den for en Nationalpavillon højst uheldige, at Pavillonen
ikke har nogen national Karakter. Alene Navnet paa Mu-
ren siger een, at dette er Danmarks Hus — man fatter det
ikke af Husets blotte Udseende. Herfor gives ingen Und-
skyldning. Moderne
Arkitektur kan ud-
mærket bære et natio-
nalt Præg. Man behø-
ver ikke at opnaa et
saadant ved, som f.

Eks.- Japanerne har
gjort det her, at op-
føre en specifik natio-
nal Hustype.

Et af Udstillingens
interessanteste Punk-
ter er den Kamp for
Hævdelse af Natio-
nens Selvstændighed,
som præger en Grup-
pe Lande, især Østrig
og Polen og ogsaa
særligt Tjekkoslova-
kiet og Jugoslavien —
dette, at disse benytter
deres Deltagelse i Udstillingen til at hævde deres Kulturs
særlige Karakter og dermed deres Eksistensberettigelse og
Værdi i de ledende Nationers Række. De har forstaaet,
disse Lande, hvad det betyder at være med i en saadan Ver-
densopvisning — forstaaet, at
intet økonomisk Offer her kunde
være for stort, og til Trods for
Fattigdom og fortvivlede Valu-
taforhold gjort deres yderste.

Dette bør være en gavnlig Lære
for os i Danmark, som næppe
altid er helt klare over Værdien
ved Verdensudstillinger og Nød-
vendigheden af at gøre noget al-
vorligt ud af sin Deltagelse.

Dette Moment kommer klart
til Orde i Østrigernes Særkata-
log, paa hvilket der — ligesom
det er Tilfældet hos Svenskerne
— er ofret stor Omhu og stor Be-
kostning. Fhv. Udenrigsminister
Alfred Grunberger nævner i sin
Indledningsbemærkning Ver-
densudstillingerne i Paris 1867
og 1878. »Disse to Udstillinger«,
siger han, »blev os særlig værdi-
fulde ved, hvad de bidrog til Ud-
viklingen af vore dekorative
Kunster. Dér skabtes deres Be-
rømmelse, og nogle østrigske
Huse, som Lobmeyrs Glasværk,
vandt deres fremragende Position ved den Succes, som de
havde paa disse Udstillinger.« Og Præsident for Handels-
kamret i Wien Franz Quidenus, tillige Præsident for Øst-
rigernes Udstillingskommissariat, udtaler i en Bemærkning

sammesteds om »Le role économique des arts décoratifs et
industriels en Autriche« »Publiciteten er moderne Handels
Livsprincip. Den tvinger til at fremstille sig i fuldt Dagslys,
at fastslaa sin Nærværelse paa energisk Maade. Hvorledes

de økonomiske For-
hold saa end var,
inaatte vi gøre alt,
hvad der stod i vor
Magt for at drage For-
del af en saadan Chan-
ce. For Østrig drejer
det sig særlig om at
vise, at trods alle ud-
staaede Prøvelser er
dets intellektuelle,
kunstneriske og indu-
strielle Formaaen sta-
dig levende og frugt-
bar. Naar det er lyk-
kedes os at bevise den-
ne urokkelige Livs-
kraft ved vor Delta-
gelse i Udstillingen, vil
vi finde vore Anstren-
gelser rundeligt beløn-
nede.« — Disse Betragtninger har Østrigerne bragt til Ud-
førelse ved deres Udstilling og gjort det med en Dygtig-
hed, der er lige beundringsværdig ved sin Konsekvens og
sin Energi. De har med den berømte og fremragende Josef

Hoff mann som ledende Arkitekt
og Hovedarrangør udrettet et
kæmpemæssigt Arbejde. De ud-
stiller en Mængde Varer, og de-
res Pavillon er helt lagt an som
Udstillingsmagasin. Egentlig
skulde disse Pavilloner kun væ-
re repræsentative Bygninger, men
Repræsentationsvirksomheden
er her indskrænket til det mindst
mulige. Pavillonen er rig paa Af-
veksling, fuld af lyst Humør og
harmonerer derved i arkitekto-
nisk Stemning med de mange
Stnaating, den rummer. Denne
Stemning anslaas allerede ude-
fra ved de symbolske Emblemer
med tilhørende Navne paa be-
rømte Østrigere, især Musikere,
der er strøet over Facaderne.
Hoffmann har ikke villet nøjes
med den afsatte Plads, men har
ogsaa bygget paa den anden Si-
de af Spadserefortouget bag Pa-
villonrækken langs Seinekajens
Brystværn. Han har indrettet
sit Hus som to Pavilloner, for-
bundne med hinanden tværs over Fortouget ved en kort
aaben. Søjlegang. Ved Anordningen af Lokalernes ind-
byrdes Forbindelse og ved lange Korridorer fører Arki-
tekten paa en meget sindrig Maade den besøgende gennem

Esplanade des Invalides. I Baggrunden Hotel des Invalides

140