Aldrig så snart havde man fået de første balloner i luften, før man begyndte at eksperimentere med styrbare luftfartøjer. Man forsøgte med at åbne og lukke paraplyer, med årer og med sejl, men først med anvendelsen af motorkraft kom der gang i udviklingen. Det første styrbare luftskib blev konstrueret af H. Giffard i 1852 med aflangt ballonlegeme og en dampmaskine. Charles Renard (1847-1905) og A. Krebs brugte en elektrisk motor med et chrom-klorid-batteri, da de den 9.8.1884 i La France fløj i 23 min. og som de første nogensinde vendte de tilbage til deres startsted. Den elektriske motor på 8,5 hk gav en hastighed på 6 m/s.
Problemet med styrbare luftskibe var at finde en motor, der var tilstrækkelig kraftig, samtidig med at den og de nødvendige drivmidler var lette nok. Med Daimlers udvikling af benzinmotoren fandt man en motor, der havde den rette kombination af kraft og vægt. K. Wölfert gjorde i 1888 nogle prøveflyvninger med en 2-hk-benzinmotor. Forsøget blev gentaget i 1896 med luftskibet Deutschland og en 8-hk-motor. På kejser Vilhelm 2.s initiativ blev endnu en opvisning foretaget i 1897. Wölfert og hans mekaniker R. Knabe steg hurtigt til en højde af ca. 1 km, hvorefter der skete en eksplosion, og det hele styrtede brændende til jorden. Eksplosionen skyldtes formodentlig den hurtige opstigning med udvidelse og dermed udslip af brint fra ballonlegemet til følge. Tændingssystemets brug af en åben flamme satte eksplosionen i gang. Wölfert og Knabe blev den motoriserede flyvnings første dødsofre.
Den brasilianske flyvepioner Alberto Santos-Dumont brugte ligeledes en kompresionsmotor, da han den 19. oktober 1901 med sit luftskib Santos Dumont 6 vandt en stor pengepræmie ved at flyve fra Aero-club de Frances grund i Paris rundt om Eiffeltårnet og tilbage igen.
Udviklingen fortsatte, og i begyndelsen af 1900-t. udvikledes luftskibe i både USA og Europa, hvor ikke mindst militæret forudså deres anvendelsesmuligheder. Under 1. Verdenskrig anvendtes luftskibe til rekognoscering og til bombning bag fronterne. Især blev England udsat for tyske zeppelineres angreb. Selvom de ikke voldte større skader, skabte de en voldsom frygt hos civilbefolkningen. I begyndelsen havde tyskerne kun ganske få luftskibe, og senere var de pga. luftforsvaret tvunget til at flyve så højt, at bombningerne blev meget upræcise.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.