mave-tarm-kanal

Mavesækken (latin ventriculus, græsk gaster) er et muskuløst hulorgan, der ligger opad til venstre i bughulen, lige under mellemgulvet. Den inddeles i den øvre fundus, hvor spiserøret indmunder, corpus, som udgør det meste af organet, og den nedre pylorus (latin 'portvagt'), hvor tykkelsen af muskulaturen i væggen gradvis tiltager ned mod en kraftig ringmuskel ved overgangen til tolvfingertarmen.

Når mavesækken er tømt for føde, er rumindholdet ca. 50 ml, men den kan udvides til at rumme ca. 1,5 l, dvs. 30 gange så meget. Det skyldes, at den glatte muskulatur i væggen reflektorisk afslappes ved synkning.

Når mavesækken tilføres føde, begynder peristaltiske kontraktioner i fundusdelens muskulatur. Disse opdeler føden i mindre klumper og blander den med mavesaft, idet blandingen drives frem mod maveporten, således at nogle få ml chymus presses ned i tolvfingertarmen gennem ringmusklen. Sammentrækning af ringmusklen sikrer dog, at hovedparten af føden bliver så længe i mavesækken, at en delvis fordøjelse kan finde sted.

Mavesækkens tømning styres dels ved nervereflekser og frigørelse af hormonet gastrin i mavesækkens væg, der begge fremmer tømning, dels af faktorer i tolvfingertarmen, som hæmmer tømning. Således fører føde og saltsyre fra mavesækken til aktivitet i sanseceller og frigørelse af hormoner i tolvfingertarmens væg. Impulser fra sansecellerne hæmmer via centralnervesystemet og hormonerne via blodet mavesækkens peristaltik og lukker ringmusklen ved maveporten.

Fordøjelsen i mavesækken skyldes spyttets amylase, som spalter stivelse, samt enzymer og saltsyre produceret af kirtler i mavesækkens slimhinde. Der produceres ca. 2 l mavesaft i døgnet, hvoraf det meste dannes i fundus- og corpusslimhinden. I sekretet findes enzymet pepsinogen, saltsyre og proteinet intrinsic factor, som binder sig til B₁₂-vitamin i føden og herved sikrer optagelsen i den nedre del af tyndtarmen.

Sekretet fra pylorusdelens kirtler indeholder væsentligst beskyttende slim, som også udskilles af alle de øvrige overfladeceller i mavesækken. Særlige celler, hovedcellerne, producerer den pepsinogen, der af saltsyre spaltes til aktivt pepsin, som nedbryder proteiner til mindre peptider. Saltsyren, som produceres af parietalceller, har også betydning for spaltning af fødeklumper og for drab af bakterier bragt med føden.

Udskillelsen fra mavesækkens kirtler styres via nerver og hormoner. Tanker om og syn, smag, lugt og tygning af føde fremkalder nerveimpulser fra hjernen til hoved- og parietalceller i fundus-corpus-delen og fører til frigørelse af hormonet gastrin, hvilket øger produktion af saltsyre og pepsinogen. Også tilstedeværelse af føde i mavesækken, specielt nedbrudte proteiner, resulterer i nerveimpulser og gastrinfrigørelse. Når føde fylder tolvfingertarmen, hæmmes produktionen via de samme faktorer, som hæmmer tømning af mavesækken.

Tyndtarmen inddeles i tolvfingertarmen (latin duodenum, af duodecim 'tolv'; længden er som tolv fingre lagt ved siden af hinanden) og den 6-8 m lange, krøsbærende tyndtarm, hvis første ²/₅, jejunum (latin 'tom'; den er oftest tom hos lig), ligger opad til venstre i bughulen og fortsætter i ileum (latin 'snoet'), som overvejende ligger nedad til højre, hvor den går over i tyktarmen.

Det er i tyndtarmen, at den endelige nedbrydning og langt den største optagelse af føde finder sted. Sammentrækninger i tarmens cirkulære muskulatur sikrer effektiv blanding af tarmindholdet og en langsom, kontrolleret transport gennem tarmen. Når det meste af føden er absorberet, hvilket tager ca. fire timer, afløses disse sammentrækninger af peristaltiske bevægelser — sammensnørende muskelsammentrækninger, der langsomt glider ned ad tarmen og herved transporterer indholdet mod tyktarmen.

Tyndtarmens slimhinde har en meget stor absorberende overflade: ca. 200 m² hos en voksen person. Slimhinden er stærkt foldet i den øverste halvdel, og i hele tyndtarmen findes tætstillede, millimeterlange, fingerlignende trevler, villi, hvorpå det absorberende cellelag sidder. Desuden besidder den enkelte epithelcelle 3000-6000 mikrovilli (børstesøm), der er hårlignende udfoldninger af cellemembranen.

Tyndtarmens epithelceller producerer ca. 1,5 l slimholdigt sekret i døgnet samt enzymer, som medvirker til den videre spaltning af næringsstofferne inden deres optagelse. Kroppens samlede stofoptagelse sker gennem tyndtarmens epithelceller. Før optagelse må næringsstofferne nedbrydes til mindre enheder: kulhydrater til monosaccharider (fx glukose), proteiner til aminosyrer og fedt til frie fedtsyrer og monoglycerider. Både spaltning og optagelse hjælpes på vej af enzymer og galde tilført i tolvfingertarmen; daglig tilføres omkring 1,5 l sur fordøjelsesvæske fra bugspytkirtlen og 1 l galde fra leveren via galdeblæren.

