Helgoland, tysk ø i Nordsøen tilhørende delstaten Slesvig-Holsten; 1472 indb. (2006). Den 1,6 km2 store ø består i den nordvestlige del af Oberland, der med næsten lodrette skrænter hæver sig 28-58 m over stranden, og det lave Unterland i sydøst.
1,5 km øst for Helgoland ligger Helgoländer Düne, en ca. 2000 m lang og 600 m bred badestrand, som indtil 1720 var sammenhængende med øen.
Oberland er et af de få steder i Nordtyskland, hvor undergrunden af røde og lysbrogede sandsten fra Trias, også kaldet Buntsandstein, når frem til overfladen.
Mod øst ligger bebyggelsen på Helgoland, en badeby, der også har marinbiologisk station og saltvandsakvarium. Hovederhvervene er turisme, hummerfangst og søfart.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.