Jul, (oldn. jól, ordets etymologi er endnu ikke overbevisende forklaret), den kristne fejring af Jesu fødsel. Ved midten af 300-t. begyndte de kristne i Rom at fejre Jesu fødsel 25. december. På denne dag havde kejser Aurelian efter en sejr i 273 indført en fest for den orientalske solgud under navn af Sol Invictus 'Den Uovervindelige Sol'; Kristus skulle som den sande sol fortrænge Sol Invictus. Fra slutningen af 600-t. kendes advent som forberedelse til jul. I den vestlige kirke kom adventstiden herefter til at betegne begyndelsen på kirkeåret med påske og pinse som de øvrige store højtider. Af disse tre højtider er julen den sidst tilkomne, idet påske og pinse er blevet fejret siden kirkens tidligste historie. Julen rummer Kristi omskærelsesfest 1. januar og afsluttes med helligtrekongersfesten 6. januar.
Det nordiske ord jul kendes også som låneord i finsk juhla 'fest' og joulu 'jul'. Ligesom vestnordisk jól er de flertalsord og dermed vidnesbyrd om, at man i Norden i førkristen tid havde en festperiode, som blev kaldt jul. I midten af 900-t. skal den norske kong Håkon 1. Adalsteinsfostre have besluttet, at julen for fremtiden skulle begynde på samme tid, som de kristne fejrede Jesu fødsel; tidligere var den begyndt midvinternatten, mellem 13. og 14. januar. Den katolske kirke søgte forgæves at erstatte ordet jul med kristmesse, der celebreres som midnatsmesse. Kun i de angelsaksiske lande sejrede Christmas over Yule, og det skete først i 1200-t.
I et skjaldekvad fra ca. 900 får man i nogle glimt et indtryk af, hvordan julen blev fejret i førkristen tid. Hirdskjalden Torbjørn Hornklove lovpriser sin herre, den norske kong Harald 1. Hårfager: "Ude (på havet) vil han drikke jul ... som ung fik han lede ved ildhygge/ og ved at sidde inde/ ved den varme kvindestue/ og ved de dunfyldte vanter".