Ebbe Langberg

Som søn af skuespillerne Sigurd Langberg (1897-1954) og Karna Langberg (1902-1992), f. Löwenstein-Jensen, var Ebbe Langberg født ind i teatermiljøet og skuespillerverdenen. I 1935 medvirkede forældrene eksempelvis i tidens populære revykomedie Melodien, der blev væk i teatret Riddersalen. Opsætningen blev samtidig moderens sidste sceneoptræden til fordel for et liv som hjemmegående. I 1940 forøgedes familien med lillebroren Jesper Langberg (1940-2019), der i sit voksne liv fulgte i faderen og storbrorens fodspor.

Tidligt i livet gjorde Ebbe Langberg sin entré på teaterscenen. I Dansk Skolescenes opsætning af William Tell i 1946 spillede han således William Tells søn – en præstation, der blev bemærket med rosende ord fra tidens højt anerkendte teaterkritiker, Frederik Schyberg.

Samme år kunne Ebbe Langberg opleves på det hvide lærred. Her gjorde han sig positivt bemærket i rollen som en af Dittes brødre i Bjarne Henning-Jensens socialrealistiske filmklassiker Ditte Menneskebarn (1946) – efter Martin Andersen Nexøs roman – hvor den da 13-årige Ebbe Langbergs præstation er præget af en naturlig umiddelbarhed og afslappet indstilling til filmkameraet. I 1947 blev det til endnu en filmmedvirken – i instruktørparret Astrid og Bjarne Henning-Jensens næste udspil, De pokkers Unger (1947), ligesom han i barndomsårene medvirkede i Radioteatrets hørespil.

Efter endt skuespilleruddannelse på Odense Teaters elevskole i perioden 1951-1953, blev Ebbe Langberg af sin gudfar, skuespilleren Ib Schønberg, hentet til revyen Cirkus Ib (Cirkusrevyen, red.) på Dyrehavsbakken for sommeren 1955 – et engagement, der blev et gennembrud for den unge Langberg, som herefter medvirkede i flere opsætninger på københavnske teatre så som ABC Teatret, Aveny Teatret, Det Ny Scala og Apollo Teatret. Der var hovedsageligt tale om lystspilroller, eksempelvis som den ene af de unge studenter i Charles’ tante (ABC Teatret, 1958) – en rolle, han også gentog på film, samt som kvindebedåreren Sigismund i Sommer i Tyrol (ABC Teatret, 1959-1960).

Netop lystspilgenren og rollen som pigernes hjerteknuser dominerede Ebbe Langbergs karriere i slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne, ikke mindst via en række filmroller, der manifesterede hans image som dansk films helt par excellence.

Ebbe Langbergs filmkarriere var i disse år kendetegnet ved en enorm produktivitet. Fra 1956 til 1964 medvirkede han i hele 36 film, der mest er at regne blandt tidens mange danske folkekomedier og filmfarcer. Hans rolle som Ib Mossins (1933-2004) iltre tvillingebror i Morten Korch-filmen Flintesønnerne (1956) blev startskuddet på denne del af filmkarrieren, som også talte rollen som sergent i de tilbagevendende Soldaterkammerater-film (1958-1962).

Sammen med særligt Ghita Nørby udgjorde han den ene halvdel af dansk komedies moderne filmpar, hvad enten det var i film som Sømand i knibe (1960), Peters baby (1961) eller Han, hun, Dirch og Dario (1962). Langberg fylder rollerne ud med en umiddelbarhed og en kæk, drenget charme, der tilfører disse roller en veloplagthed.

Fra midten af 1960’erne ebbede de mange roller på film ud. I stedet kastede Ebbe Langberg sig ud i arbejdet som filminstruktør og filmproducent. 1963-1968 instruerede Langberg seks spillefilm, hvoraf Dirch Passer-filmen Pigen og millionæren (1965) og operettefilmen Tre små piger (1966) høstede positive ord fra datidens filmanmeldere. Langbergs virke strakte sig videre til fjernsynsmediet: Som instruktør på den ikoniske tv-serie Ka’ De lide østers? (1967) samt de første episoder af Huset på Christianshavn (1970). I 1976 vendte Ebbe Langberg for et enkelt bemærkning tilbage som filminstruktør med krimilystspillet Kassen stemmer.

I 1968 blev Ebbe Langberg udpeget til teaterchef for Aalborg Teater, en stilling han bestred frem til 1973. Det skabte debat, da han i forbindelse med sin tiltræden mod fleres forventning kun genansatte halvdelen af Aalborg Teaters ensemble på 28 skuespillere. Selvom hans linje var omdiskuteret, satte han en ny kunstnerisk kurs for den nordjyske landsdelsscene, der byggede på et repertoire af moderne udenlandsk dramatik, samt på gæstespil fra skuespillere som Ghita Nørby, Holger Juul Hansen, Helle Virkner og den svenske skuespiller Lars Passgård (1941-2003).

Passgård gjorde sig bemærket med to markante gæstespil – som Hamlet (1969) over for Lisbet Dahl som Ophelia og i titelrollen som Peer Gynt (1970). Bernard da Costas Storhertugindens afsked (1972) med Bodil Udsen og Olaf Ussing i de bærende roller, var en anden opsætning, der i Langbergs direktørtid høstede anerkendelse i pressen. Storhertugindens afsked blev senere opført på Det Kongelige Teater. Ikke kun teateranmelderne, men også publikum kvitterede for repertoiret på Aalborg Teater, der i Langbergs tid oplevede en høj belægning på 85 procent.

Efter en sæson som direktør for Det Danske Teater (1973/74) arbejdede Ebbe Langberg som teaterforlægger i New York. Allerede i 1950-1951 havde han gjort teaterstudier i London. Hans teaterfaglige sans baserede sig på et internationalt udsyn, hvilket i høj grad var med til at definere hans sidste teaterår.

I 1980 blev Ebbe Langberg leder af Strøghus Teatret i København, men det var i jobbet som leder af Rialto Teatret på Frederiksberg (1981-1989), han satte sig sit måske tydeligste scenekunstneriske aftryk.

Med omdannelsen af den tidligere Rialto-biograf til et nyt storbyteater med plads til 217 mennesker, formåede Langberg at skabe et moderne intimteater. Repertoiremæssigt drog han samtidig fordel af sin viden om og interesse for international dramatik parret med et godt øje for at bringe nye skuespiltalenter frem.

Indenfor nogle ganske få sæsoner var Rialto Teatret en af hovedstadens mest ombejlede og hippe teaterscene, der stod for et kunstnerisk vovemod og en eksperimentel fornyelse af teatret med LBGT+-skuespillet Det var en lørdag aften (1983) – hvori Preben Kristensen fik et gennembrud som skuespiller i københavnsk teater – som et af de mest markante. Blandt øvrige opsætninger på Rialto Teatret kan nævnes tyske Botho Strauss’ Kalldewey Farce (1983), Larry Kramers (1935-2020) Et normalt hjerte (1986) om AIDS-epidemien, samt Løgnen i sig selv (1987) af Sam Shepard – de to sidstnævnte med Langberg selv som instruktør.

Ebbe Langberg ledede Rialto Teatret frem til sin tidlige død som 55-årig i februar 1989.

• teater i Danmark
• dansk film
• folkekomedie
• Rialto Teatret