1. Verdenskrig

Det østrig-ungarske tronfølgerpar, Frans Ferdinand og Sophie, blev den 28. juni 1914 myrdet i Sarajevo af en serbisk nationalist. Mordet udløste den såkaldte julikrise og førte til et barsk østrig-ungarsk ultimatum til Serbien den 23. juli 1914; bl.a. krævedes østrig-ungarsk deltagelse i opklaringsarbejdet på serbisk jord. Ultimatummet skulle bane vej for det opgør med Serbien, som den østrig-ungarske ledelse havde ønsket siden afslutningen af 2. Balkankrig. At en sådan krig kunne udvikle sig til en europæisk storkrig, fordi Rusland havde garanteret Serbiens sikkerhed, vidste den østrig-ungarske regering, som på forhånd havde sikret sig tysk støtte til sit ultimatum. Den 26. juli gav Serbien efter for de fleste, men ikke alle af ultimatummets krav. Østrig-Ungarn afviste svaret og erklærede den 28. juli Serbien krig. Dagen efter indledte Rusland mobiliseringen af sin hær, hvad der blev anledningen til, at Tyskland erklærede Rusland krig den 1. august. Det førte til fransk mobilisering, og den 3. august erklærede Tyskland Frankrig krig. I de tyske krigsplaner, der forelå i den afdøde generalstabschef Alfred von Schlieffens udarbejdelse, indgik et angreb på Frankrig gennem det neutrale Belgien, som derfor blev invaderet samme dag, og det udløste en britisk krigserklæring til Tyskland. Dermed var en europæisk storkrig en realitet.

I dette perspektiv er den østrig-ungarske politik over for Serbien krigens årsag. De fleste historikere er imidlertid enige om, at krigen havde dybere rødder, og der lægges især vægt på to forhold: For det første forholdene på Balkan; her havde rivalisering om det stærkt svækkede Osmannerriges tidligere territorier, både mellem lokale magter og stormagter, især Rusland og Østrig-Ungarn, skabt stærke spændinger. For det andet og vigtigere den tyske ledelses opfattelse af, at en storkrig var uundgåelig for at sikre landets udenrigspolitiske interesser og indenrigspolitiske stabilitet. Det var baggrunden for den tyske støtte til Østrig-Ungarn, der førte til, at julikrisen udviklede sig til krig. Hertil skal lægges den aggressive nationalisme, der var udbredt i Europa i årene op til 1914, den militære tænkning, der betonede den offensive krigs overlegenhed, og stormagtsregeringernes manglende vilje til gennem forhandling at undgå en truende krig — som alle regnede med ville blive kortvarig. Det internationale alliancesystem var en medvirkende årsag. Tyskland havde lovet at støtte Østrig-Ungarn, og Serbien var allieret med Rusland, som igen var allieret med Storbritannien og Frankrig. Det bevirkede, at en i princippet lokal konflikt på Balkan på kort tid kunne udvikle sig til en europæisk storkrig.

I stedet for den korte bevægelseskrig, som man forventede i sommeren 1914, antog landkrigen på vestfronten hurtigt form af en stillingskrig. Det skyldtes, at den teknologiske udvikling tilgodeså forsvar frem for angreb. Maskingeværer og artilleri kunne fra sikre positioner i skyttegrave eller bag fronten beskyde angribere. Mens forsvarere kunne føre forsyninger og forstærkninger frem med tog, biler og heste, så måtte angribere i vid udstrækning færdes til fods gennem landskaber, som granatregnen havde gjort ufremkommelige. I over tre år forsøgte man fra begge sider at løse disse problemer gennem offensiver med stadig flere mænd og stadig mere massive bombardementer samt med anvendelse af giftgas, der første gang blev brugt af tyske tropper i april 1915 (se kemiske kampstoffer). Men på den vigtige vestfront lykkedes det ikke at skabe gennembrud. Først i krigens sidste år blev der udviklet taktikker, der atter gjorde offensiv krigsførelse mulig. Vigtige elementer heri var en præcis artilleriild før offensiven, en bevægelig spærreild, som infanterister kunne rykke frem bag ved, samt brug af kampvogne (tanks) og fleksibel fremrykning i små grupper, der hovedsagelig var udrustet med maskingeværer og håndgranater, i stedet for angreb med tungt belæssede infanterister på linje og over brede frontafsnit.

Søkrigen spillede kun en birolle. Selvom det kom til sammenstød, vigtigst Jyllandsslaget, så var flådernes rolle primært at støtte hæren og især at virke som blokadevåben; den britiske flåde blokerede således forsyningsvejene til Tyskland, mens tyskerne, i strid med folkeretten, gennem en uindskrænket ubådskrig søgte at afbryde konvojsejlads med forsyningerne til Storbritannien og dets allierede. I 1915 sænkede de bl.a. det britiske passagerskib Lusitania. Den tyske ubådskrig vakte udbredt harme og blev anset for fej og barbarisk; den vigtigste konsekvens blev, at det neutrale USA den 2.4.1917 gik ind i krigen på Ententemagternes side. Afskibningen af store amerikanske troppestyrker, især til vestfronten, skulle blive af stor betydning for krigens udfald.

Luftkrigen fik sit gennembrud i 1. Verdenskrig. Flyvemaskiner anvendtes først og fremmest til rekognoscering, men i løbet af krigen blev jagerflys og bombemaskiners potentiale udviklet (se flyvemaskine (Historie – 1. Verdenskrig)).

Vestfronten var den vigtigste af krigens fronter. Her kæmpede hovedparten af de tyske, franske, britiske og amerikanske tropper ved en front, der strakte sig fra den belgiske kyst til Schweiz' grænse. Kampene begyndte med en tysk offensiv gennem Belgien og ind i Frankrig fra 4.8.1914. Den tyske fremrykning blev standset ved Marne i september 1914. Fra december 1914 stabiliseredes fronten i et omfattende skyttegravssystem, der prægede krigsførelsen på vestfronten indtil 1918. De tyske erobringer i sensommeren 1914 kom til at afgøre krigens karakter her: Ententemagterne måtte angribe, mens tyskerne hovedsagelig kunne forsvare stadig mere velbefæstede stillinger og derfor i perioder kunne trække styrker til andre fronter. 1915-17 lancerede Ententen flere offensiver, bl.a. ved Somme, Ieper (fr. Ypres) og i Champagne. Tabstallene løb op i millioner, men de militære gevinster var små. Det samme gjaldt den tyske offensiv ved Verdun i 1916, hvor Tyskland håbede at tvinge Frankrig ud af krigen. Bevægelse i krigen kom der først i foråret 1918, da det lykkedes tyskerne at gennembryde fjendens linjer. Men offensiven belastede de tyske resurser til det yderste. Det var en stærkt svækket tysk hær, der i juli 1918 måtte opgive offensiven og fra august se sig trængt tilbage af sine modstandere. I slutningen af september erkendte den tyske hærledelse, at en våbenhvile var en nødvendighed. En våbenstilstandsaftale, der reelt gjorde det umuligt for Tyskland at videreføre krigen, blev indgået i en jernbanevogn i Compiègne 10.11.1918 med virkning fra 11/11 kl. 11.

På østfronten, der gik fra Østersøen til Sortehavet, muliggjorde de store afstande en bevægelseskrig. Her blev en russisk offensiv i august 1914 rettet mod Østpreussen; den blev standset af tyskerne ved Tannenberg i september, hvorefter russerne måtte indlede et tilbagetog. Til gengæld vandt russerne frem mod de østrig-ungarske tropper i Galizien (nuv. Galicja). 1915-16 blev præget af blodige offensiver og modoffensiver, hvorunder store dele af russisk Østeuropa kom under tysk kontrol. Til gengæld led de habsburgske tropper gentagne nederlag. I august 1916 gik Rumænien ind i krigen på Ententens side, men det meste af landet kom hurtigt under tysk kontrol. I 1917 stilnede kampene på østfronten af; den russiske hær blev svækket af mytterier, og Centralmagterne håbede, at de russiske revolutioner i 1917 ville få Rusland til at trække sig ud af krigen. Det skete efter bolsjevikkernes magtovertagelse i november. Der blev indgået våbenhvile mellem Rusland og Centralmagterne 16.12.1917, og Brest-Litovsk-freden blev underskrevet 3.3.1918. Rumænien indgik våbenhvile 9.12.1917 og underskrev en fredsaftale i maj 1918. Denne del af krigen blev således vundet af Centralmagterne, dvs. reelt af Tyskland.

