Faktaboks

Fernando Torres

Fernando José Torres Sanz

Født
20. marts 1984

Fernando Torres er en forhenværende spansk fodboldspiller, der er mest kendt for sin tid i Atlético Madrid og Liverpool. I perioden 2003-2014 spillede han desuden 110 landskampe og scorede 38 mål for Spanien. Fernando Torres blev europamester med Spanien i både 2008 og 2012 og verdensmester i 2010. Ved EM i 2008 scorede han det enlige mål i finalesejren over Tyskland.

Fernando Torres' klubkarriere

Fernando Torres

Fernando Torres har scoret for Liverpool. Foto fra 2010.

Fernando Torres
Af /PA Images/Ritzau Scanpix.

Fernando Torres er født i Fuenlabrada tæt på Madrid og spillede som barn for lokale klubber, inden han i 1995 kom på Atlético Madrids fodboldakademi.

I 2001 debuterede han på klubbens førstehold, men spillede først sin første sæson i La Liga i 2002/2003, hvor den teknisk stærke og hurtige angriber i de følgende sæsoner gjorde sig bemærket som en stabil målscorer.

I 2007 skiftede Fernando Torres til den engelske Premier League-klub Liverpool FC, hvor han fik stor succes trods en del skader. Under stor bevågenhed blev han i 2011 købt af Chelsea FC for en på dette tidspunkt rekordsum i britisk fodbold. Den spanske angriber havde her svært ved at nå samme scoringsniveau som i sine tidligere klubber, men var bl.a. med til at vinde FA Cuppen og Champions League i 2012 med Chelsea FC. I 2015 skiftede han tilbage til Atlético Madrid, hvor han spillede frem til sommeren 2018. Fra 2018 til 2019 spillede han i den japanske klub Sagan Tosu, inden han afsluttede karrieren.

Fernando Torres' landsholdskarriere

Fernando Torres spillede for de fleste spanske ungdomslandshold og var bl.a. med til at vinde EM for U16-landshold i 2001 og U19-landshold i 2002. Han debuterede for A-landsholdet i 2003, hvor han frem til 2014 spillede 110 kampe (38 mål), bl.a. ved EM i 2004, 2008 og 2012 og ved VM i 2006 og 2010. Ved EM i 2008 scorede han finalens eneste mål, der sikrede Spanien EM-titlen. Da Spanien i 2012 genvandt titlen, scorede han til 3-0 i finalesejren på 4-0 over Italien. Med i alt 3 mål ved EM 2012 blev han turneringens topscorer (sammen med fem andre spillere). Med Spanien vandt han desuden VM i 2010. Her var han med i alle Spaniens kampe, men scorede ingen mål.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig