Theodor W. Adorno

Theodor W. Adorno var en tysk filosof, sociolog og musikteoretiker. Han var medlem af Frankfurterskolen. Theodor W. Adorno studerede filosofi i Frankfurt am Main og senere komposition i Wien hos Alban Berg; i 1931 skrev han sin disputats Kierkegaard. Konstruktion des Ästhetischen (da. Kierkegaard. Konstruktion af det æstetiske, 1980).

Adorno, der var af jødisk afstamning, emigrerede 1934 fra Nazityskland til Oxford og 1938 videre til New York. 1941-49 opholdt han sig i Los Angeles, hvor han i årene efter 2. Verdenskrig ledede et indflydelsesrigt sociologisk projekt om baggrunden for fascismens ekstreme fremtrædelsesformer (Theodor W. Adorno mfl.: The Authoritarian Personality (1950)).

I 1949 vendte han tilbage til Frankfurt, hvor han var professor til sin død. En kontrovers mellem Adorno og Karl Popper om socialvidenskabelige metodeproblemer førte i 1961 til den såkaldte positivismestrid i tysk sociologi.

Adorno var som de øvrige medlemmer af Frankfurterskolen påvirket af Karl Marx, men han så sig — bl.a. under indtryk af den politiske udvikling i Sovjetunionen — efterhånden nødsaget til at "gå bag om" Marx og søge efter dybereliggende årsager til de samfundsmæssige misforhold.

I Dialektik der Aufklärung (1947) (Oplysningens dialektik, seneste da. overs. 1993), som han skrev sammen med Max Horkheimer i det amerikanske eksil, beskriver Adorno oplysningens dobbeltkarakter: I kraft af sin fornuft formår mennesket i stigende grad at beherske naturen og dermed opnå stadig større frihed.

Men i denne proces undertrykker mennesket også sin egen natur, hvorfor friheden slår om i ufrihed. Den eneste måde, hvorpå denne udvikling kan bremses, består i at lade fornuften besinde sig på sine egne betingelser og sit naturpræg.

En sådan kritisk selvbesindelse udøver Adorno i sit sene hovedværk Negative Dialektik (1966), der er et opgør med den idealistiske tradition i europæisk filosofi. Denne tradition er ifølge Adorno kendetegnet ved en overdreven tendens til identitetstænkning: Filosofien har undertrykt fænomenernes særpræg og individualitet; den har glemt, at virkeligheden altid er rigere end de begrebslige udlægninger af den.

Den vigtigste kritiske instans er for Adorno kunsten, der som ikke-begrebslig størrelse og med sin mangel på praktisk formål kan udfordre identitetstænkningen. Dette gælder især den radikalt moderne kunst — tolvtonemusikken, det absurde teater m.v. — som han forsvarer i den posthumt udgivne Ästhetische Theorie (1970).

Denne holdning præger også Adornos syn på musikæstetikken, hvor han især er kendt for at hævde, at nogle musikformer har større gyldighed som udtryk for deres samtid end andre. I Philosophie der neuen Musik (1949, da. Den ny musiks filosofi, 1983) forsvarer han således Arnold Schönbergs tolvtoneteknik over for Igor Stravinskys neoklassiske stil.

Ud over talrige større og mindre opsatser om musik har han skrevet væsentlige monografier om Richard Wagner, Gustav Mahler og Alban Berg, hvis musikalske stil Adorno i øvrigt nærmede sig i sin egen beskedne kompositoriske virksomhed.

Theodor W. Adornos komprimerede stil bevirker, at hans bøger ikke egner sig til hurtiglæsning. Hans marxistisk inspirerede samfundskritik ramte studenteroprørets interessefelt, og i årene omkring 1970 nød denne del af hans forfatterskab stor udbredelse blandt den studerende ungdom. Adorno tog dog selv afstand fra studenteroprøret, som han betragtede som udtryk for en naiv optimisme, der ikke havde nogen baggrund i den faktiske historiske situation.