Faktaboks

Ludvig 1.
Født
25. august 1786
Død
29. august 1868

Ludvig 1. af Bayern. Marmorstatue udført af Ferdinand von Miller d.y. (1842-1929). Statuen blev opstillet i 1890 i mindehallen Walhalla ved Regensburg, opført 1830-42 med Leo von Klenze som arkitekt. Foto 1987.

.

Ludvig 1., Ludwig 1., 25.8.1786-29.8.1868, konge af Bayern 1825-48, søn af Maximilian 1. Josef, far til Otto 1., Maximilian 2. Josef og Luitpold. Ludvig 1. støttede kunst og videnskab, lod en række museer og pragtbygninger opføre i München, bl.a. Glyptoteket, Alte Pinakothek og Propylæerne, og flyttede universitetet til byen.

Ludvig 1. var positivt indstillet over for tidens liberale strømninger og støttede den græske frihedskamp. I 1832 blev hans søn Otto valgt til græsk konge. Siden førte Ludvig 1. en mere reaktionær politisk linje med voksende opposition i befolkningen til følge. Sammen med den almindelige uvilje mod hans elskerinde, Lola Montez, førte dette til, at han under Martsrevolutionen i 1848 måtte abdicere til fordel for sin søn Maximilian 2. Josef.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig