Île-de-France

Île-de-France er Pariserbassinets midte og området ligger på en slette, der består af tertiære kalk-, mergel- og sandstensbjergarter, og det er gennemskåret af Seinen og dens bifloder. Der findes enkelte højere partier, som Montmartre. Der rager 129 meter op over sletten. Cirka halvdelen af regionen er opdyrket, og godt tyve procent er skov. I de historiske frugtbare landskaber Beauce og Brie i departementerne Seine-et-Marne og Essonne dyrker man hvede, majs, solsikker og sukkerroer, mens der i dalene er intensiv gartneridrift med grøntsager og blomster til det parisiske marked.

Flodernes betydning tidligere i historien som transport- og kommunikationsveje har gjort stedet særdeles gunstigt for, her kunne vokse en storby op, fordi fødevareforsyningerne til byen var gode og stabile, og det var forholdsvis nemt at opretholde herredømmet over det omliggende land.

Gennem 1800-tallet og det meste af 1900-tallet har Île-de-France med Paris haft en betydelig befolkningsvækst, som især var kraftig i tiden efter 2. Verdenskrig med en tilvækst på mere end 150.000 indbyggere per år i slutningen af 1950'erne. Der blev i 1960'erne planlagt en række nye byer i en afstand af 20-50 kilometer fra Paris, alle anlagt i tilknytning til gamle byer, Marne-la-Vallée mod øst, Melun-Sénart og Evry mod sydøst, Saint-Quentin-en-Yvelines mod sydvest og Cergy-Pontoise mod nordvest. Siden 1970'erne har befolkningsvæksten i Île-de-France været moderat med en befolkningsnedgang i det centrale område og en tilvækst i yderområderne.

Serviceerhvervene er helt dominerende i Île-de-France, som er Frankrigs politiske, økonomiske, kulturelle, forskningsmæssige og uddannelsesmæssige centrum. Det er også den region, der har de fleste turistbesøg. Île-de-France er også en betydelig industripol med en høj værditilvækst, hvor der skabes mange nye virksomheder især inden for højteknologisk og elektronisk industri. Hovedsæderne ligger ofte i Paris' centrum, mens produktionsafdelingerne placeres i udkanten. Fra 1990'erne er også liberale erhverv og forskningsinstitutioner blevet vigtige i de ydre dele af Île-de-France.

Paris ligger som centrum i et edderkoppespind i det franske vej- og jernbanenet. Regionen har to internationale lufthavn. Langt den største, med 76,2 millioner passagerer i 2019, er Aéroport Charles-de-Gaulle, der ligger ved Roissy nordøst for Paris, og her efter kommer Frankrigs næststørste lufthavn Orly, med 31,9 millioner passagerer i 2019. Den ligger mod syd. Højhastighedstognettet (TGV) forbinder Paris med Nord-, Sydøst-Frankrig og Atlanterhavsregionen. De seks gamle banegårde fra 1800-tallet ligger i en ring omkring den indre by. Foruden jernbaner består det offentlige trafiknet af bus og metro. Indtil 1960’erne var metroen stort set kun at finde i byen Paris, men i 1969 åbnede den første regionale metrolinje, RER, og dette transportnet er siden blevet kraftigt udbygget. Det omfattende net af motorveje ender i den indre ringmotorvej, la Périphérique, der omkranser byen Paris.

Navnet, Île-de-France optræder første gang 1429 som betegnelse området mellem floderne Seinen, Oise og Marne. Men det har været et vigtigt magtcentrum meget tidligere.

I romertiden dækkede Parisiistammens land nogenlunde det samme område, og Lutetia Parisiorum, som romerne kaldte byen, var allerede dengang en vigtig by. Île-de-Frances rolle som Frankrigs kerneland hænger med valget af greven af Paris til konge i Karolingerrigets sammenbrudsperiode i 800-tallet. Nordvestgrænsen blev allerede i 911 lagt fast, fordi Normandiet blev afstået til Rollo. Hugo Capet blev i 987 valgt til konge, som den første af Capetingerne, kongeslægten, der herskede her fra 987 til 1328. Han var lensherre over Neustrien, der inkluderer Île-de-France. Paris og Saint Denis blev vigtige centre, der blev indlemmet i hans landområde. I 1124 betegnes Saint Denis-klostret som caput regni, rigets hoved, og her blev kongerne begravet. Fra Filip Augusts tid omkring 1200 var Paris i realiteten Frankrigs hovedstad, og Île-de-France domineret af krongods. Capetingerne satsede på byudvikling med markante gotiske bygninger, og en række velstående byer som Sens, Soissons, Lagny, Senlis blomstrede op.

Île de France var en militær enhed, der i middelalderen blev benævnt Vicomté de Paris. I spidsen stod flere Capitaines Généraux de l'Île de France eller Lieutenants du Roi, titler, der kun blev brugt her. Ved en nyordning i 1519 blev der direkte udnævnt en guvernør over Île-de-France. Herefter skete der ingen væsentlige forandringer før under Revolutionen med departementsstrukturen, der blev vedtaget i 1790, brød det gamle system op. Industrialiseringen betød i det meste af 1800-tallet ikke meget for Île-de-France, da væksten fandt sted i selve byen Paris. Først med udbygningen af jernbanenettet skete der en industriel vækst uden for Paris, og den var snævert forbundet med de mange nye industrier, der opstod i slutningen af århundredet, som bilindustrien og filmindustrien. I hele 1900-tallet har væksten været kraftig. Ikke mindst efter 1960 har virksomheder og industrier i stort tal været tiltrukket af regionen, og staten hat finansieret den nødvendige infrastruktur hen ad vejen.

Île-de-France rummer et meget stort antal seværdigheder og historiske monumenter. Der ligger rigtig mange i byen Paris, men der er også meget vigtige monumenter uden for byen. Således er der tre steder, der optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste. Det er fire steder i Ile-de-France er klassificeret som UNESCO verdensarv. Uden for Paris er det slottet og parken i Fontainebleau, slottet og parken i Versailles og Provins som middelalderlig markedsby. Hertil kommer Seinen og dens bredder.

Man finder også nogle meget smukke haver ved Château de Breteuil, Château de Saint-Jean-de-Beauregard, Château de Vaux-le-Vicomte og Domaine de Courson.

Af nutidige seværdigheder er det værd at nævne EuroDisney eller Disneyland Paris i Marne-la-Vallée og La Grande Arche eller den nye Triumfbue i La Défense, vest for Paris.

Læs mere i Lex.dk

• Paris
• Versailles
• Fontainebleau
• EuroDisney
• La Grande Arche