Den italienske front opstod, da Italien i maj 1915 gik ind i krigen på Ententens side mod løfter om landudvidelser i bl.a. Sydtyrol, Dalmatien og Lilleasien. Fronten fulgte grænsen til Østrig-Ungarn, men kampene var koncentreret ved Isonzo-floden og i Trentino. Østrig-ungarerne rykkede i 1915 tilbage til velbefæstede stillinger, som italienerne de følgende år forgæves søgte at gennembryde. I oktober 1917 vandt Centralmagterne en af krigens største sejre ved Caporetto; herefter blev store dele af det nordøstlige Italien besat af fremmede styrker. I oktober 1918 gik italienerne i offensiven i Slaget ved Vittorio Veneto, hvor de besejrede en østrig-ungarsk hær i opløsning. Der blev indgået våbenhvile med virkning fra 4.11.1918.

På Balkan blev Serbien i efteråret 1915 løbet over ende af tyske, østrig-ungarske og bulgarske hære. Osmannerriget sluttede sig til Centralmagterne i oktober 1914. Det blev invaderet af russiske styrker, og de følgende år bølgede kampene i Kaukasus. Begivenhederne på dette frontafsnit blev imidlertid allerede i samtiden stillet i skyggen af det folkedrab på armenierne, som osmannerne begik i 1915-16 i det daværende Tyrkiet. I 1915 forsøgte britiske og franske styrker forgæves en offensiv ved Dardanellerne (se Gallipolikampagnen).

I Mellemøsten invaderede britisk-indiske styrker Mesopotamien (Irak) i november 1914, men først i efteråret 1918 blev den tyrkiske modstand knækket. I Palæstina kæmpedes der, indtil Osmannerriget trak sig ud af krigen 31.10.1918.

Uden for Europa og Mellemøsten var der mindre sammenstød til søs og i kolonierne. Japan besatte således de tyske besiddelser i Stillehavet, mens det i Afrika kom til kampe mellem tyske og britisk/franske tropper.

I 1914 drog mange mænd i krig optændt af fædrelandskærlighed og eventyrlyst, men også med forestillinger om, at krigen ville blive kort og heroisk. For de allerfleste skulle det vise sig at være en illusion: Kort blev krigen ikke, og det heroiske forsvandt i mødet med den industrielle krig: med maskingeværer, artilleribombardementer, giftgas mv.; begrebet granatchok stammer fra 1. Verdenskrig. På fronterne i Vesteuropa og Italien levede soldaterne med dødbringende stormløb og lange perioder, hvor kedsomhed, regn og kulde, dårlig hygiejne, sygdom og ringe forsyninger var hovedfjenden. Store dele af tiden blev tilbragt i skyttegrave, der ofte var i en elendig forfatning. På andre fronter var oplevelserne anderledes, men ikke nødvendigvis behageligere. I bjergene frøs tusindvis ihjel, mens sumpe og urskove gjorde frem- og tilbagerykning til et helvede på store dele af østfronten. I Mellemøsten rasede epidemier blandt soldaterne.

Især fra 1916 bredte utilfredsheden sig i alle hære. I løbet af 1917 gik store dele af den russiske hær i opløsning, og i maj samme år var der udbredte mytterier i den franske hær. Mange soldater søgte individuelle veje ud af krigen, fx ved at lade sig tage til fange, desertere eller lemlæste sig selv, og i de fleste hære havde krigsretterne travlt. Disse forhold blev nøje beskrevet i den krigskritiske litteratur, der blev populær sidst i 1920'erne, og som nåede et kunstnerisk højdepunkt med Erich Maria Remarques roman Intet nyt fra Vestfronten (1929). Men dette billede udgjorde ikke hele virkeligheden: Faktisk kæmpede det overvældende flertal til døden eller til krigens bitre ende. Det skal forklares med fædrelandskærlighed og pligtopfyldenhed og ikke mindst med samhørighed mellem soldaterkammeraterne. Tusindvis af bevarede soldaterdagbøger og erindringer fortæller om strabadserne og de ufattelige lidelser for hærenes millioner af især bønder og arbejdere i en blodig og umenneskelig krig udkæmpet fjernt fra hjemegnen.

Ingen af de krigsførende lande havde forberedt sig på de samfundsmæssige konsekvenser af en langvarig storkrig. "Business as usual" var slagordet i Storbritannien, og det genlød de fleste andre steder i krigens første fase. Følgerne heraf blev hurtigt synlige: Allerede i efteråret 1914 begyndte de tyske og franske hære at mangle ammunition, og i de fleste lande begyndte priserne at stige. Denne udvikling førte efterhånden til dramatiske ændringer i det økonomiske og sociale liv. Staten overtog kontrollen med fordelingen af råvarer. Der blev indført priskontrol og rationering af varer, ikke mindst mad. I krigsindustrien udvikledes forskellige former for samarbejde mellem staten og private virksomheder for at fremme produktionen. For at sikre krigsproduktionen forhandlede man med fagbevægelsen, der i de fleste krigsførende lande fik sit store gennembrud i krigsårene. Forsyningerne til millionhærene satte samfundene under pres. For at afhjælpe problemerne i både industri og landbrug blev ganske unge, ældre og ikke mindst kvinder i millionvis inddraget i produktionen. Kvinder indtog også centrale funktioner i servicesektoren; for dem betød krigen derfor nye erfaringer på arbejdsmarkedet, mens de i familierne overtog rollen som overhoved. De principielt frigørende perspektiver i denne situation blev i praksis som regel helt overskygget af den daglige kamp for mad og bekymringen for ægtemænd, sønner og slægtninge ved fronten.

Udviklingen på de forskellige hjemmefronter fik afgørende betydning for krigens udfald. Moderne forskning har vist, at sejren tilfaldt de lande, der kunne kombinere høj krigsproduktion med rimelige forsyninger til befolkningen og propaganda, der sikrede opbakningen til krigen. Det lykkedes bedst for Storbritannien og Frankrig, dårligst for Rusland, mens Centralmagterne i stigende grad måtte ty til tvang for at holde sammen på deres samfund, efterhånden som krigen skred frem.

Med våbenhvilerne standsede krigshandlingerne. Fredstraktaternes udformning blev derefter bestemt af sejrherrerne, og fredsbetingelserne blev præget af en blanding af hævntørst, traditionel stormagtspolitik og elementer af den amerikanske præsident Woodrow Wilsons visioner om demokratiske nationalstater og en ny verdensorden, som han havde lanceret med De Fjorten Punkter. Omkring disse modstridende tendenser kredsede forhandlingerne på Parisfredskonferencen 1919-20, hvor de besejrede Centralmagter ikke var inviteret med. Konferencens hovedresultater blev oprettelsen af Folkenes Forbund, indførelsen af mandatsystemet og en nytegning af Europakortet, hovedsagelig baseret på nationalitetsprincippet. I Parisfredsaftalerne 1919-20 blev de besejrede lande pålagt territoriale afståelser, krigsskadeserstatninger og militære begrænsninger (se artikler om Versailles-, Saint-Germain-, Trianon-, Neuilly- og Sèvres-traktaterne samt om krigsskadeserstatning). De besejrede lande opfattede traktaterne som diktater, der ikke levede op til sejrherrernes propaganda om national selvbestemmelse, demokrati og mellemfolkelig forståelse. Som det eneste land fik Tyrkiet genforhandlet freden (se Lausannefreden).

I Ungarn og Tyskland skulle fredstraktaterne danne grundlag for revanchisme, dvs. et politisk ønske om gengældelse, mens der i Østrig var utilfredshed med fredens forbud mod, at landet kunne sluttes sammen med Tyskland. Heller ikke i sejrherrernes rækker herskede der fuld tilfredshed; i Italien talte højrefløjen således om "den lemlæstede fred", fordi landet ikke havde fået de lovede territorialgevinster.

Allerede mens der blev forhandlet i Paris, profeterede kritikere, at freden ikke ville holde. Revanchisme, mindretalsproblemer i Europa og voksende utilfredshed i de europæiske oversøiske besiddelser syntes at give dem ret, og flere historikere har kaldt de to verdenskrige for "den moderne Trediveårskrig" for at understrege denne sammenhæng.

Det var imidlertid ikke kun i international politik, at krigen fik vidtrækkende konsekvenser. I Europa førte den på kort sigt generelt til en demokratisering af staterne; riger som Tyskland, Østrig-Ungarn, Rusland og Osmannerriget brød sammen og blev afløst af nye styreformer og statsdannelser, der i hvert fald i den umiddelbare efterkrigstid tegnede til at blive mere demokratiske. Frie nationalstater og nye grænsedragninger blev etableret på grundlag af befolkningens etniske sammensætning. Det var ikke kun i taberlandene, at der skete forandringer. I de fleste lande var arbejderbevægelsen blevet en del af det politiske system, hvilket pegede fremad mod både regeringsdeltagelse og velfærdsstater. Valgretten blev mange steder udvidet i erkendelse af, at krigen var blevet udkæmpet af værnepligtige hære. At kvinderne på hjemmefronterne havde ydet en stor indsats blev brugt som argument for kvindevalgret, der blev indført i kølvandet på krigen i flere lande, bl.a. Storbritannien og Tyskland. Denne udvikling har fået nogle historikere til at se sociale og politiske fremskridt som en af krigens utilsigtede konsekvenser. Andre har dog peget på, at der var tale om processer, der var indledt længe før krigen, og at krigen måske snarere forsinkede fx kvinders ligestilling i politik og arbejdsliv.

Krigens politiske konsekvens var ikke kun at fremme demokratiet. En anden følge var en udbredt accept af vold som politisk middel. I mange lande forsøgte veterangrupper at overføre "krigens broderskab" til fredstid, og de dannede flere steder kernen i højreorienterede politiske bevægelser som fascisme og nationalsocialisme.

Krigens omkostninger havde været kolossale. Over 9 mio. soldater af de knap 70 mio., der deltog, var faldet; 22 mio. var blevet såret og invalideret for livstid, og 5 mio. meldt savnet. Disse ofres minde blev hædret gennem mindeceremonier, krigskirkegårde, krigsmindesmærker samt indretning i flere af de krigsførende landes hovedstæder af den ukendte soldats grav, et dengang nyt begreb. Store dele af denne mindekultur udsprang lokalt, idet ikke blot nationer, men også lokalsamfund ville mindes deres døde, men som 1920'erne skred frem, udviklede der sig forskellige traditioner. På den ene side fremstod et billede af krigen som den store katastrofe, hvor mænd blev lokket ud i krigshelvedet med fraser som "den søde død for fædrelandet"; på den anden side opfattelsen af krigen som en stor, rensende begivenhed, der belønnede handlekraft og offervilje. Den første tolkning blev dominerende i demokratiske lande, hvor denne opfattelse af krigen blev et vigtigt element i den modvilje mod krig, som prægede vide kredse i befolkningerne. Den anden tolkning vandt til gengæld genklang i lande som Italien og Tyskland, og navnlig efter at de var blevet diktaturstater; her var en blanding af romantisering af krigen og ønsket om at omgøre krigens resultater med til at drive disse lande frem mod en ny verdenskrig. Se også

• Danmark under 1. Verdenskrig
• Aldrig Mere Krig
• defaitisme
• pacifisme
• 2. Verdenskrig