ødem

Det hydrostatiske tryk i det arterielle kredsløb er det samme som blodtrykket. Blodtrykket presser blodet rundt i arterierne, men trykker også væske ud af blodårerne og over i vævet. Tilsvarende har vævsvæsken et hydrostatisk tryk, der modvirker dette tryk.

Når der er en forskel i koncentrationen af proteiner i vævsvæsken og i blodet, vil væske trækkes fra den væske med mindst protein til den væske med mest, på grund af osmose. Dette kaldes det kolloidosmotiske tryk eller onkotiske tryk.

Tyngdekraften trykker blodet i venerne i benene nedad. For at blodet i venerne i benene skal komme op og tilbage til hjertet, skal musklerne i benene bruges, så de pumper blodet opad. Dette kaldes muskel-venepumpen. Derfor kan man få hævede fødder og ankler, hvis man er meget i ro, fx ved meget stillesiddende arbejde eller længere flyrejser.

En af de hyppigste årsager til ødem er hjertesvigt. Når hjertets pumpeevne svigter, formår det i mindre grad at pumpe blod, hvilket gør, at der bliver ophobning af blod i venerne. Dette øger det hydrostatiske tryk i venerne og i kapillærerne, hovedsageligt i benene, hvilket giver ødem her.

En blodprop, der hæmmer videre cirkulation gennem venerne, så blodet hober sig op i kapillærerne og vævet, kan også give ødem. En blodprop opstår oftest kun i ét ben og kaldes dyb venetrombose, så ødem oftest opstår derfor ligeledes kun i ét ben i forbindelse med dette.

Ved betændelsestilstande og allergiske reaktioner opstår ødem på grund af øget blodtilstrømning til området, og fordi kapillærvæggene bliver mere gennemtrængelige end normalt.

En sjælden årsag til lokalt ødem er svigtende lymfedrænage. Ødem på denne baggrund kaldes lymfødem. Normalt sørger lymfesystemet for, at overskuddet af væske i vævene bliver tilbageført til blodet. Hvis lymfekarrene bliver ødelagt eller blokeret, stopper dræneringen, og da kan væsken hobe sig op. Dette kan fx ske hos kvinder, der får fjernet lymfeknuder i forbindelse med operation for brystkræft.

Leversvigt kan føre til nedsat koncentration af proteiner i blodet, fordi det i al væsentlighed er leveren, der producerer blodets proteiner.

Ved nyresvigt vil nyrernes evne til at udskille vand fra blodet reduceres, hvilket giver ophobning af vand i blodet. Den overflødige væske kan trykkes over i vævsvæsken og give ødem. En yderligere årsag til ødem ved nyresvigt er tab af proteiner i urinen (nefrotisk syndrom).

Proteiner kan af og til tabes med afføringen, fx ved tarmsygdomme eller med sårvæske ved udbredte brandskader.

Nedsat koncentration af proteiner i blodet kan også nogle gange skyldes underernæring, fx ved sygdommen kwashiorkor.

Årsagerne, der giver ophobning af væske i vævene, kan også føre til væskeansamling i kroppens lukkede hulrum, som fx i bughulen. Dette kaldes ascites.

Væv med ødemer har ofte en dejagtig og blød konsistens. Hvis man trykker med en finger, kan der opstå fordybninger, såkaldte pits, som bliver stående i flere sekunder. Dette kaldes pittingødem. Ødem, der ikke giver fordybninger ved tryk, kaldes non-pittingødem. Non-pittingødem er sjældnere og forekommer ved lymfødem, lipødem, og myksødem.

Hævelse i hjernen, hjerneødem, er en meget alvorlig type ødem, fordi hjernen ligger i kraniet, som er et lukket rum, der ikke kan udvide sig. Hvis hjernen bliver ødematøs, vil trykket i kraniet øges, hvilket kan lægge pres på hjernestammen og reducere blodomløbet i hjernen. Dette er livstruende.

Papilødem er hævelse, hvor synsnerven løber ind bag i øjet (synsnervepapillen). Dette er ofte et tegn på sygdomme i synsnerven eller øget tryk i kraniet.

Ødem i lungerne, lungeødem, er meget alvorligt, da det kan give problemer med udvekslingen af ilt og kuldioxid i lungerne.

Lymfødem er ødem i kroppen på grund af nedsat drænage i lymfesystemet. Dette er oftest på grund af skade på lymfesystemet, oftest efter fjernelse af lymfeknuder i forbindelse med kræftbehandling, fx ved brystkræft. Lymfødem kan også opstå af andre årsager eller være medfødt.

Angioødem er en flygtig optrædende hævelse i hud og slimhinder, der skyldes en kraftig udvidelse af blodårerne i vævet. Hævelserne opstår oftest i ansigtsregionen, særligt i øjenlågene, læberne og eventuelt i svælget, og er normalt udløst af en allergisk reaktion.

Myksødem er et tegn på alvorlig lavt stofskifte, hvor huden bliver fortykket. Navnet myksødem er misvisende, da der ikke er ødemer til stede, men snarere en øgning af kulhydrater i underhuden.

Prætibialt myksødem er et tegn på alvorlig Graves' sygdom, hvor der også opstår en øgning af kulhydrater i underhuden, hovedsageligt foran skinnebenet (tibia), hvilket giver en fortykkelse af huden her.

Lipødem er en medfødt sygdom, hvor der er øgede mængder fedtvæv i underhuden, hovedsageligt i benene. Navnet lipødem er misvisende, da der ikke er ødemer til stede, men snarere mængden af fedtvæv, der er større end normalt.