stærstik

Ordet “stær” betød oprindeligt “stiv” og henviser til det “stive” eller “stirrende” blik, der kan ses hos nogle blinde. I den medicinske litteratur kunne man frem til omkring år 1900 læse om tre slags stær: grå, grøn og sort stær.

Stærstikket er beskrevet af den romerske læge Aulus Cornelius Celsus. Det er tillige beskrevet i det oldindiske kirurgiske kompendium Susruta Samhita. Sandsynligvis er det også det øjenkirurgiske indgreb, der hentydes til i Hammurapis lov og muligvis kendte egypterne også til indgrebet. I oldtiden blev der i Europa anvendt en metode, hvor de ikke fjernede den grumsede linse, men pressede den ned under øjets glaslegeme (corpus vitreum) med et spidst instrument.

I oldtidens Rom var man ikke klar over, hvad man foretog sig ved indgrebet. De havde dengang et mangelfuldt kendskab til øjets anatomi, og de antog, at der befandt sig en væske mellem linse og pupil. Grå stær blev antaget at skyldes, at væsken var stivnet, og ved et stærstik stak de hul på den stivnede væske, så den kunne flyde frit.

Det er uklart, om de indiske læger anvendte samme metode som romerne. Det fremgår af beskrivelsen, at stikket krævede stor behændighed og skulle udføres med højre hånd på venstre øje og venstre hånd på højre øje. Den indiske metode spredte sig på et tidspunkt til Kina, hvor den var i anvendelse i en længere periode.

I middelalderen og renæssancen blev indgrebet hovedsageligt udført af omrejsende "stærstikkere", der slog en bod op på byernes markedspladser og tilbød behandling. Stærstikkere var altså en slags specialiserede "kloge mænd" og "kloge koner" i lighed med jordemødre, eller de engelske "bonesetters" og "truss-makers", der henholdsvis reponerede knoglebrud og fremstillede brokbind. Efter et stærstik skulle patienten ligge stille i et mørkt rum i ca. 24 timer for at undgå tilbagefald ved at linsen hoppede på plads igen. Det skete alligevel ofte, og infektioner i øjet efter operationen var ligeledes en hyppig komplikation. Af samme grund opholdt stærstikkere sig ofte kun 1-2 dage i en by, da de ønskede at slippe væk inden eventuelt utilfredse patienter vendte tilbage.

Stærstik havde også interesse blandt de barberer, der var oplærte i kirurgi og blandt læger. Det vides blandt andet, at den franske læge Guy de Chauliac (1298-1368), der var ansat ved universitetet i Montpellier under tiden foretog stæroperationer.

I perioden ca. 1650-1730 fik man bedre kendskab til øjets anatomi, og det stod efterhånden klart, at stærstikket i virkeligheden bestod i at skubbe linsen væk fra pupillen, nedad og bagud under glaslegemet. Ligeledes blev det opdaget, at synshandicappet skyldtes en ændring i linsens substanser, der gjorde den uklar.

I Danmark udføres der nu årligt ca. 70.000 operationer for grå stær, og det er således langt den hyppigste operation i sundhedsvæsenet. Alvorlige komplikationer er sjældne, og ofte mefører operationen en væsentlig bedring af livskvaliteten for patienten. Ikke desto mindre er det et faktum, at mange mennesker i fattige udviklingslande ikke har adgang til denne forholdsvis enkle og ufarlige øjenoperation, og på verdensplan er grå stær fortsat den mest almindelige årsag til blindhed.

• øjet
• grå stær
• grøn stær