feudalisme

Feudalismen som samfundsordning overførtes til England, da Vilhelm 1. Erobreren, som var hertug af Normandiet, i 1066 erobrede landet. Her nåede feudalismen sin mest konsekvente udformning, idet man fastholdt det princip, at al besiddelse af jord var len, i sidste instans forlenet af kongen, som dermed stod som formel ejer af hele landet. Det satte sig dybe spor i engelsk ret; men politisk fik feudalismen mindre betydning, fordi de normanniske konger trods alt formåede at fastholde hele befolkningen i et direkte undersåtsforhold. En engelsk centralmagt forblev derfor intakt.

I Det Tyske Rige, hvor fri ejendom (allodialgods) som i Frankrig aldrig helt forsvandt, formede udviklingen sig modsat. Til gengæld skete der en omfattende feudalisering også af embeder, samtidig med at lenenes arvelighed efterhånden anerkendtes. Lensfyrsterne blev derfor i realiteten uafhængige af kongen, som valgtes af dem — siden hen af et særligt valgkollegium, kurfyrsterne. Feudalismen splittede dermed Det Tyske Rige op i et stort antal nærmest selvstændige fyrstendømmer. En tilsvarende opløsningsproces undgik Frankrig, fordi kongerne dér formåede at fastholde retten til at inddrage len ved den arveberettigede slægts uddøen.

Med den moderne statsmagts gennembrud fra 1536 tabte feudalismen sin betydning som bærende samfundsorden i Danmark. En sidste rest var den adelige krigstjeneste til hest, rostjenesten, som formelt bestod indtil 1679, men militært havde mistet sin betydning allerede i løbet af 1500-tallet i forbindelse med nye krigsformers fremtrængen.

Christian 5.s indførelse 1671 af lensgrevskaber og lensbaronier var et sent ekko af middelalderens feudalisme. Denne ordning havde nemlig ikke til formål at genindføre feudalismen i Danmark, men derimod at styrke den enevældige rangstat. De sidste rester af dette eksempel på senfeudalisme forsvandt først med Lensafløsningslovene 1919.

Feudalismen hører snævert sammen med det naturalieøkonomisk baserede agrarsamfund. Den mistede betydning i takt med statsmagtens vækst og pengeøkonomiens fremtrængen i løbet af 1500-tallet. Den forsvandt endeligt i forbindelse med industrialiseringen, da den afløstes af industrisamfundets ændrede organisationsformer.