Faktaboks

Sogn
Øster Tørslev Sogn
Provsti
Randers Nordre Provsti
Stift
Aarhus Stift
Kommune
Randers Kommune
Øster Tørslev Kirke er i blank mur med synlige byggematerialer, og har skifertage.
Øster Tørslev Kirke er i blank mur med synlige byggematerialer, og har skifertage.
Af .
Øster Tørslev kirke ved Randers.
Øster Tørslev kirke ved Randers.
Af .
Øster Tørslev Kirkes tårn står vest for skibet og har pyramidetag.
Øster Tørslev Kirkes tårn står vest for skibet og har pyramidetag.
Af .

Øster Tørslev Kirke er en genopført kirke, hvis forlæg var fra den romanske periode. I kirken er der bevaret inventar fra den nedbrudte kirke, hvor særligt middelalderen med et sjældent, unggotisk korbuekrucifiks og barokken med et helstøbt inventar er fornemt repræsenteret.

Kirken ligger i den østlige udkant af Øster Tørslev by omtrent 18 kilometer nordøst for Randers.

Kirkebygningen

Den nuværende kirke fra 1875-1876 består af et kor og et skib samt et smalt tårn med pyramidetag vest for skibet.

Bygningen er i blank mur med synlige byggematerialer, og den har overalt skifertage.

Kirkens ydre

Indtil opførelsen af den nuværende kirke ved arkitekt Frits Uldall stod på dens sted en romansk kirke af tilhugne granitsten. Den nedrevne kirkes murværk og detaljer blev delvist genanvendt, hvorfor de i dag kan ses i kirkens murværk.

Den nuværende, historicistiske kirke genbruger og efterligner således det romanske formsprog. Det kan ses i de bastante mure og den hyppige brug af rundbuer.

Fra den ældre bygning ses på sydsiden af skibet den romanske sydportal. Den har en rundbuet overligger, der kaldes et tympanon, hvorpå der er et relief af et græsk malteserkors. Også den romanske norddør uden tympanon og muligvis præstedøren på korets sydside er overført til den nuværende. De er alle muret til.

På samme måde er der overliggere fra de romanske vinduer indsat i den nuværende kirkes mure.

Kirkens indre

Kirken er i det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer præg af dets flade bjælkelofter og pudsede vægge.

Over skibets syddør ses i våbenhuset et farverigt maleri af en sædemand, der er signeret H. C. H. 1945.

Inventar og gravminder i Øster Tørslev Kirke

I Øster Tørslev Kirke er inventaret fra flere forskellige perioder, hvor særligt middelalderen og barokken er rigt repræsenteret.

Middelalderens inventar: Korbuekrucifikset

I korbuen hænger der et korbuekrucifiks på dets traditionelle plads. Det er fra den tidlige gotiske periode omkring år 1250. Krucifiksets korstræ er indfattet i en udskåren bue med fornemt snittet udsmykning.

Barokkens inventar

Døbefonten i egetræ står midt i koret. Fonten fra omkring 1650 har seks sider og hjørnehermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler. Dens fod udgøres af tre udskårne løver.

Alterbordet har på forsiden paneler fra omkring 1670. De har ottekantede felter med malerier af Kristi fødsel, korsfæstelsen og opstandelsen.

Altertavlen fra omkring 1670 har en arkitektonisk opbygning med fire snoede søjler, der i par flankerer nicher med to evangelister. På siderne er der dekorativt udskårne vinger. Ovenover bærer søjlerne et såkaldt topstykke med en brudt trekantgavl og et relief af korsnedtagelsen. På siderne er der små arkade med brudte trekantgavle og evangelistfigurer. I midten af tavlen er der indsat et relief af Kristus hos Martha og Maria af V. Fjeldskov fra 1876.

Prædikestolen er fra samme tid som altertavlen, og den er udført af samme værksted. Den har i fagene arkader med statuer af de fire evangelister. På hjørnerne er der par af glatte søjler. Himlen ovenover har ligeledes fint snitværk af bl.a. små skulpturer med lidelsesredskaberne.

Nyere tids inventar

På skibets sydvæg hænger der et maleri af den brændende tornebusk, som er malet af Maja Lisa Engelhardt i 1996.

Gravminder

I kirken er der ophængt store epitafier, dvs. mindesmærker over de døde, fra 1646, 1704 og 1770.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig