, SS Alba-Audace og Fortitudo-Pro Roma SGS med det formål at bryde de norditalienske klubbers dominans.

Faktaboks

Også kendt som

Associazione Sportivo Roma, Roma

Romas resultater

AS Roma har vundet den bedste italienske liga, Serie A, i 1942, 1983 og 2001. Desuden har den vundet den italienske pokalturnering Coppa Italia ni gange, senest i 2008. Klubben er herudover blevet nr. 2 i Europa Cuppen for mesterhold (nu: Champions League) i 1984 og i UEFA Cuppen i 1991. Roma vandt desuden den første udgave af Conference League i 2022 efter en finalesejr på 1-0 over Feyenoord.

  • Italiensk mester (3): 1942, 1983, 2001
  • Italiensk pokalvinder (9): 1964, 1969, 1980, 1981, 1984, 1986, 1991, 2007, 2008
  • UEFA Conference League (1): 2022

Hjemmebane

AS Roma har hjemmebane på Roms olympiske stadion, Stadio Olimpico, der har plads til ca. 73.000 tilskuere. Hjemmebanen bliver delt med Roms anden klub i Serie A, SS Lazio, hvilket helt tilbage fra de to klubbers første møde i 1929 har afstedkommet adskillige drabelige lokalopgør med voldsomme sammenstød mellem klubbernes fangrupper til følge.

Profiler

Blandt AS Romas store profiler gennem tiderne kan nævnes brasilianeren Aldair (f. 1965), der spillede i klubben i perioden 1990-2003, og italieneren Franceso Totti, der tilbragte hele sin karriere i klubben. Fra 1992 til 2017 spillede han mere end 600 kampe for AS Roma.

Danske spillere i Roma

AS Roma har haft flere danskere i truppen: Helge Christian Bronée (1922-1999) fra 1952 til 1954, Klaus Berggreen fra 1986 til 1987, Simon Kjær fra 2011 til 2012 og Rasmus Nissen Kristensen fra 2023 til 2024.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig