Venus (italisk-romersk gudinde)

Sandro Botticellis maleri “Venus' fødsel”, 1485, Uffizierne i Firenze. Billedet er et højdepunkt i mytologiske skildringer af kvinden, kærligheden og skønheden. Maleriet skal læses fra venstre til højre: Venus står i et (gen)fødselssymbol, muslingeskallen, og blæses af vindguden (vestenvindene, de to zefyrer) ind mod kysten, hvor hun modtages af forårets gudinde, der bærer blomster og myrter på sin dragt, for sluttelig at blive iklædt en sømmelig, blomstersmykket kåbe. Maleriet har bl.a. været tolket nyplatonisk som et møde mellem sjæl og idé.

.
Licens: Begrænset anvendelse
Sovende Venus

Sovende Venus fra 1820 af Denis Brownell Murphy (1763-1842). Emalje, 21 × 27,5 cm.

Sovende Venus
Af /Musée du Louvre, dist. RMN-Grand Palais - Photo M. Beck-Coppola.
Licens: Louvre terms of use

Venus, italisk-romersk gudinde for kærlighed, tidligt opfattet som identisk med grækernes Afrodite, ofte afbildet sammen med Amor.

Faktaboks

Etymologi
Navnet Venus er latin og betyder 'kærlighed, begær', gen. veneris.

Venus havde flere templer i Rom og spillede en særlig rolle i romersk bevidsthed som mor til Æneas og derved til hele romerfolket, bedst udtrykt af Lucrets: "Ophav til romernes æt, du fryd for mænd som for guder, Venus vor mor!"

I terningspil hed det bedste kast Venus, og gudinden har tydelige fællestræk med Fortuna, lykkens gudinde.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig

Fagansvarlig for Romerske skikkelser og begreber

Chr. Gorm Tortzen
Lektor emeritus, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab