japansk filosofi

Før den kinesiske kulturinvasion af Japan i 500-tallet eksisterede der lokale kulturer byggende på kami-kult. Der eksisterer ingen skriftlige kilder, da japansk, det vil sige kinesisk, skriftsprog kom med kulturinvasionen. Men i såkaldte fudoki, som er egnsbeskrivelser nedfældet kort efter år 713, afspejles en animistisk kultur, som er baseret på taburegler og renselse efter brud på disse regler. Kami er hverken onde eller gode, er amoralske væsener uden fysisk form, men de er farlige og skal derfor omgås med respekt. Nogen egentlig filosofi kan man ikke tale om på dette tidspunkt, men en livsforståelse på grundlag af dennesidige værdier som frugtbarhed og afgrøders vækst.

Først i Yamatostaten findes en egentlig statsstyrende filosofi og det første navn i Japans filosofihistorie: Shotoku Taishi (574-622). Buddhismen var da allerede kommet fra Kina til Japan via Korea, sammen med konfucianismen. Hans 17 artikler, som er principper for en grundlov, er et meget tidligt eksempel på en typisk inkluderende holdning til traditioner, idet kombinationen af konfucianisme og buddhisme gøres til statens politico-filosofiske grundlag. Berømt er første sætning: "Harmoni (wa) bør tilstræbes og politisk kævl undgås". Den lidt senere Taikareform (646) betragtes også som inspireret af Shotoku Taishi og gav Japan et centraliseret styre præget af konfucianisme, igen inspireret af Kina.

I den første af de to perioder får Japan de to grundlæggende mytologiske historieværker, Kojiki (712) og Nihongi (720). Hermed træder en tredje tradition, shinto, ind i billedet sammen med buddhismen. Især bør værkernes legitimerende funktion fremhæves, da myterne hævder kejserens nedstamning fra Ninigi, solgudinden Amaterasus barnebarn. Værkerne gik dog i høj grad i glemmebogen i det af buddhismen dominerende hofmiljø, og først med shinto-renæssancen ved Motoori Norinaga (1730-1801) kom især Kojiki frem i lyset. For menigmand var buddhismen først og fremmest en serie magiske ritualer mod sygdom, misvækst og dæmoner, men for hoffet var buddhismen en kilde til metafysiske overvejelser: om menneskets jeg, om verdens eksistens, om frigørelse for begær, om genfødsel, om karma og lignende betragtninger. De seks Nara-sekter havde hver sine pointer, alle med baggrund i kinesisk mahayana-buddhisme. Kegon-skolens pragttempel, Todaiji, i Nara blev udset til at være landets centrale tempel i en buddhistisk statskirke, men retningens magt blev for stor for kejserhoffet og hovedstaden blev flyttet til Kyoto (Heian). Det er med Kegon-buddhismen at begrebet ryobu-shinto ("dobbelt shinto") opstår, som gør shintoguderne til laverestående fremtrædelsesformer for Buddha, for eksempel bliver solgudinden Amaterasu opfattet som en avatar af den kosmiske Vairocana Buddha.

Heianperiodens store religiøse og filosofiske tænker er Kukai (774-835). Hvor Nara-sekterne fokuserede på landets og kejserhoffets sikkerhed, fremførte han den lære, at alle mennesker kan opnå at blive buddha i egen krop (sokushinjobutsu) gennem meditation, recitation (mantra) og håndstillinger (mudra), som er buddhismens tegnsprog. Som ung beskrev han buddhismens forhold til konfucianisme og daoisme, og han inddelte buddhismen i ti udviklingstrin, af hvilke shingon-buddhismen er det højeste. Specielt har hans sprogfilosofi, om forholdet mellem lyd eller tegn og virkelighed, beskæftiget også moderne japanske filosoffer.

Kamakuraperioden nye buddhistiske retninger, Rene Land-buddhismen, Nichiren-buddhismen og zenbuddhismen, tilhører religionshistorien og ikke filosofihistorien. Men perioden fik også en ny filosofisk tilførsel fra Kina, nemlig neokonfucianismen. Rinzai-zen grundlæggeren Eisai tillægges at have medbragt neokonfucianistiske bøger fra sine rejser til fastlandet, og der er en begyndende blanding af neokonfucianisme og zenbuddhisme i perioden.

Der er forskere som lidt hånligt siger, at neokonfucianismen havde svar på alle livets spørgsmål: Metafysik, etik og statsfilosofi. Den vigtigste kinesiske filosof var Zhu Xi (1130-1200) og hans filosofi blander klassisk konfucianisme med daoisme og buddhisme. Hovedtanken er, at der findes et mønster bag alt, kaldet li, og et qi, som er livskraft, og i relationen mellem li og qi opstår alt.

Filosofihistorisk set er den lange periode i det feudale Japan mest præget af neokonfucianisme, idet shogunerne tog afstand fra buddhismen, som havde fået for meget magt. Den første og nok vigtigste repræsentant var Seika Fujiwara, som var munk førend han blev neokonfucianer og rådgiver for Ieyasu Tokugawa. Også hans elev, Razan Hayashi, som efterfulgte ham som shogunernes rådgiver, var tidligere rinzai-zen munk. Senere endnu virkede Ansai Yamazaki, som forgudede neokonfucianeren Zhu Xi.

Men i bestræbelser for at rense neokonfucianismen for buddhistisk indhold opstod bevægelsen kogaku, "den gamle lærdomsskole", som søgte tilbage til Kong Fuzi selv og den klassiske konfucianisme. Skolens vigtigste repræsentanter var Soko Yamaga (1622-1685), Jinsai Ito (1627-1705) og Sorai Ogyu (1666-1728).

Endnu et forsøg for at nå den sande filosofi førte atter andre til at dyrke japansk oldtid og shinto, og denne skole, kokugaku, havde sine vigtigste bidragydere i Motoori Norinaga og Atsutane Hirata. Hermed blev grundlaget for japansk nationalisme lagt i en tid, hvor landet var isoleret fra omverdenen (sakoku).

I slutningen af perioden dominerede kokugaku og neokonfucianismen Japans åndsliv, men endnu en skole, rangaku, (vestlig lærdom, egentlig "hollandsk" lærdom) bør nævnes. Skolen nød anseelse, men ansås også for at være også en fare for et nationalistisk Japan.

Udenfor tidens neokonfucianske akademier og samurai-institutionen fandtes der i perioden to folkelige bevægelser: hotoku og shingaku. Deres grundlæggere havde tanker som var praktiske udløbere af den herskende filosofi. Sontoku Ninomiya og hotoku-bevægelsen havde sit centrum i landområderne, mens Baigan Ishida og shingaku appellerede til byernes borgere. Begge bevægelser var med til at løfte landets uddannelsesniveau, så da åbningen til Vesten blev en realitet, var Japan på et "take-off"-stadie for at udvikle sig til et moderne industrisamfund.

Afslutningsvist i dette kapitel skal en højst original filosof nævnes, nemlig Shoeki Ando, som forkastede den herskende filosofi og det feudale Japan. Hans utopiske værker fra 1752-55 blev først genopdaget i 1899, og han havde så godt som ingen indflydelse på udviklingen.

Efter den påtvungne åbning af landet med den amerikanske flådes ankomst i 1853-54 indtraf der en enorm ændring og vestliggørelse af landet. Tokugawa-shogunatet ophørte i 1868, og kejser Mutsuhito, efter sin død kaldet Meiji-kejseren, fik magten overdraget. Idéhistorisk skal perioden opdeles i to: Den første tids totale overgivelse til vestlig indflydelse – fra 1868 til 1890 – og derefter reaktionen fra 1890 til 1912.

Mange intellektuelle blev allerede i perioden 1853-68 sendt til udlandet for at hente nye ideer, blandt andet Yukichi Fukuzawa og Amane Nishi, begge erklærede oplysningstilhængere. Sidstnævnte skabte ordet tetsugaku "visdomslære" for overbegrebet filosofi, som sproget indtil da ikke havde haft. Nu blev det et studie ved det første vestligt-orienterede Tokyo universitet (grundlagt 1877), senere kaldet Tokyos Imperiale Universitet. De første universitetslærere blev importeret fra Europa og USA, blandt andet Ernest Fenollosa, som også blev ansat som filosofiprofessor.

Først i anden halvdel af Meiji-tiden blev den første japaner, Inoue Tetsujiro , filosofiprofessor i 1890 på Tokyo universitet med speciale i tysk idealisme. Han blev senere en ivrig fortaler for den såkaldte kokutai -filosofi og stod ligesom Nagazane Motoda bag det " kejserlige dekret om uddannelse " (1890).

I tråd med kokutai-filosofien følger moralfilosofien bushido. År 1900 udkom bogen Bushido – the Soul of Japan på engelsk, skrevet af diplomaten Inazo Nitobe. Den blev hurtigt kendt over hele verden især efter Japans sejre over Kina og Rusland. Det gamle bushido-ideal om loyalitet til samuraiens lensmand, daimyoen, blev nu ændret til loyalitet overfor kejseren, og senere udbredt til at gælde hele befolkningen.

Blandt fagfilosofferne med baggrund i universitetsuddannelse skiller Kyotoskolen sig ud. Den opstod i overgangen fra Meijiperioden til den efterfølgende Taishoperiode. Kitaro Nishida var grundlæggeren, efterfulgt af Hajime Tanabe og senere Keiji Nishitani. Også Kiyoshi Miki regnes for at tilhøre gruppen og ligeledes zenbuddhisten Shin'ichi Hisamatsu. Fælles for Kyotoskolen er påvirkningen fra vestlig filosofi, hvis metoder og analyser blev sammenlignet med fjernøstlig filosofi og religion. Det er vigtigt at nævne, at skolen var meget heterogen, for eksempel i forhold til politik.

Tetsuro Watsuji var ikke en del af Kyotoskolen, men en stærk konservativ filosof og kulturhistoriker. I hans filosofi er japanere et specielt folkeslag med en særlig historie i etisk henseende på grund af klima og geografi.

Senere i 1900-tallet har der været stadig større opmærksomhed for japansk filosofi i udlandet. Det gælder ikke mindst Yuasa Yasuo, hvis udgivelser på engelsk har skabt international interesse. Han er en typisk repræsentant for en monistisk, ikke-dualistisk fjernøstlig tradition.

I moderne tids internationalisering deltager japanske filosoffer i seminarer, workshops og kongresser både i øst og vest, for eksempel indenfor bioetik (Morioka Masahiro), politisk filosofi (Hiromatsu Wataru) og popularisering af filosofien (Nagai Hitoshi).

• Japan
• Japans historie
• Japans religioner
• kinesisk filosofi