Ukraines historie

Ved parlamentsvalget i 1998 fik kommunistpartiet 122 mandater, Folkebevægelsen (ved Tjornovil) 46 mandater, Det Socialistiske Parti (Bondepartiet) 35 mandater, Det Grønne Parti 19 mandater, Folkets Demokratiske Parti 27 mandater, Hromada 23 mandater, Det Progressive Socialistiske Parti 17 mandater, Det Socialdemokratiske Parti 17 mandater, Folkepartiet 78 mandater, Reform- og Ordenpartiet 4 mandater, Kongres af Ukrainske nationalister 7 mandater, Uafhængige 105 mandater. 15 sæder blev ikke besat.

Ved præsidentvalget i 1999 blev den siddende præsident, Leonid Kutjma, genvalgt med 56,3 % af de afgivne stemmer efter i anden valgrunde at have besejret modkandidaten fra venstrefløjen. Forud var gået en mudret valgkamp, hvor to blokke bestående af forskellige partier havde stået over for hinanden. Kutjma spillede her dygtigt på opgøret med kommunismen og på økonomisk liberalisering og fortsat tilnærmelse til Vesteuropa. Valget understregede den mærkbare skillelinje mellem Vestukraine og Østukraine, hvor venstrefløjen (kommunisterne) især har deres basis. Præsidenten afsatte i 2001 efter uenighed om den økonomiske politik den reformvenlige premierminister Viktor Jusjtjenko, efter at denne havde siddet halvandet år på posten.

Ved parlamentsvalget i 2002 fik Jusjtjenkos blok af partier, Vort Ukraine, hvori bl.a. indgår partier, der er udsprunget af folkebevægelsen Rukh, 112 mandater. Præsident Kutjmas blok, For et forenet Ukraine, fik 101 mandat. Ukraines Kommunistiske Parti fik 65 mandater. Julija Tymosjenko Blok fik 22 mandater. Ukraines Socialistiske Parti fik 23 mandater. Ukraines Socialdemokratiske Parti 24 mandater. Der var 94 partiløse. Kutjmas politik syntes herefter at have antaget stadig mere centralistiske træk og gik i retning af en stigende tilnærmelse til Rusland. Præsidentens anden embedsperiode var præget af politiske skandaler, ligesom den generelle udvikling medførte, at Europarådet en overgang tog Ukraines medlemskab fra 1995 op til revision.

Den største politiske skandale var sagen om mordet på en regeringskritisk journalist i efteråret 2000. Kutjma benægtede meddelagtighed, men i 2002 og 2003 organiserede oppositionen massedemonstrationer mod ham med beskyldninger om korruption og krav om, at han skulle trække sig tilbage. Da Kutjma ikke kunne genvælges i 2004, satsede hans støtter på at få hans premierminister siden 2002, Victor Janukovytj, valgt til præsident; denne blev også åbenlyst støttet af Rusland. Janukovytj vandt knebent over Jusjtjenko i anden valgrunde i november 2004. Det stod imidlertid klart, at Janukovytjs sejr var et resultat af udbredt valgfusk, og oppositionen gik på gaderne i den såkaldte orange revolution, efter Jusjtjenkofløjens valgkampfarve.

Revolutionen resulterede i, at Højesteret kendte anden runde ugyldig og bestemte, at den skulle gå om i december, hvor Jusjtjenko vandt præsidentposten ved en anerkendt afstemning med 52 % af stemmerne over Janukovytj, der fik 44 %. Jusjtjenko udnævnte sin kampfælle fra den orange revolution, Julija Tymosjenko, til premierminister, og hans magtovertagelse betød en markant ændring i ukrainsk politik med større åbenhed, mere pressefrihed og lov og orden. Imidlertid blev hans hold snart splittet, og der blev fremsat anklager om korruption blandt hans nærmeste medarbejdere.

I september 2005 blev premierminister Julija Tymosjenko afskediget af præsident Jusjtjenko. Både hun og Janukovytj fik dog et politisk comeback ved parlamentsvalget i marts 2006, hvor hendes blok fik 22 % af stemmerne og 129 mandater, Regionernes Parti 32 % og 186 mandater, mens Jusjtjenkos blok Vort Ukraine kun fik 14 % og 81 mandater. Jusjtjenko havde ikke levet op til forventningerne.

På denne baggrund indledte en orange koalition bestående af Tymosjenkos blok, Vort Ukraine og Socialistpartiet, der tilsammen rådede over 243 af parlamentets 450 pladser, forhandlinger om at danne regering. Ifølge de forfatningsændringer, der var blevet vedtaget under præsidentvalgkrisen i december 2004 med virkning fra den 1. januar 2006, skulle præsidenten overlade en betydelig del af sin magt til parlamentet og regeringen. Efter tre måneders forhandlinger måtte den orange koalition opgive at danne regering, idet Socialistpartiet forlod koalitionen og indgik i en koalition med Regionernes Parti og Kommunistpartiet under ledelse af Janukovytj. Denne såkaldte "antikrisekoalition" gjorde en ende på den langtrukne politiske krise, da den i begyndelsen af august 2006 enedes med præsident Jusjtjenko om en aftale om national enhed. På grundlag af denne politiske programerklæring dannedes der en regering med Janukovytjj som premierminister og repræsentanter for Jusjtjenko på posterne som bl.a. udenrigsminister og forsvarsminister.

Janukovytj brød dog hurtigt den nationale enhed i et forsøg på at tage magten fra præsident Jusjtjenko. Inden årets udgang havde parlamentet fået afskediget de fleste af Jusjtjenkos ministre, og i januar 2007 vedtog antikrisekoalitionen med støtte fra Julija Tymosjenkos blok en lov som fratog præsidenten retten til personligt at udnævne sin udenrigsminister og forsvarsminister, hvorpå den provestlige udenrigsminister tog sin afsked. I marts 2007 gik et antal parlamentsmedlemmer fra Jusjtjenkos blok Vort Ukraine og Julija Tymosjenkos blok over til Janukovytj-koalitionen, der herefter regnede med at kunne få det forfatningsmæssige flertal på 300 af parlamentets 450 medlemmer inden længe og være i stand til at nedstemme præsidentens vetoer og ændre forfatningen. For at forhindre dette opløste præsident Jusjtjenko parlamentet og udskrev valg.

Det blev starten på en ny langvarig politisk krise, som endte med valget i september 2007. Det blev en stor sejr for Julija Tymosjenko, der vandt 27 mandater, og et mindre nederlag for Viktor Jusjtjenkos blok, der udvidet med partiet Nationalt Selvforsvar gik tilbage med ni mandater. Victor Janukovytjs Regionernes Parti gik 11 mandater frem og var stadig det største parti i parlamentet. Sammen kunne blokkene i den orange koalition dog mønstre 228 mandater og dermed et flertal på tre. Der gik imidlertid mere end to måneder, før de orange partnere kunne enes om at danne regering med Julija Tymosjenko som premierminister. Hun blev godkendt af parlamentet den 18. december 2007 med en stemmes flertal. Den orange koalition mistede dog sit flertal i juni 2008, og det i forvejen dårlige forhold mellem Jusjtjenko og Tymosjenko uddybedes i forbindelse med konflikten mellem Rusland og Georgien om Sydossetien.

Præsident Jusjtjenko tog skarp afstand fra Ruslands fremfærd over for Georgien, mens Tymosjenko undlod at kritisere Rusland. Da parlamentet samledes i begyndelsen af september 2008, gik den orange koalition helt i opløsning, idet et flertal bestående af Regionernes parti, Julija Tymosjenkos Blok, dele af Jusjtjenkos blok og kommunistpartiet stemte for betydelige indskrænkninger i præsidentens beføjelser.

Under Jusjtjenkos præsidentperiode forbedredes forholdet til Vesten, og Ukraine genfremsatte ønsket om medlemskab af NATO og EU. Såvel NATO som EU reagerede meget positivt på denne nyorientering i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. I aftalen om national enhed gentog parterne Ukraines ønske om at blive integreret i såvel EU som NATO, mens der ikke stod noget om hverken SNG eller Rusland.

Det stod dog klart, at et EU-medlemskab ikke ville komme på tale i en overskuelig fremtid, og i 2006 var kun 20 % af ukrainerne stemt for et medlemskab af NATO.

I begyndelsen af 2008 udtrykte Ukraine ønske om at få en medlemskabshandlingsplan fra NATO, men på NATO-topmødet i april 2008 blev Ukraine kun stillet i udsigt at blive medlem engang i fremtiden. På EU-Ukraine-topmødet i september 2008 fik Ukraine løfte om en associeringsaftale, men ikke om medlemskab af EU.

Forholdet til Rusland hvilede på en aftale samarbejdsaftale af 1997 og aftalen om den russiske Sortehavsflådes basefaciliteter i Sevastopol og på Krim fra samme år. I 2003 blev venskabet sat på prøve i Kertjstrædet mellem Sortehavet og Det Azovske Hav, og striden om grænsedragningen her var endnu i begyndelsen af 2006 genstand for forhandlinger, hvortil kom fornyet uro omkring Sortehavsflåden.

I juni 2008 advarede den russiske præsident Medvedev Ukraine om de "alvorlige følger" af et ukrainsk medlemskab af NATO og tilføjede, at det ville være et brud på aftalen af 1997. I august 2008 blussede uroen om Sortehavsflåden op igen i forbindelse med den russisk-georgiske konflikt, da dele af flåden blev forlagt til farvandet ud for Georgien, og Jusjtjenko talte om ikke at forlænge aftalen om flådens base i Sevastopol på Krim, når den udløb i 2017. Rusland spiller også en afgørende rolle som energileverandør til Ukraine, der selv kun kan dække 20 % af sit olie- og gasbehov. Dette fremgik tydeligt af gaskrisen mellem de to lande omkring årsskiftet 2005-2006, hvor det russiske gasselskab Gazprom i januar 2006 lukkede kortvarigt for gasleverancerne til Ukraine pga. uenighed om prisen.

Ukraine blev hårdt ramt af den internationale finanskrise i 2008. Eksporten af stål, landets vigtigste eksportvare, kollapsede og førte til en krise for den ukrainske valuta. Ved valget i 2010 lykkedes det Victor Janukovytj at genvinde præsidentposten. Han orienterede straks Ukraines udenrigspolitik i mere russiskvenlig retning. Senere i 2010 trådte Julija Tymosjenko tilbage efter at have tabt en tillidsafstemning i parlamentet og blev snart efter anklaget og siden fængslet for magtmisbrug – anklagerne menes i vid udstrækning at have været politisk motiverede og vakte international kritik. I juni 2010 vedtog parlamentet at opgive planerne om at søge medlemskab af NATO, men Ukraine fortsatte bestræbelserne på at knytte sig tættere til EU.

I november 2013 besluttede Janukovytj imidlertid overraskende – formentlig efter russisk pres – ikke at indgå en næsten færdigforhandlet associationsaftale med EU. Beslutningen fremkaldte omfattende protester på gaderne i Kyiv, der mindede om den orange revolution. I februar 2014 skærpedes situationen, da det kom til skyderier og omfattende uroligheder.

Et større antal oppositionstilhængere blev dræbt af sikkerhedsstyrkerne og dele af oppositionen greb også til våben, hvorved protesterne udviklede sig til et reelt oprør, det såkaldte Majdanoprør, opkaldt efter den store centrale plads i Kyiv. Det lykkedes af få en fredsaftale forhandlet på plads med bistand fra EU-repræsentanter. Protesterne fortsatte imidlertid, og umiddelbart efter flygtede Janukovytj til Rusland. Oppositionen pegede på en ny regering og udskrev valg til den 25. marts.

Valget gav Regionernes Parti 185 mandater, Fædrelandet fik 101 mandat, Vitalij Klitjkos parti Udar fik 40 mandater, Kommunistpartiet 32, Svoboda 37, og uafhængige fik 43 mandater.

Rusland reagerede prompte. Det meste af Krim blev i 2014 overtaget af russisk-sindede militser og af russiske tropper, og den lokale, russisk-sindede regering udskrev en folkeafstemning om Krimhalvøens fremtidige tilknytning, som gav et stort flertal for tilknytning til Rusland. I den østlige del af landet lykkedes det i løbet af 2014 efter hårde kampe for prorussiske militser at løsrive store områder omkring Donetsk og Luhansk, som blev erklæret for selvstændige folkerepublikker. Militserne fik omfattende materiel støtte af Rusland, og egentlige kampenheder fra Rusland deltog også i slagene.

Et alvorligt tilbageslag kom da en prorussisk milits ved en fejl nedskød et malaysisk passagerfly den 8. marts 2014 og dræbte alle 239 om bord med et russisk missil. Rusland afviste ethvert kendskab til nedskydningen.

Efter Janukovytjs flugt til Rusland blev der udskrevet præsidentvalg til den 25. maj 2014. Det blev vundet af Petro Porosjenko, der havde som et programpunkt at bevare og styrke Ukraines samling. Han udskrev valg til parlamentet den 26. oktober 2014. Her fik Porosjenkos blok 21,4 % af stemmerne, mens Folkefronten, ledet af den hidtidige statsminister Arsenij Jatsenjuk, fik 21,6 %. Porosjenko forsøgte at vinde vestlig støtte samt at indgå en fredsaftale med Rusland.

Porosjenko blev afløst som præsident af Volodymyr Zelenskyj, der vandt præsidentvalget i 2019 i anden runde med 73,2 % af stemmerne mod Porosjenkos 24,5 %.

Ved parlamentsvalget den 21. juli 2019 fik Zelenskyjs parti Folkets Tjener 254 mandater. Det blev støttet af 43 mandater fra "For Fremtiden" og "Tillid". Oppositionen på i alt 111 udgøres af platformen "For Liv" med 43 mandater, "Europæisk Solidaritet" (Porosjenkos parti) med 25 mandater, "Fædrelandet" med 26 mandater og "Holos" (Stemme) med 20 mandater. Der er 29 uafhængige medlemmer og 27 tomme pladser.

Det politiske liv har været præget af skiftende indenrigspolitiske alliancer og forskellige forhold til EU og Rusland.

Ukraines økonomi har været præget af de såkaldte forretningsoligarker, der har spundet guld på privatiseringsprocesserne af statsejede aktiver. Det antages, at de 100 mest velhavende forretningsfolk kontrollerer omkring 44,5 milliarder dollars, hvilket tegnede sig for 27% af Ukraines BNP i september 2021. En af de rigeste er Ihor Kolomojskyj, der har været guvernør i Dnipropetrovsk-regionen, hvis fodboldhold han nu ejer. Han menes at have værdier for 1,36 mia. dollars. Han ejer tv-stationen 1+1, der sendte Volodymyr Zelenskyjs program "Folkets tjener".

En helt afgørende begivenhed var Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022 med en stor styrke i det, den russiske præsident Putin kaldte "en speciel militær aktion". Den russiske præsident Putins begrundelse var, at Ukraine skulle demilitariseres og befries for narkomaner og nazister. De russiske tropper rykkede imod Kyiv uden dog i sidste ende at erobre byen. Ukrainerne har siden bl.a. ved hjælp af HIMARS-missiler trængt russerne østpå, så de i slutningen af september 2022 står i Donbasområdet i den østlige del af Ukraine, hvor de har godkendt de to områder Luhansk Folkerepublik og Donetsk Folkerepublik. Luhansk Folkerepublik grænser op til Rusland. Der har stået hårde kampe om Azovstal-stålværket i Mariupol. I en tv-tale den 21. september truede Putin med anvendelse af taktiske a-våben og annoncerede indkaldelse af 300.000 nye russiske soldater. Putin bekendtgjorde også, at der ville blive afholdt folkeafstemninger i regionerne Donetsk, Luhansk, Zaporizjzja og Kherson om tilslutning til Rusland, i praksis de del af områder, som Rusland holdt besat, dvs. for Zaporizjzjas vedkommende fx ikke selve byen Zaporizjzja. Disse afstemninger, som blev afholdt fra den 23. til den 27. september 2022, havde angiveligt en overvældende valgdeltagelse og et overvældende flertal (99%) for tilslutningen til Rusland, men deres afvikling og gyldighed blev ikke anerkendt af det internationale samfund. Alligevel blev resultatet bekræftet af præsident Putin i en stor tv-tale til Ruslands Føderale Forsamling (medlemmer af Dumaen og Senatet) den 30. september. Talen var samtidig et hårdt angreb på USA og NATO, der beskyldtes for kun at være ude på at nedbryde Rusland.

Den ukrainske præsident Zelenskyj har genfremsat ønsker om optagelse i EU. Samtidig har han opfordret NATO til at oprette en flyveforbudszone over Ukraine, men forgæves.

Ukraine modtog efter invasionen omfattende hjælp fra en række vestlige lande i form af finansiel støtte og leverancer af militært materiel. Samtidig blev der vedtaget omfattende økonomiske sanktioner mod Rusland, der også indebar delvist stop for import af russisk energi.

Tidligt under invasionen nåede de fremrykkende russiske tropper frem til udkanten af Kyiv. Det ukrainske militærs modstand betød imidlertid, at den russiske invasionshær i forårets løb koncentrerede indsatsen i det østlige og sydlige Ukraine. De russiske bombardementer førte til omfattende ødelæggelser i mange byer og tusindvis af døde.

FN's Højkommissær for Flygtninge (UNHCR) oplyste i september 2022 at der var registreret 4.200 civile dødsofre, men advarede om at det reelle tal kunne være højere. UNHCR havde registreret 7.405.590 millioner ukrainere, der var flygtet ud af landets efter den russiske invasion. De fleste, ca. 2,7 mio. er flygtet eller deporteret til Rusland, men 1,4 mio. er flygtet til Polen. Den russiske forsvarsminister Sergej Sjojgu sagde den 21. september 2022, at der siden slutningen af februar 2022 var omkommet 5.937 soldater. Han sagde samme dag, at der ville blive indkaldt 300.000 reservister.

Den 1. oktober befriede de ukrainske styrker byen Lyman i Donetskregionen samt nogle mindre landsbyer i samme område, og i dagene efter rykkede den ukrainske hær også frem i det sydlige Ukraine langs floden Dnepr i Khersonregionen. Danmark har indtil nu forsynet den ukrainske hær med missiler og pansrede mandskabsvogne. Foreløbig har ingen lande sendt moderne vestlige kampvogne til Ukraine.

Den 7. oktober 2022 blev Krimbroen, der forbinder Rusland med den besatte Krimhalvø med jernbanespor og vejbaner, ramt af en voldsom eksplosion, som ukrainerne menes at stå bag. Broen er Ruslands væsentligste forsyningslinje til de russiske militære styrker på Krim og i det sydlige Ukraine. Den 10. oktober 2022 fra 6.20 til 11.15 rettede russerne til gengæld missilangreb mod Kyiv og mindst ti andre både øst- og vestukrainske byer, heriblandt byer, bl.a. Lviv, Ternopil, Dnipro, Zjytomir, Ivano-Frankivsk, Khmelnytskyj, Vinnytsia, Kirovohrad, Kharkiv og Zaporizjzja. Flere af disse byer, især dem længst vestpå, havde ellers ikke været angrebet siden invasionens begyndelse i februar. Angrebet fandt sted midt i myldretiden på ugens første skole- og arbejdsdag, og midt i boligområder og tæt ved både skoler og legepladser. Foreløbige optællinger viser mindst 11 døde og 89 sårede. Dertil kommer udbombede bygninger og brændende biler.

Den 8. november 2023 anbefalede EU-Kommissionen medlemslandene at give grønt lys til at indlede optagelsesforhandlinger med Ukraine. Forinden havde Ukraine opfyldt 90 procent af de betingelser, EU havde stillet for at give landet kandidatstatus, herunder en styrkelse af landets antikorruptionskontor og større gennemsigtighed vedrørende ejerskab af medier. På den baggrund besluttede EU's stats- og regeringschefer på mødet i Det Europæiske Råd den 14.-15. december samme år at at indlede optagelsesforhandlingerne.