Arkæologiske fund viser en blomstrende kultur i romersk jernalder og folkevandringstiden, antagelig baseret på områdets rigdom på rav. Befolkningen var forfædre til den baltiske folkestamme preusserne, som i 1200-tallet blev undertvunget og kristnet af Den Tyske Orden og for størstepartens vedkommende fortysket.
I 1466 anerkendte Den Tyske Orden Polens overhøjhed i Preussen, som i 1525 blev omdannet til et arvehertugdømme. Preussen forenedes i 1618 i en personalunion med kurfyrstendømmet Brandenburg, som ophøjedes til kongedømme i 1701 og tog navnet Preussen.
Det tidligere hertugdømme fik navnet Østpreussen ved Polens første deling 1772, da området omkring floden Wisłas munding kom til at hedde Vestpreussen. I 1772 blev også det katolske fyrstbispedømme Ermland (på polsk Warmia), der næsten havde udgjort en enklave, indlemmet i Østpreussen.
Østpreussen adskiltes fra det øvrige Preussen efter 1. Verdenskrig med oprettelsen af Den Polske Korridor i 1919; Memelområdet (se Klaipėda) tilfaldt Litauen, men blev genvundet af Tyskland i 1939.
Indtil slutningen af 2. Verdenskrig talte dele af befolkningen slaviske sprog eller litauisk som hussprog, men da de var lutheranere, opfattede mange af dem sig som tyskere. Litauisk blev talt i den nordøstlige del af Østpreussen, også kaldet Lille Litauen (på latin Lithuania minor).
Efter 2. Verdenskrig blev Østpreussen ifølge Potsdamaftalen delt mellem Sovjetunionen, der fik den nordlige del, og Polen. Næsten hele den tyske befolkning flygtede eller blev fordrevet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.