austronesiske sprog

Austronesiske sprog er en sprogfamilie, som er udbredt i Sydøstasien, på Taiwan, i Stillehavsområdet og på Madagaskar. Den omfatter mere end 1200 sprog, langt flere end nogen anden, og var indtil 1600-tallet den sprogfamilie, som havde størst udbredelse på Jorden. Dengang som nu blev sprogene talt fra Madagaskar i vest til Påskeøen i øst og fra Taiwan i nordvest og Hawaii i nordøst til New Zealand i syd.

Faktaboks

Etymologi: Betegnelsen er dannet af latin auster 'syd' og græsk nesos 'ø'.

Tidligere kaldtes sprogfamilien for malajo-polynesisk, men denne betegnelse anvendes nu i stedet om den største undergruppe inden for de austronesiske sprog; se malajo-polynesiske sprog.

Austronesiske sprog tales over uhyre afstande, mest på øer, men også på det sydøstasiatiske fastland fra Madagaskar over Malaysia og Indonesien, over Filippinerne og Taiwan, i Oceanien (Melanesien, Mikronesien og Polynesien) og helt til New Zealand, Påskeøen og Hawaii.

John Fowlie.

Licens: Begrænset anvendelse

Historie og udbredelse

Den austronesiske sprogfamilies urhjem er Taiwan, hvortil austronesernes forfædre kom fra det sydlige Kina. Thaisprogene på det asiatiske fastland er således muligvis fjernt beslægtet med de austronesiske sprog. For 8000-10.000 år siden begyndte en omfattende udvandring fra Taiwan. I løbet af nogle få årtusinder var det meste af det nuværende Filippinerne, Indonesien og Malaysia befolket af austronesere, som fordrev eller blandede sig med de oprindelige beboere. Østover bosatte austroneserne øerne omkring Ny Guinea og dele af Ny Guineas kyst. For ca. 3500 år siden begyndte en ny udvandringsbølge derfra, og i løbet af et par årtusinder blev praktisk talt alle øer i Stillehavet befolket. I Taiwans bjergegne tales endnu en del austronesiske sprog af små grupper tilbageblevne austronesere.

Mange detaljer i denne enorme ekspansion er uklare, og den indbyrdes klassificering og inddeling af sprogene er omstridt. Det skyldes både det store antal sprog og det forhold, at de fleste kun er overfladisk beskrevet. En række steder har der været en udstrakt sprogkontakt og sprogblanding gennem handel og vandringer. To af de austronesiske sprog med flest talere, indonesisk og malaysisk, som er nationalsprog i hhv. Indonesien og Malaysia, er i vid udstrækning baseret på et forenklet handelssprog, basar malajisk, der fungerede som lingua franca i området.

De fleste austronesiske skriftsprog er først blevet udviklet i 1800- og 1900-tallet og skrives med det latinske alfabet. I Indonesien findes dog nogle sprog, som blev skriftfæstet allerede i førislamisk tid, skrevet med et sydindisk alfabet og senere også med det arabiske alfabet. Dette gælder især malajisk, som der findes indskrifter på fra 500-tallet, og javanesisk, som har en betydelig litteratur fra tiden omkring år 1000. De fleste austronesiske sprog er først blevet udsat for betydelig kultur- og sprogpåvirkning i nyere tid, og da hovedsageligt fra europæiske koloniherrer. Men i enkelte vestlige malajo-polynesiske sprog er der et omfattende indslag af låneord fra indiske sprog, både sanskrit og pali, og senere også fra arabisk i områder, hvor befolkningen er blevet muslimer (primært i Indonesien og Malaysia). Det store antal sprog og deres udbredelse gør det vanskeligt at give en generel karakteristik af de austronesiske sprog.

Lyd og grammatik

Flertallet af de austronesiske sprog har ret enkle lydsystemer. Det almindelige er fem vokaler (i, e, a, o, u), som kan være korte eller lange. Konsonantsystemerne er varierende, men små; nogle polynesiske sprog har færre end ti konsonanter. Tonesystemer er så godt som fraværende.

Grammatiske kategorier som substantivers tal og kasus samt verbers tid og modus udtrykkes som regel ved fritstående grammatiske partikler. Meget få austronesiske sprog har adjektiver, i stedet udtrykkes adjektivernes betydning gennem en syntaktisk konstruktion; man siger fx et hus, som er stort og ikke et stort hus. Pronomener skelner mellem singularis, dualis og pluralis; nogle sprog har også trialis, som bruges om tre eller få enheder. I første person dualis og pluralis skelnes der mellem inklusive og eksklusive pronomener, alt efter om den, man taler med, er inkluderet eller ikke. Fx betyder samoansk taua 'vi (du og jeg)', mens maua betyder 'vi (han/hun og jeg)'.

En række austronesiske sprog har rækkefølgen subjekt-verbum-objekt i fremsættende sætninger, men blandt de centrale-østlige malajo-polynesiske sprog er det også almindeligt med rækkefølgen verbum-subjekt-objekt eller verbum-objekt-subjekt. I mange sprog, især dem, der tales på Filippinerne, er det ikke meningsfuldt overhovedet at tale om subjekt, idet der ikke er nogen fast ordstilling; i stedet afgøres denne af sætningens tema, dvs. hvilket led, der er i fokus – såkaldt topikalisering.

Et vigtigt træk i mange austronesiske sprog er måden, ejendomsforhold angives på. I nogle sprog skelner man mellem permanente ejendomsforhold (fx huse og beklædning) og midlertidige, dvs. ting, man kan skaffe sig og skille sig af med (fx knive og biler).

Oversigt over de austronesiske sprog

De austronesiske sprog kan inddeles i to grupper: de formosanske sprog og de malajo-polynesiske sprog. Sidstnævnte gruppe inddeles yderligere i de vestlige malajo-polynesiske sprog (de vestaustronesiske sprog) og de centrale-østlige malajo-polynesiske sprog (de østaustronesiske sprog).

De formosanske sprog

De formosanske sprog omfatter ca. ti sprog, som tales af mindre grupper i højlandet på Taiwan. Det største af dem af atayal (85.000). Flere af sprogene er truet af sprogdød.

De vestlige malajo-polynesiske sprog

De vestlige malajo-polynesiske sprog inddeles i malajiske sprog og filippinske sprog. De malajiske sprog omfatter bl.a. indonesisk, malaysisk, malagassisk og javanesisk.

Indonesisk er det officielle sprog i Indonesien. 80% af ordforrådet er fælles med malaysisk. Ca. 23 mio. har det som modersmål, og mere end 140 mio. taler det som andetsprog. Sproget skrives hovedsagelig med det latinske alfabet, men det arabiske alfabet benyttes også. Sproget stammer oprindelig fra Sumatra (riau malay på Nordsumatra).

Malaysisk tales af ca. 18 mio., hovedsagelig i Malaysia og Brunei, hvor det begge steder er officielt sprog. Sproget er udviklet fra klassisk malajisk; det er kendt fra 1400-tallet og blev oprindelig skrevet med arabisk alfabet. I dag skrives det både med det arabiske og det latinske alfabet. Sproget ligger tæt op ad indonesisk.

Malagassisk tales på Madagaskar af ca. 6 mio.; det blev bragt dertil af indvandrere fra Borneo omkring år 700.

Javanesisk tales af ca. 75 mio., hovedsagelig på Java. Det har tradition som skriftsprog fra omkring 1000-t. med et alfabet af indisk oprindelse. På Java tales også sundanesisk af ca. 27 mio. På Sumatra tales en række sprog, hvoraf acehnesisk, som tales af 3 mio. og desuden er udbredt som andetsprog, antagelig er det kendteste. På Bali, Borneo og Sulawesi tales også hovedsagelig malajiske sprog. Dertil kommer tre malajiske sprog, cham, radé og jarai, som tales af ca. 600.000 i det sydlige Vietnam. Jarai tales desuden i Cambodja. Cham er et gammelt kultursprog fra det mægtige cham-rige (200-1450).

De filippinske sprog tales på Filippinerne og i Mikronesien. De kan yderligere inddeles i nordfilippinske, mellemfilippinske og sydfilippinske sprog.

Det vigtigste nordfilippinske sprog er ilokano (ca. 8 mio.). De største af de mange mellemfilippinske sprog er cebuano (20 mio.) og tagalog (15 mio.). Pilipino, det officielle nationalsprog på Filippinerne, bygger på en standardiseret form af tagalog. Pilipino har kun lille udbredelse som modersmål, men det bruges som andetsprog af hele landets befolkning. De sydfilippinske sprog omfatter en række mindre sprog i det sydlige Filippinerne, hvoraf maranao (ca. 800.000) er det største. Dertil kommer palauisk på Palau (17.000) og chamorro (65.000) på Guam.

De centrale-østlige malajo-polynesiske sprog

De centrale-østlige malajo-polynesiske sprog falder i to hovedgrupper: de centrale malajo-polynesiske sprog og de østlige malajo-polynesiske sprog.

De centrale malajo-polynesiske sprog omfatter en række sprog på Sundaøerne og Molukkerne, mens Irian Jaya-Halmahera-sprogene tales af små grupper spredt langs vestkysten af Irian Jaya (den vestlige del af Ny Guinea) og øen Halmahera.

Den vigtigste gruppe af de østaustronesiske sprog er de oceaniske, som omfatter alle øvrige austronesiske sprog i Stillehavet, indbefattet de polynesiske sprog. Det oceaniske ursprog udviklede sig i området nordøst for Ny Guinea (Bismarck-arkipelaget). Ca. 1500 f.Kr. begyndte en storstilet udvandring, hvor de i løbet af kort tid befolkede de fleste øer i Stillehavet. Oceaniske sprog omfatter sprogene i Vanuatu, Ny Kaledonien, De Forenede Mikronesiske Stater, Marshalløerne, de fleste sprog på Salomonøerne, en række sprog på øerne øst for Ny Guinea og alle oprindelige sprog i Den Polynesiske Trekant – Hawaii, Påskeøen og New Zealand – og sproget på Fiji. Der findes mellem 500 og 600 oceaniske sprog, de fleste tales af kun nogle hundrede eller få tusind mennesker. Klassificeringen af dem i undergrupper og relationen mellem undergrupperne er omstridt. Det, som synes klart, er, at de polynesiske sprog, sammen med fijiansk og rotumansk, udgør én undergruppe, sprogene på Ny Kaledonien en anden, og sprogene i De Forenede Mikronesiske Stater, Marshalløerne og Kiribati en tredje gruppe (mikronesiske sprog). De oceaniske sprog i Vanuatu, Salomonøerne og Papua Ny Guinea kaldes traditionelt for melanesiske sprog. Det mest kendte af dem er mota (450) på øen Mota i det nordlige Vanuatu, som i perioden 1850-1950 blev brugt som kirkesprog og kontaktsprog af den melanesiske mission i Vanuatu og Salomonøerne.

Kiribati tales af ca. 60.000 i republikken Kiribati og er det største af de mikronesiske sprog. Det største polynesiske sprog er samoansk (370.000), som tales på Samoa, Amerikansk Samoa og store grupper udvandrere i New Zealand og Californien. Samoansk og tongansk (100.000) i kongedømmet Tonga har en betydelig litteratur, som omfatter både traditionelle mundtlige fortællinger og moderne noveller, digte og romaner. Begge er officielle sprog i sine respektive lande. Rapa Nui (ca. 3500) på Påskeøerne er det eneste polynesiske sprog, som har udviklet sit eget alfabet (rongorongo), hovedsagelig brugt i religiøse og genealogiske indskrifter, som endnu kun er delvist tydet.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Austronesiske sprog

Aslak Vaag Olesen

M.Phil., Københavns Universitet