Aéroport Charles-de-Gaulle, Frankrigs største lufthavn, åbnet 1974 i Roissy 22 km nordøst for Paris. Lufthavnen dækker uden tilknyttede funktioner 3.257 ha og er med 65,8 mio. passagerer (2015) Europas næststørste lufthavn (efter Heathrow Airport ved London) og verdens 9. største.

Byggeriet indledtes i 1966 under betegnelsen Aéroport de Paris-Nord, men ved indvielsen 8.3.1974 blev lufthavnen navngivet Aéroport Charles-de-Gaulle. Den bestod da af en cirkulær ti-etagers avantgardebygning i arkitekten Paul Andreus design omgivet af syv satellitbygninger. Senere er lufthavnen udbygget til tre terminaler, som er forbundet med en letbane-shuttle. Terminal 2E blev kort efter dens ibrugtagen ramt af et uheld, da taget 23.5.2004 brød sammes pga. en konstruktionsfejl. I Paris valgte man at bygge en ny og mere sikker terminal til 100 mio. euro, som åbnede 30.3.2008. Lufthavnen fortsætter med at udvide de andre terminaler.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig