POUL

CH RI STI AN SEN

FØDT 1855

Johan Rohde, der var den første Kunstner — vel overhovedet den første i det hele taget — der
skrev om Poul Christiansen (i disse Dage for 34 Aar siden) giver en indgaaende Karakteri-
stik af sin gamle Ven i Anledning af 70-Aars-Dagen og den store retrospektive Udstilling i den Frie.

N/VAR Poul Christiansen, til Overraskelse for de fle-
ste, der kjender denne solide, stærke, arbejds-
ivrige Mand, iaar fyldte halvfjerds, har han dog
en forholdsvis kortere Kunstnerbane at se til-
bage paa, og han var endogsaa ret godt oppe i Aarene,
inden han fik tilkæmpet sig et virkeligt Navn som Kunstner.

Først sent ombyttede
den halvfynske, halv-
jydske Møllebygger den
tunge Økse med den
lette Pensel, og i lang
Tid faldt dette lettere
Værktøj ham vanskeligt i
Haanden. Længe var
han om at vænne sig til
det, og tappert maatte
han slide som Dreng
og Svend. — Han maat-
te, som Zahrtmann
plejede at sige, som Ja-
cob kjæmpe med Her-
ren, med den Trøst, at
det var ikke noget at
være kjed af; »thi intet
var farligere for en Ma-
ler end at have en toi-
let Haand.«

Det er dog ikke lut-
ter Mangler, Christian-
sen mødte med, da han
som Rekrut meldte sig,
næsten 30 Aar gammel,
paa Zahrtmanns Skole
og blev sat til at tegne
Krukker. Han besad
først og fremmest en
klippefast Tro paa at
ville og kunne løse de
Opgaver, som han alle-
rede da havde sat sig,
og dernæst en rigelig Vægtdel af den ægte Naivitet, denne
i vore Dage saa sjældne og efterspurgte Vare, uden en
Unze af hvilken ikke selv den smidigste Kamel slipper igen-
nem Kunstens Naaleøje.

Under sit lange og støtte Arbejde havde han en trofast
Lærer og Ven i Zahrtmann, der fra Begyndelsen havde en
ganske særegen Forkjærlighed og Interesse for denne
tungvindte Elev, som ellers blev set paa med saa stor
Skepsis, endog da han traadte frem med sine første bety-
delige Arbejder. Det akademisk skolede prægede endnu i
hele forrige Aarhundrede Kunsten, og Christiansens Man-
gel herpaa satte ham i Skygge og rejste en Mur omkring
ham, skjønt hans først udstillede Arbejder bar Vidne om
ogsaa rent kunstneriske værdifulde Egenskaber; det var

først et senere Slægtled, for hvem Farvens Betydning var
gaaet helt op, der tilfulde forstod at vurdere ham.

Saa blev en Dag, efter mange Aars Skuffelser paa det
gamle Charlottenborg, hans Billeder hængt op paa den frie
Udstilling. De kom til at hænge paa en farlig Plads ved
Siden af en af vor Kunsts Koryfæer, og det gik op for den

Del af Publikum, der
havde Øje at se med, at
det ikke netop var Chri-
stiansen, der kom til
kort. Et Par Aar senere
udstillede han alle sine
Billeder samme Sted, og
da behøvede han ingen
Støtte mere. —

Som Følge af hans
tunge, besværlige Ar-
bejdsmaade er det ikke
nogen egentlig stor Pro-
duktion Christiansen la-
der bag sig. Hvert en-
kelt Billede koster ham
en haard Kamp. Som
saa mangen en moderne
Maler, der betyder no-
get, ejer han en Ud-
tryksform, som den
ukyndige kalder Dilet-
tantisme, kjendelig ved
en Ubehjælpsomhed i
det rent tekniske, Lige-
gyldighed for at faa
Rammen fyldt med
overflødige Smaating,
Vanskelighed ved at faa
Formen til at løsne sig
fra Lærredet, Besvær
ved at føre Penslen med
indsmigrende Lethed,
Mangler, der ofte staar
i grel Modsætning til Opgavernes Omfang og Betydning.
Han savner alt det, som Godtfolk ønsker sig paa et Maleri:
Nethed, Sirlighed, Properhed og en vis vandkæmmet Ynde,
og han har aldrig benyttet sig af en til Tider højt skattet
Manér, Iaant fra ældre Kunst.

Grov er hans Pensel ofte, kejtet kan hans Tegning være,
Farven ubehjælpsom paasat og tidt i overvættes Mængde;
hans Billeder kan ligefrem bugne af fed Oliefarve; van-
skelig ved at faa fat i den exakte Form og uden i nogen
særlig Grad at interessere sig for Komposition i gammel-
dags Forstand, maler han løs, over og under, snart arbej-
dende i den vaade sejge Farve, snart laserende paa den
tørre, uden at tænke paa forfinede optiske Farve-Modsæt-
ninger eller moderne Raffinement. Det er ikke Mellem-

Thorvaldsen arbejder paa Relieffet: Natten

177