Vanerne er i nordisk mytologi den ene af de to dominerende gudeslægter; den anden er aserne.
Kun navnene på tre vaner kendes, nemlig Njord, Frej og Freja, der ved fredsslutningen efter den første krig i verden blev sendt til aserne som gidsler. Her fungerer de helt integrerede i asegruppen og varetager funktionerne for frugtbarhed, rigdom og i det hele taget overflod. Selve vanegruppen fortæller kilderne derimod ikke mere om.
Tidligere mente man, at tilstedeværelsen af de to grupper, aser og vaner, var udtryk for erindringen om en krig, der engang havde fundet sted mellem indfødte, agerdyrkende nordboer og et fremmed krigerfolk, der var trængt ind i Norden. I dag er de fleste imidlertid enige om, at der er tale om en myte, som reflekterer selve idéen om et samfunds opkomst og hvordan det struktureres i forskellige hovedfunktioner i et socialt hierarki: herskeren, krigeren og agerbrugeren.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.