Et prisme er en geometrisk figur, der har to parallelle, kongruente polygoner som endeflader og et antal parallelogrammer som sideflader; lige så mange, som der er kanter i endefladen.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet prisme kommer af græsk prisma, af priein 'save, gennemsave'.
Prismet er et polyeder og fremkommer mellem to plane, parallelle snit i et prismatisk rør. Det kaldes \(n\)-sidet, hvis endefladerne (grundfladerne) er \(n\)-kanter. Prismet er ret, når sidefladerne er vinkelrette på grundfladerne, og regulært, når yderligere grundfladen er en regulær polygon.
Et parallelepipedum er et eksempel på et 4-sidet prisme, mens en kasse er et ret, 4-sidet prisme; hvis kassen har en kvadratisk grundflade, er prismet regulært.
Rumfanget \(V\) af et prisme er \(h\cdot A\), hvor \(h\) er højden, dvs. afstanden mellem grundfladerne, og \(A\) er arealet af en grundflade.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.