Ørkenen

Ørkenen er kendt for sine mange sjældne dyr og planter som markpiber og ulvefod. Området blev fredet i 1938-39 og er anerkendt som Nordeuropas største lavhede. Her vokser mosser, rensdyrlav og mange andre arter af lav. På den sandede og stenede strandvoldsslette er der mange store og grovsandede klitter, som i den vestlige del når op 24 meters højde. Langs kysterne består klitterne af finere sand.

Det ubeboede og næsten træløse område er dannet i læ bag Anholts vestlige morænebakke, og hav og vind har især i stenalderen aflejrede store mængder af materiale. Ørkenen bliver gennem en naturpleje jævnligt ryddet for selvspirende træer og buske for at bevare landskabet i sin nuværende ved at forhindre opvækst af skov.

Gennem tiderne har sandflugt hærget på Anholt. Når sandet blæser hen over landskabet, slider det på blotlagte sten og andre forhindringer. I Ørkenen kan man finde sten, der af sandet er slebet flade, glatte og glinsende. Den slags sten kalder anholtboerne for ørkenlak.

Indtil sidste halvdel af 1500-tallet har Ørkenen sandsynligvis været dækket af fyrreskov. Men efterhånden blev der mere skibstrafik i Kattegat, og den 8. juni 1560 udsendte Kong Frederik den 2. en befaling om, at Anholt skulle opsættes et fyrtårn ved Totten, øens nordligste punkt.

Anholt Fyr var i begyndelsen ganske simpelt, og man huggede løs af fyrreskoven for at skaffe brænde til bålet på fyret. Kongen måtte dog allerede fire år efter forbyde skovfældningen, for den var ved at forsvinde. Dette forbud rettede anholtboerne sig dog ikke efter, da de brugte brændet til fx at koge tjære – og i 1591 var fyrreskoven så forsvundet.