adoption

Adoption er at vælge en person som sit barn, ved at der stiftes et ikke-biologisk slægtskab mellem adoptanten, som er den eller de, der adopterer, og adoptivbarnet.

I Danmark udvikledes adoption fra slutningen af 1700-tallet gennem den enevældige konges bevillingspraksis. Før den første adoptionslov fra 1923 afhang en adoptions retlige indhold derfor ganske af den enkelte bevillings ordlyd. For at adoptivbarnet ikke skulle risikere at blive stillet ringere efter en adoption, opretholdt 1923-loven en vis arveret til barnets biologiske slægt, og indførelsen i adoptantens slægt skete i konsekvens deraf ikke fuldstændig (i tråd med 1923-lovens hovedprincip, at adoptionen var svag).

Ved Adoptionsloven af 1956 brød man afgørende med dette tofamilieprincip og gik over til et enfamilieprincip, således at relationerne mellem adoptivbarnet og dets biologiske slægt afbrydes helt, og barnet stilles, som var det adoptantens eget barn (det stærke princip). For adoptioner fra før den 31. december 1956 kan det ved tillæg til bevillingen bestemmes, at de nye regler skal være gældende.

Adoption gives i dag efter Adoptionsloven af 1972 ved bevilling fra Familieretshuset. En undtagelse hertil er adoption uden samtykke fra barnets forældre, som gives af Ankestyrelsen. Ved adoption af fremmede børn, dvs. børn uden tilknytning til ansøgeren, skal ansøgeren være godkendt som adoptant. Godkendelse kan i almindelighed ikke finde sted, hvis der er over 40 års aldersforskel på ansøger og barn, hvis ægtefæller, der ikke har levet sammen i mindst tre år, ønsker at adoptere sammen, eller hvis der i hjemmet allerede er to adoptivbørn eller tre børn i alt. Herudover lægges der navnlig vægt på ansøgerens sociale forhold og helbredstilstand, på adoptionsmotivet og på ansøgerens indstilling til børn og unge. Både ægtefæller og ugifte samlevende kan adoptere sammen og som udgangspunkt ikke adoptere alene.

Formidling af adoption må kun ske gennem myndigheder og i internationale forhold gennem organisationer, som er specielt godkendt dertil. I 2024 stoppede den sidste godkendte organisation med formidling, og der blev i stedet indsat hjemmel i adoptionsloven til, at Ankestyrelsen kan yde adoptionshjælp.

På internationalt plan findes nu Haagerkonventionen (fra 1993), der skal beskytte børn og give rammerne for samarbejde om internationale adoptioner.