Eksperimentel smerte
I Danmark har vi store smerteforskningsenheder og flere internationalt anerkendte smerteforskere. De har bidraget med viden og indsigt i de ofte store neurofysiologiske forandringer der ses hos mennesker med kroniske smerter.
En del af forskningen foregår i laboratorier, hvor man udsætter mennesker for forskellige typer af smerter under kontrollerede forhold. Det kan dreje sig om smerter fremkaldt ved varme, kulde, tryk, elektrisk strøm eller andet. Eksperimentel smerte kan ikke bruges til at afgøre om en patient har mere eller mindre ondt end en anden, men det er muligt at måle om en og samme patient har fået flere eller færre smerter efter en bestemt behandling.
I et smertelaboratorium kan man måle om en person for eksempel kan tåle mere tryk fra en manchet på armen efter at have løbet en tur end før. Når man hos en hel gruppe af forsøgspersoner måler en større tolerance for tryk efter fysisk aktivitet kan man konkludere at noget tyder på at fysisk aktivitet – her løb – giver større tolerance for tryk. Det betyder ikke at smerter kan løbes væk!
Der er forsket meget i forandringer i følesansen som en del af smertefysiologien, men langt det meste af forskningen er forgået på mennesker der ingen smerter har. Eller kun har haft smerter i kortere tid. Det er meget komplekst at forske i patienter der allerede har kroniske smerter og som har haft smerterne i mange år. Når først forandringerne i nervevævet er sket, kan vi ikke relatere fund til hvordan det var før smerterne startede. Eksperimentel smerteforskning hos kroniske smertepatienter er vigtig og der kommer hele tiden ny viden men det går langsomt.
Patienter med kroniske smerter har ofte en nedsat tærskel for eksperimentel smerte. Når en kroniske smertepatient bliver udsat for varme, kulde, tryk eller elektriske påvirkninger vil de føle smerte før de fleste andre. Og de vil afbryde påvirkningen før andre, uden smerte, ville være stoppet. Det stemmer ikke godt overens med den fornemmelse patienterne selv har af at kunne tåle mere smerte end andre. Der er ingen tvivl om at patienter der har haft ondt i lang tid har tilpasset sig det at have smerter, de har vænnet sig til at være forpinte mere eller mindre hele tiden. Så psykologisk set tåler og udholder de mere smerte end andre men fysiologisk set har de en lavere tærskel for smertestimuli.