Jul er den kristne fejring af Jesu fødsel.
Oprindelse
Ved midten af 300-tallet begyndte de kristne i Rom at fejre Jesu fødsel den 25. december. På denne dag havde kejser Lucius Domitius Aurelian efter en sejr i 273 indført en fest for den orientalske solgud under navn af Sol Invictus 'Den Uovervindelige Sol'. Kristus skulle som den sande sol fortrænge Sol Invictus.
En kristen højtid
Fra slutningen af 600-tallet kendes advent som forberedelse til jul. I den vestlige kirke kom adventstiden herefter til at betegne begyndelsen på kirkeåret med påske og pinse som de øvrige store højtider.
Af disse tre højtider er julen den sidst tilkomne, idet påske og pinse er blevet fejret siden kirkens tidligste historie. Julen rummer Kristi omskærelsesfest 1. januar og afsluttes med helligtrekongersfesten 6. januar.
Ordet jul
Det nordiske ord jul kendes også som låneord i finsk juhla 'fest' og joulu 'jul'. Ligesom det vestnordiske flertalsord jól er de dermed vidnesbyrd om, at man i Norden i førkristen tid havde en festperiode, som blev kaldt jul.
Tidspunkt
I midten af 900-tallet skal den norske kong Håkon 1. Adalsteinsfostre have besluttet, at julen for fremtiden skulle begynde på samme tid, som de kristne fejrede Jesu fødsel; tidligere var den begyndt midvinternatten, mellem 13. og 14. januar. Den katolske kirke søgte forgæves at erstatte ordet jul med kristmesse, der celebreres som midnatsmesse. Kun i de angelsaksiske lande sejrede Christmas over Yule, og det skete først i 1200-tallet.
At drikke jul
I et skjaldekvad fra ca. 900 får man i nogle glimt et indtryk af, hvordan julen blev fejret i førkristen tid. Hirdskjalden Torbjørn Hornklove lovpriser sin herre, den norske kong Harald 1. Hårfager: "Ude (på havet) vil han drikke jul ... som ung fik han lede ved ildhygge/ og ved at sidde inde/ ved den varme kvindestue/ og ved de dunfyldte vanter".
At drikke jul var fra vikingetiden til langt op i 1500-tallet det faste udtryk for at fejre jul. Man udbragte skåler for de guder, der kunne skaffe én et godt og frugtbart nytår: Njord og Frej samt Odin, der blandt andet havde fået tilnavnet Jólner (af vestnordisk jól).
Som kristnet viking skålede man for Kristus og Jomfru Maria. Efter Reformationen og langt ind i 1800-tallet udbragte man Guds skål. Endnu i begyndelsen af 1900-tallet var den rituelle skåldrikning familietradition i mange hjem.
Juleaften
Juleaften var i katolsk tid en vigilie, dvs. en vågeaften. Man skulle holde sig vågen, så man kunne komme i kirke ved midnat og overvære kristmessen. I de nordiske lande skiftede aftenen imidlertid fuldstændig karakter efter Reformationen: Juleaften blev nu julens ubestridte højdepunkt, med juletræ, julegaver, julenisser og julemand.