Utilitaristerne eller nytteetikerne videreudviklede oplysningens etiske naturalisme. De var tilhængere af den hedonisme, som fra Hobbes over Locke, George Berkeley og David Hume har haft en meget stærk placering i britisk filosofi. Jeremy Bentham hævdede ca. 1800, at menneskets natur er sådan indrettet, at vi altid stræber efter lyst og fravær af smerte, og det er netop, hvad der udgør lykken. Lykke er også det etiske mål. Det udtrykkes i nytteprincippet: Det gode er den størst mulige lykke for flest muligt. Lyst og ulyst (smerte) er positive og negative træk ved vore oplevelser. Bentham drager heraf den konklusion, at man i princippet kan regne sig frem til den gode handling, idet han er opmærksom på, at en række faktorer som lystens intensitet, varighed og sikkerhed må medregnes. Etik bliver til en hedonistisk kalkule. John Stuart Mill tilsluttede sig midt i 1800-t. nytteprincippet, men tog afstand fra den hedonistiske kalkule, idet han hævder, at der er forskel på kvaliteten af behag. I opposition til Benthams diktum, "at spille pind er lige så godt som at læse poesi", hævdede Mill, at det er bedre at være en utilfreds Sokrates end et tilfreds svin.
Utilitarismen har udviklet sig i snæver tilknytning til liberalismen, der i sin klassiske form hævder, at staten skal sikre individets muligheder for at stræbe efter lykke, men ikke gribe ind i den. Tanken er, at enhver er sin egen lykkes smed.
Især i den engelsksprogede verden har utilitarismen stået meget stærkt siden Bentham og Mill. I 1900-tallet bestemmes lykke dog ofte som tilfredsstillelse af præferencer eller interesser. Nyttesynspunktet er foreneligt med en aristotelisk lykkeopfattelse, men så godt som alle moderne utilitarister opfatter epikuræisk lykke som en tilstand af behag eller tilfredsstillelse.
Utilitarismen har også haft mange kritikere, fx Marx, der anså den for at være den ideologiske afspejling af borgerskabets udbytning af proletariatet. Udbytningens mål er forøgelse af kapitalen, og det er det reelle mål for al værdi i det kapitalistiske samfund.
Romantikken satte i modsætning til oplysningstiden følelser over fornuft og dyrkede fantasien og mulighedernes rige. Det romantiske jeg higer ud over det givne, fortaber sig længselsfuldt i kærlighedens dagdrømmerier, i dunkel fortid eller i naturensomhedens åbning mod altet. Med fantasi og følelser vider jeget sig ud i en grænseløs stræben efter at omfatte og indoptage alt. Dybest set er ånd og natur ét. Jegets mål er at realisere denne enhed. Heri ligger dets frihed og lykke.
Hegel skabte en syntese af alle foregående begreber om lykke. Som Kant hævdede han i årene omkring 1800, at lykke er menneskets naturgivne mål. Lykke er fortsat behag og tilfredsstillelse af begær. Men hvis lykken skal være hel og ikke blot partikulær, kræver den selvkontrol, visdom og andre dyder. Den partikulære og splittede bevidsthed er den ulykkelige bevidsthed. Målet for bevidsthedens dannelse er derfor at overvinde alle modsætninger, herunder mellem det ydre og det indre, nydelse og selvrealisering, individ og stat, frihed og nødvendighed, lykke og moral. Det højeste gode er den tilværelse, hvor alle splittelser, ensidigheder og begrænsninger er overvundet. For individet er det den personlige frihed, men i den indgår nydelser og dyd. Det højeste gode er forsoningen af frihed, lykke og moral. Dette er målet for den verdenshistoriske udvikling. Hegel mener imidlertid ikke, at udvikling er mulig uden lidelse, splittelse og ensidighed. De lykkelige tider er historiens tomme blade. Også individets dannelse går fra oprindelig harmoni gennem splittelser og lidelser til en forsonende helhed. Hegel giver hermed en teoretisk udarbejdning af det dannelsesbegreb, som de litterære dannelsesromaner siden Goethes Wilhelm Meister er bygget over. I Hegels forsoning af lykke som nydelse og som selvrealisering er han tættere på Aristoteles end på Epikur.
Ifølge Kierkegaard overvindes tilværelsens splittelser ved at vælge sig selv som en opgave, og det lader sig kun gøre i kraft af Guds nåde. Således realiserer mennesket det etiske og sin frihed i ét. Det eksisterer. Kierkegaard taler ikke meget om lykke og ulykke. Han bruger andre ord. De æstetiske livstyper, de, der ikke har valgt sig selv, lever i fortvivlelse, hvad enten de ved det eller ej. Modsætningen er eksistensen i kraft af den guddommelige nåde. At elske Gud er salighed og ubetinget glæde, og heraf flyder al anden glæde. Af himlens fugle og markens liljer kan man lære at glæde sig i det nærværende og virkelige liv, i sandhed at være i dag. Modsætningen mellem fortvivlelse og glæde er Kierkegaards foretrukne version af modsætningen mellem ulykke og lykke.
Schopenhauer tilsluttede sig tanken om, at lykke er fortsat tilfredsstillelse af begær. Men vender man blikket væk fra alle glimrende forestillinger om verden, så finder man i sig selv en blind og ubændig naturdrift, som Schopenhauer kalder viljen. Den kan aldrig tilfredsstilles, dens mangeltilstande blot midlertidigt lindres. Schopenhauer er pessimist: Lykke er ikke mulig. Dog anviser han en vej ud af lidelserne, nemlig interesseløs betragtning, kontemplation. Den æstetiske betragtning giver en midlertidig forløsning fra livsdriftens begær. En mere varig udfrielse findes i etikken: Gennem indsigten i, at vi alle er ytringer af den samme vilje, oplever vi andres lidelser som vore egne. Den medlidenhed, der søger at undgå at skade og søger at lindre andres lidelser, bliver den grundlæggende moralske holdning.
Under inspiration fra Schopenhauer hævdede Nietzsche i 1880'erne, at den grundlæggende drift i mennesket og andre organismer er en vilje til magt, en skabende og formende vilje til forøgelse (jf. overmenneske). Filosoffernes begreber om lykke er for de trætte, lidende og ængstelige. Den sande lykke ligger i at skabe. Lykke er følelsen af, at en magt vokser, at en modstand bliver overvundet.
I sine grundlæggende skrifter fra 1900-tallets begyndelse er Freud psykologisk hedonist i den forstand, at han hævder, at de grundlæggende erotiske drifter, libido, fungerer efter lystprincippet. Men den umiddelbare driftstilfredsstillelse modificeres af jeget og dets realitetsprincip samt overjeget og dets samvittighed. Kultur forudsætter driftsafkald, og lystprincippets program kan ikke opfyldes. Det kan dog heller ikke tilsidesættes helt uden svære psykiske skader. Freud er blandt dem, der benægter en forsoning mellem lykke og moral.
Den kritiske teori har især vendt sig imod den forfladigelse, som bl.a. begrebet lykke er blevet udsat for i den moderne kulturindustri. Herbert Marcuse har i forlængelse af Freud talt for en bekæmpelse af samfundets undertrykkende træk; med en skelnen mellem sande og falske behov og dermed et objektivt begreb om lykke hævdede Marcuse i 1950'erne og 1960'erne, at lykken ved forbrug (konsumption), som er den eneste mulige i klassesamfundet, er begrænset og illusorisk. Den sande lykke vil først findes i det frie, fredeliggjorte samfund.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.