Under tarmindholdets transport gennem tyndtarmen opsuges langt det meste af væsken, og det er således temmelig koncentreret, inden det når tyktarmen (latin intestinum crassum). De peristaltiske bevægelser i tyndtarmen presser indholdet gennem en lukkemuskel til første del af tyktarmen: blindtarmen (latin caecum 'blind'), som ligger i nedre højre del af bughulen. Fra blindtarmen afgår en som oftest ca. 8 cm lang og 0,5 cm tyk, blindt endende divertikel: det ormeformede vedhæng (latin appendix vermiformis), i daglig tale blindtarmen. I barndommen er divertiklens væg fyldt med lymfevæv, og den har formentlig betydning for opbygningen af tarmens immunforsvar. Betændelse i divertiklen, blindtarmsbetændelse, er en hyppigt forekommende sygdom, som opstår ved bakterieangreb i væggen.

Fra blindtarmen løber tyktarmen op til leverens underside i højre side af bughulen som colon ascendens (latin 'opadstigende tarm') for efter en bøjning at løbe tværs over bugen som colon transversum (latin 'tværstillet tarm') langs underkanten af mavesækken. Neden for milten løber den efter en ny bøjning ned i venstre side af bughulen som colon descendens (latin 'nedstigende tarm'). Ved overgangen til bækkenet fortsættes i colon sigmoideum (latin 's-formet tarm'), som efter et par bøjninger går over i endetarmen, rectum (latin rectus 'lige'). Mens rectum hos dyr svarer til sit navn, har den hos mennesket tre bøjninger, før den ender i endetarmskanalen, canalis analis, som gennem bækkenbunden leder til endetarmsåbningen, anus.

Tyktarmen har generelt en større diameter end tyndtarmen, bortset fra colon descendens, som kan være ganske snæver, når den ikke udspiles af afføring. Den samlede længde er ca. 1,5 m. Tyktarmen kan kendes fra tyndtarmen på, at dens ydre længdeforløbende muskulatur er samlet i tre bånd, mens tyndtarmens tilsvarende muskulatur er jævnt fordelt. De tre bånd er kortere end resten af væggen, således at tyktarmens væg buler ud mellem båndene, hvilket bl.a. kan ses på røntgenbilleder. Tyktarmen har ikke tarmtrevler som tyndtarmen, og den har således en meget mindre absorberende overflade; i tyktarmen optages stort set kun vand og salte, bl.a. optages galdesalte til genbrug.

Fæces bringes gennem tyktarmen ved peristaltiske bevægelser svarende til tyndtarmens, men langsommere. Øget indhold i mavesæk og tolvfingertarm fører til gastro-coliske reflekser, som dels åbner lukkemusklen mellem tynd- og tyktarm, dels bringer fæces videre ned i tyktarmen til colon sigmoideum, hvor den samles. Efter et måltid presses fæces ned i rectum.

Rectum har en diameter på 2-3 cm, når den er tom, men kan udvides til mere end det tredobbelte. Endetarmskanalen er omgivet af kraftig og overvejende ringforløbende glat og tværstribet muskulatur, der som regel aflukker kanalen effektivt, når der ikke presses afføring eller luft igennem. Tilstedeværelsen af fæces i rectum fører til afslapning af den glatte muskulatur og dermed afføringstrang. Ved udtømning afslappes den viljestyrede tværstribede ringmuskulatur, og bugpressen aktiveres. Der er normalt kun få ufordøjede føderester i fæces, som mest består af bakterier fra tyktarmen og afstødte epithelceller fra tarmvæggen og eventuelle kostfibre.

Fosteret har en simpel, rørformet mave-tarm-kanal, som kan opdeles i en fortarm, en midttarm svarende til blommesækkens tilhæftning og en bagtarm. Fra fortarmen udvikles mundhule, svælg, spiserør, mavesæk og øvre del af tolvfingertarmen. På overgangen til midttarmen udvikles bugspytkirtel og lever. Midttarmen vokser i længde og udvikles til resten af tyndtarmen samt tyktarmen til og med størstedelen af colon transversum. Denne kraftige længdevækst bevirker, at der i en periode af fostertilværelsen ikke er plads til tarmen i bughulen, og den skydes da ud af fosteret. Når den senere vender tilbage under fosterets vækst, drejes den således, at midttarmens nedre tyktarmsafsnit kommer til at ligge foran tyndtarmen. Fra bagtarmen udvikles den resterende del af tarmen uden større formændringer.

Mave-tarm-kanalen forsynes overvejende med blod af tre store grene fra legemspulsåren, idet fortarmsdelen, mavesækken og den øvre del af tolvfingertarmen forsynes fra den øverste, midttarmsdelen fra den midterste og bagtarmsdelen fra den nedre. Især ud for den nedre del af tyndtarmen er udviklet et anastomose-net (også kaldet arkader), der sikrer tarmens iltforsyning under dens peristaltiske sammentrækninger.

Veneafløbet fra hele mave-tarm-kanalen samles til en enkelt vene, portåren (vena portae), der løber til leveren. Således sikres, at bl.a. absorberede aminosyrer og monosaccharider kan behandles i leveren, inden de sendes ud i resten af legemet. I nedre del af spiserøret og i nedre del af analkanalen er der dog forbindelser til de øvre og nedre hulvenesystemer, hvorfor der her kan ses udvidede vener (varicer eller hæmorider), hvis det frie blodløb i portåren er hindret som fx ved skrumpelever.

Lymfen fra mave-tarm-kanalen løber via lymfeknuder, som er specielt talrige i tarmkrøsene, til mælkebrystgangen. Med lymfen bringes absorberet fedt til blodet (se lymfesystem).