Nordirland-protokollen

Nordirland-protokollen er en central del af udtrædelsesaftalen mellem Storbritannien og EU, som blev underskrevet af EU og Storbritannien i oktober 2019 og godkendt i Det britiske parlament den 23. januar 2020.

Faktaboks

Også kendt som: Protokol vedr. Nordirland, Northern Ireland Protocol

Målet med protokollen var og er at løse det problem, der opstod i forhold til Nordirland ved Storbritanniens udmeldelse af EU. Efter udmeldelsen kan Storbritannien, og dermed også Nordirland, i sagens natur importere alle former for produkter fra resten af verden uden at overholde de regler, som medlemskabet af EU's indre marked og toldunion tidligere havde medført. Hvis den åbne og uregulerede grænse mellem Nordirland og Irland, som blev etableret med Langfredagsaftalen i 1998, skulle fastholdes, var der dermed skabt et hul ind i EU's indre marked, og så var det indre markeds integritet truet. Der opstod dermed også et problem for den indre handel i Storbritannien, fordi "bagdøren" til EU – grænsen mellem republikken Irland og Nordirland/Storbritannien – stod åben.

Politisk betændt problemstilling

Mellem 2017 og 2019 forsøgte daværende premierminister Theresa May forgæves at finde tekniske løsninger til at overvåge den åbne landgrænse. Under den følgende premierminister, Boris Johnson, indførtes en aftale med EU om kontrol med varer, der kom ind i Nordirland fra resten af Storbritannien, i havnene i Nordirland. Denne kontrol gjaldt også for varer, som ikke skulle videre end Nordirland. Med andre ord var grænsen reelt flyttet fra land (mellem Irland og Nordirland) til havet mellem den irske ø og Storbritannien.

Denne aftale var politisk uacceptabel for Democratic Unionist Party (DUP), det ene store nordirske parti, som så aftalen som et skridt mod afskæring af Nordirland fra Storbritannien. DUP følte sig forrådt af de konservative Brexitfortaleres løfter om gnidningsfri handel mellem resten af Storbritannien og Nordirland og mellem Irland og Storbritannien efter Brexit.

Resultatet af DUP's utilfredshed var, at partiet boykottede samarbejdet i den Nordirske Selvstyreforsamling, herunder den magtdeling mellem politiske partier i Nordirland, som etableredes med Langfredagsaftalen i 1998. Den Nordirske Selvstyreforsamling var ude af kraft i mere end to år, indtil februar 2024, og sagen fik dermed betydelige politiske følgevirkninger i Nordirland.

Windsoraftalen

I februar 2023 indgik premierminister Rishi Sunak og EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen den såkaldte Windsoraftale (The Windsor Framework), som en første løsning på problemet. Den aftale etablerede to kanaler for varer, der skal fra Storbritannien til Nordirland. En grøn kanal for varer, som har Nordirland som endestation, og en rød kanal for varer, der skal videre til EU via den åbne grænse til Irland, og som derfor må underkastes EU-reglerne.

Safeguarding the Union

I februar 2024 blev Windsoraftalen suppleret med endnu en aftale, Safeguarding the Union, denne gang mellem Rishi Sunak og lederne af DUP. Denne aftale har yderligere lettet handelen mellem Storbritannien og Nordirland, og den har tilfredsstillet DUP's krav i en sådan grad, at partiet har opgivet sin boykot af samarbejdet i den Nordirske Selvstyreforsamling. Denne har nu genoptaget arbejdet under ledelse af den nyudnævnte nordirske førsteminister, Michelle O’Neill fra partiet Sinn Fein.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Politik og samfundsforhold i Storbritannien

Ole Helmersen

Lektor emeritus, Copenhagen Business School