Île-de-France, administrativ region i Frankrig, hvori Paris og de fleste af dens forstæder ligger; 12.012 km2, 11,7 mio. indb. (2011). Île-de-France er inddelt i departementerne Seine (med kommunen Paris) og uden for dette Hauts-de-Seine, Seine-Saint-Denis og Val-de-Marne samt længst ude Seine-et-Marne, Yvelines, Essonne og Val-d'Oise.
Natur
Île-de-France er Pariserbassinets midte og ligger på en slette bestående af tertiære kalk-, mergel- og sandstensbjergarter, gennemskåret af Seinen og dens bifloder. Enkelte højere partier, som Montmartre 129 m, rager op over sletten. Landskaberne Brie mod øst samt Beauce mod syd er dækket af frugtbart løss. Ca. halvdelen af regionen er opdyrket, og 1/5 er skov. På store brug i Beauce og Brie dyrkes hvede, majs, solsikke og sukkerroer. I dalene er der intensiv gartneridrift med grøntsager og blomster til det parisiske marked.
Flodernes betydning tidligere i historien som transport- og kommunikationsveje har gjort stedet særdeles gunstigt for en storby, fordi fødevareforsyningerne til byen var sikrede, og det var forholdsvis nemt at opretholde herredømmet over det omliggende land.
Befolkning
Gennem 1800-t. og det meste af 1900-t. har Île-de-France med Paris haft en betydelig befolkningsvækst, som især var kraftig og ukontrolleret i tiden efter 2. Verdenskrig med en tilvækst på mere end 150.000 pr. år i slutningen af 1950'erne. Der blev i 1960'erne planlagt en række nye byer i en afstand af 20-50 km fra Paris, alle anlagt i tilknytning til gamle byer, Marne-la-Vallée mod øst, Melun-Sénart og Evry mod SØ, Saint-Quentin-en-Yvelines mod SV og Cergy-Pontoise mod NV. Tilsammen tæller de 600.000 indb. og 200.000 arbejdspladser (1990). Siden 1970'erne har befolkningsvæksten i Île-de-France været moderat med befolkningsnedgang i det centrale område og tilvækst i yderområderne. 13% af befolkningen i regionen er udlændinge.
Erhverv
Serviceerhvervene er helt dominerende i Île-de-France, som er Frankrigs politiske, økonomiske, kulturelle, forskningsmæssige og uddannelsesmæssige centrum og den af udlændinge mest besøgte region. Île-de-France er også en betydelig industripol med en høj værditilvækst, hvor der skabes mange nye virksomheder især inden for højteknologisk, fx elektronisk industri. Hovedsæderne ligger ofte i Paris' centrum, og produktionsafdelingerne placeres i udkanten, men i 1990'erne er også kontorer og forskningsinstitutioner blevet vigtige i de ydre dele af Île-de-France.
Infrastruktur
Paris ligger som centrum i et edderkoppespind i det franske vej- og jernbanenet. Regionen har to internationale lufthavne; langt den største, Aéroport Charles-de-Gaulle, ligger ved Roissy NØ for Paris, og Orly ligger mod syd. Højhastighedstognettet (TGV) forbinder Paris med Nord-, SØ-Frankrig og Atlanterhavsregionen. De seks gamle banegårde fra 1800-t. ligger i en ring omkring den indre by. Det interne trafiknet i Île-de-France betjener dagligt ca. 20 mio. rejsende, hvoraf 1/3 med det offentlige trafiknet (bus, metro, jernbaner). Det omfattende net af motorveje ender i den indre ringmotorvej, Périphérique, omkring selve Paris.
Historie
Île-de-France var centrum for capetingernes kongemagt, kerneland i Frankrig og tillige myteomgærdet. Så sent som i 1429 bruges betegnelsen for første gang og da om landet mellem floderne Seine, Oise og Marne. På Cæsars tid dækkede Parisiistammens land nogenlunde det senere Île-de-France, og Lutetia Parisorum, som Paris dengang hed, var allerede en vigtig by. Île-de-Frances rolle som Frankrigs kerneland hænger formentlig sammen med vikingernes gentagne overfald samt med valget af greven af Paris til konge i Karolingerrigets sammenbrudsperiode i 800-t. Île-de-Frances nordvestgrænse kom allerede til at ligge fast i 911 som følge af afståelsen af Normandiet til Rollo. Hugo Capet, der i 987 blev konge, var direkte lensherre over Neustrien inklusive Île-de-France, da han blev valgt. Paris og Saint Denis blev hurtigt centre i hans område. I 1124 betegnes Saint Denis-klostret som caput regni, rigets hoved, og her blev kongerne begravet. Fra Filip Augusts tid omkring 1200 var Paris i realiteten Frankrigs hovedstad, og Île-de-France domineret af krongods. Capetingerne satsede på byudvikling, og en række velstående byer som Sens, Soissons, Lagny, Senlis mfl. blomstrede op, og i Île-de-France udvikledes gotikken snævert forbundet med den nye centralmagt.
Île de France synes at have været en militær enhed, der i middelalderen blev benævnt Vicomté de Paris. I spidsen stod nogle capitaines généraux de l'Île de France eller lieutenants du roi, titler, der ikke fandtes i resten af riget. Ved en nyordning i 1519 blev der direkte udnævnt en guvernør over Île-de-France. Herefter skete der ingen væsentlige forandringer før under Revolutionen, da departementsstrukturen brød det gamle system op. Industrialiseringen betød i det meste af 1800-t. ikke meget for Île-de-France, idet væksten fandt sted i selve byen Paris. Først med udbygningen af jernbanenettet kom den industrielle vækst til Île-de-France, snævert forbundet med de mange nye industrier i slutningen af århundredet, fx bilindustrien og filmindustrien. I hele 1900-t. har væksten været voldsom. Ikke mindst efter 1960 har virksomheder og industrier i stort tal været tiltrukket af regionen. Den statsligt støttede udbygning med bl.a. "villes nouvelles" har bragt den nødvendige infrastruktur med sig.