handels- og samarbejdsaftalen mellem Storbritannien og EU

Handels- og Samarbejdsaftalen mellem EU og Storbritannien (TCA) fastlægger forholdene på en lang række handelsmæssige, økonomiske og andre områder fra 1. januar 2021, hvor den overgangsperiode, der fulgte Storbritanniens formelle udtræden af EU den 31. januar 2020, endte. TCA er sidste kapitel i det samlede aftalekompleks, der har gjort Brexit til en realitet. De øvrige dele heraf er udtrædelsesaftalen (skilsmisseaftalen), som fastlagde vilkårene for britisk udtræden, samt den politiske erklæring om fremtiden, som parterne underskrev samtidig med udtrædelsesaftalen. Aftalen blev indgået den 24. december 2020.

TCA er den mest omfattende handelsaftale, som EU har indgået med noget tredjeland, og indeholder fuld told- og kvotefrihed for alle sektorer. Selvom Storbritannien har forladt EU, skal der således ikke lægges told på varer, som EU og Storbritannien sælger til hinanden, og der indføres ikke importkvoter, der kan begrænse samhandlen mellem de to parter. Dette er unikt for denne aftale. Aftalen rummer dog ikke samme frihed som Storbritanniens hidtidige medlemskab af EU's indre marked, idet Storbritannien skal leve op til en række dokumentationskrav mht. oprindelsesland mv. Aftalen gælder kun for produkter og materialer, som har hovedparten af deres oprindelse i enten EU eller Storbritannien. Derudover omfatter aftalen kun i begrænset omfang tjenesteydelser.

Aftalen blev indgået blot en uge før den absolutte deadline efter et langvarigt og ofte dramatisk forhandlingsforløb. Forhandlingerne, og aftalen, kan betegnes som asymmetriske, pga. den store forskel mellem de to parters økonomiske betydning. Dette slog i sidste ende igennem på resultatet, som viste, at Storbritannien måtte acceptere en række krav fra EU, som landet ikke ønskede, men som det var nødt til at acceptere, for at aftalen kunne indgås.

At dømme efter de oprindelige udmeldinger om parternes krav til en frihandelsaftale er det ikke overraskende, at parterne havde svært ved at nå frem til et resultat. Parterne stillede krav, som grundlæggende var uforenelige. Fra britisk side ønskede man fra starten af forhandlingerne selv at kunne fastsætte egne nationale regler og standarder på alle områder. Briterne ønskede en aftale, som gav britiske virksomheder fri adgang til EU's indre marked, uden at Storbritannien skulle være underlagt EU's regler og afgørelser i handelstvister fra EU-Domstolen. For EU handlede det først og fremmest om at sikre det indre markeds integritet. Det indre marked er kernen i EU, fordi det ikke kun har afskaffet told og kvoter, men også fordi det sikrer, at medlemslandene ikke udkonkurrerer hinanden på standarder for produkter, produktionsvilkår eller gennem statsstøtte. EU ville ikke give briterne en frihandelsaftale, medmindre de var villige til at acceptere at skulle følge EU-standarder. Konflikten kan sammenfattes i valget mellem ’regelfølge’ (alignment) og national autonomi. Briterne havde stemt sig ud af EU for at genskabe deres nationale autonomi, men de endte med at måtte acceptere EU's krav om regelfølge. I den politiske erklæring, som Boris Johnson på den britiske regerings vegne underskrev sammen med sin nyforhandlede udtrædelsesaftale i oktober 2020, var regelfølge formuleret, som at parterne skulle acceptere en ’level playing field’ for deres fremtidige relationer på det handelsmæssige område.

Juleaftensdag i 2020, da TCA var forhandlet færdig, erklærede Boris Johnson, at ”We have taken back control of laws and our destiny. We have taken back control of every jot and tittle of our regulation, in a way that is complete and unfettered”. Han fik dog ikke sagt, at aftalen er underlagt et ganske omfattende system af ca. 25 forskellige politiske råd, udvalg og komitéer, der skal overvåge aftalens implementering i ganske mange år. Et af argumenterne i valgkampen op til folkeafstemningen om Brexit var at slippe fri af EU's bureaukrati. Den ambition er ikke opfyldt med TCA. Det omfattende kontrolapparat, der omgærder TCA, vil sandsynligvis vise sig større og mere kostbart for Storbritannien end medlemskabet af EU, og det vil placere parterne i et langvarigt, fortsat forhandlingsforløb om aftalens implementering og konsekvenser.